17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løntilskud virker ikke

Løntilskud virker ikke

Hvis det ikke var muligt at ansætte de ledige i støttede stillinger, ville arbejdsgiverne være nødt til at ansætte dem på ordinære vilkår til overenskomstmæssig løn og genoptjening af dagpengeret.

Mange hjemmehjælpere er ansat med offentligt løntilskud, men kun i ganske få tilfælde sikrer det dem varigt arbejde.
FOTO: Casper Christoffersen/Scanpix
1 af 1

Randers Kommune har fået udarbejdet en evaluering af kommunens løntilskudsjob i perioden  andet halvår af 2012. Evalueringen indeholder opgørelse over 275 afsluttede kommunale løntilskud. Den giver et sigende billede af løntilskudsjobs manglende effekt med hensyn til at få ledige i fast arbejde.

Evalueringen ville helt sikkert vise lignende resultater i en hvilken som helst anden kommune i landet. Landsforeningen Lediges Vilkår synes, det er yderst problematisk at:

De ledige bliver misbrugt som billig arbejdskraft og bliver fastholdt i arbejdsløshed.

45 procent af løntilskudsarbejdskraften indgår helt elller delvist som en del af normeringen. Dette er et helt klart lovbrud, idet "Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats" fastslår, at ansættelse med løntilskud skal medføre en nettoudvidelse i forhold til arbejdsstedets normale antal ansatte.

50 procent af de løntilskudsansatte kender ikke arbejdsstedets tillidsrepræsentant, og i mange tilfælde er tillidsrepræsentanten hverken til stede under ansættelsessamtalen eller informeret om en ny løntilskudsansættelse. Det vil sige at den løntilskudsansatte ikke ved, hvem vedkommende skal henvende sig til, hvis der opstår problemer i ansættelsesforholdet.

Kun 10 procent af ledere og medarbejdere har det fornødne overblik over de forskellige jobs på særlige vilkår, der ligger i den aktive beskæftigelsespolitik. Så stort set det meste af personalet ved ikke, hvad det indebærer at have en person på en støttet ordning ansat. Det kan derfor heller ikke undre, at den løntilskudsansatte så let og elegant glider ind som en del af normeringen.

To tredjedele af de løntilskudsansatte er stadig ledige efter endt ansættelse med løntilskud. Da dagpengeperioden på nuværende tidspunkt er på bare to år, kan den løntilskudsansatte være ansat i løntilskud tre gange seks måneder og derefter være på vej ud af dagpengesystemet.

Dette burde være et vink med en vognstang om, at offentlige løntilskud ikke virker optimalt. De ledige bliver misbrugt som billig arbejdskraft og bliver fastholdt i arbejdsløshed. Men kommunerne er - på grund af deres spareiver og nedskæringer på velfærdsområderne - alligevel afhængig af løntilskudjobbernes arbejdskraft.

Vi ønsker i Landsforeningen Lediges Vilkår, at regeringen ved lov afskaffer alt støttet arbejde, løntilskud, ulønnede praktikker og nyttejob. Når det ikke længere er muligt at ansætte de ledige i støttede stillinger, så bliver arbejdsgiverne nødt til at ansætte dem på ordinære vilkår til overenskomstmæssig løn og genoptjening af dagpengeret. 

Hvor svært kan det være?

Helle Nielsen er formand for Landsforeningen Lediges Vilkår

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2014 - 09:10   25. jun. 2014 - 09:12

læserbrev

af Helle Nielsen, Randers