I disse dage er det 70 år siden, den københavnske arbejderbefolkning satte hælene i og gennemførte Folkestrejken.

Folket sejrede over besættelsesmagten og dens danske medløbere.

Istedgade overgiver sig aldrig, sagde man dengang stolt på Vesterbro, som var et af hovedcentrene under Folkestrejken. Og det sagde man med rette. Man havde sat alt ind i kampen mod undertrykkerne for Danmarks frihed – og man vandt. 

Tænk hvis nogen tog ved lære af Folkestrejken i 1944 og ikke længere lod sig bedrage.

I dag er situationen en anden. I dag er Danmark selv en besættelsesmagt. Vor tids samarbejdspolitikere har, for at tækkes det amerikanske herrefolk, sendt vort land i krig. Den ene krig efter den anden: Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og flere er på vej. Våben til Syrien, Støtte til fascisterne i Ukraine, og – måske Irak endnu engang.

Unge danskere som besættelsesstyrker. Herrefolkets soldater i ”de villiges koalition” som bomber, slår, sparker og skyder på mennesker i de besatte lande.

Indførelse af demokrati i disse besatte lande kan – ifølge skiftende danske regeringer, PET, FE og danske officerer – kun ske ved anvendelse af global overvågning, vold og tortur, alt selvfølgelig i demokratiets misbrugte navn. Samtidig med at demokratiet, ytringsfriheden, retssikkerheden, ja selv privatlivets fred i vort eget land mere og mere ligner en dårlig vittighed.

Kampen for frihed og et selvstændigt Danmark, hvor folkets vilje er landets lov, sluttede ikke i 1945 – tværtimod. De politikere, som under besættelsen sveg folket og gik i en fremmed magts tjeneste – det er deres efterfølgere fra de samme politiske partier og med den samme politiske dagsorden, som stadig sidder på magten i landet. 

Et af deres vigtigste ærinder er at skrive historien om, så nutidens mennesker ikke kender hverken op eller ned vedrørende deres egen historie. Man forstår, at de ikke er interesseret i at fortælle om August-oprøret (i 1943 mod regeringens samarbejdspolitik med tyskerne – red.) eller Folkestrejken i 1944, på trods af at det er to af de mest markante eksempler på den danske modstands vilje. Eller måske netop derfor.

For tænk hvis nogen gik hen og tog ved lære og ikke længere lod sig bedrage og sende i krig i imperialismens tjeneste. Tænk hvis nogen – som den københavnske befolkning i 1944 – stillede dem til regnskab for deres løgne og forræderi mod det danske folks egentlige interesser? Ja tænk...