”Der findes en stærk nostalgi for Sovjetunionen. Hvis bare det kunne genskabes og konceptet kunne forbedres, ville de fleste i Ukraine være lykkelige for at blive en del af det igen”.

 Sådan sagde den 20-årige historiestuderende Irina Drazman fra det østlige Ukraine til journalisten, filmmanden og forfatteren André Vltchek (der er født i Leningrad).

Vltchek har besøgt et meget stort antal lande, hvor der er krig. Han har især gjort sig kendt for at skildre almindelige menneskers oplevelser og opfattelser. For nylig besøgte han Ukraine sammen med to venner og rejste fra Kiev til det østlige Ukraine.

Han skildrer et land, hvor næsten alt er gået i stå. Landbruget i Ukraine, som før var Sovjetunionens brødkammer, eksisterer stort set ikke længere. Husene og de små virksomheder, der var der før, ligger i ruiner. Markerne ligger øde hen. ”Hvad dyrker man her?” spørger Vltchek.

Ingen ved det, men begge hans venner er enige om, at alt i Ukraine er kollapset efter sammenbruddet af USSR, og dette inkluderer både industrien og landbruget. skriver om det østlige Ukraine:

Det østlige Ukraine

"Flertallet i dette land med 44 millioner indbyggere er koncentreret i det sydlige og sydøstlige Ukraine rundt om de enorme industrielle virksomhedscentre og mineindustrier omkring Donetsk, Dnepropetrovsk og Krivoi Rug." Her er situationen helt anderledes, end den er i den vestlige del af landet.

Vltchek: ”I det østlige Kharkov vajer sovjetiske flag side om side med russiske flag i vinden. Tusinder af mennesker er samlet foran den gigantiske statue af Lenin i disse blæsende dage den 28. og 29. marts. Der var taler og ovationer. Den krænkede menneskemængde mødte erklæringerne om, at de vestlige magter havde foranstaltet det fascistiske kup i Kiev, med høje råb: "Rusland, Rusland!"

Gamle kvinder, kommunistiske ledere og min ven Sergej Kirichuk, lederen af det venstreorienterede Borotba, og folk fra internationale solidaritetsorganisationer holder taler.

Folk er parate til at kæmpe. Til at forsvare sig mod den forhadte neoliberalistiske politik, for hvis indførelse (eller det modsatte) ingen af dem havde fået lov til at stemme om."

Den 11. maj blev der holdt folkeafstemninger om selvstændighed i Donetsk og Lugansk regionerne. Omkring 90 procent af befolkningen i Donetsk stemte ja til uafhængighed. I Lugansk stemte omkring 92 procent for selvstændighed. Som et resultat af disse afstemninger har man nu dannet Folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk.

Betegnelsen 'folkerepublikker' er ingen tilfældighed. De afspejler nostalgien over for Sovjetunionen - med et "forbedret koncept".

Privatiseringerne

De viser også, at befolkningen er træt af at blive regeret af de oligarker og deres mafiaer, som nød godt af den privatiseringsproces af Sovjetunionen, som for alvor blev sparket i gang, efter at Boris Jeltsin havde gennemført sit forfatningsstridige statskup mod Gorbatjovs glasnost- og perestrojkapolitik i oktober 1993.

Der var nogen, der betalte en meget høj pris for privatiseringerne.

Disse "nogen" er først og fremmest den sovjetiske industriarbejderklasse, som talte omkring 180 millioner, da privatiseringsbølgerne startede. Den blev pludselig kastet ud i arbejdsløshed. Pensionerne blev kraftigt forringet. De sociale ydelser forsvandt gradvist. Det samme gjorde det offentlige og gratis uddannelsessystem og den gratis sundhedspleje.

I dag er Rusland totalt integreret i den kapitalistiske økonomi, hvor den frie konkurrence har afløst den ganske vist rigoristiske planlægning.

I den vestlige del af verden lader man befolkningen betale for omkostningerne af krisen. Det samme vil man før eller senere også gøre i Rusland – med mindre oligarkiet bliver fjernet fra magten.

Arbejdernes løn- og arbejdsvilkår er endnu værre i Ukraine, end de er i Rusland.

Når modstanden mod oligarkiet er større i Ukraine end i Rusland, hænger det sammen med, at arbejdernes løn- og arbejdsvilkår er endnu værre i Ukraine, end de er i Rusland. I sin artikel "Kiev-kuppet: Oprørske arbejdere tager magten i øst" skriver James Petras: 

"Lad os gøre det fuldstændig klart: Kampen i Ukraine foregår ikke mellem USA og Rusland. Det er en kamp mellem den NATO-støttede junta af neoliberale oligarker og fascister på den ene side, og industriarbejderne, deres militser og demokratiske råd på den anden. Den første støttes af og adlyder IMF og Washington. Den sidste henter sin styrke i evnen til at producere i den lokale industri og ved at lytte til flertallet i befolkningen."

Vil folkerepublikkerne overleve?

"Valget" den 22. februar af oligarken, chokoladekongen Petro Poroshenko skulle kaste et demokratisk skær over det fascistiske kup i Kiev. Men det har ikke ændret på folkerepublikkernes chancer, og alle nye efterretninger viser, at folkerepublikkerne har været i stand til at slå alle angreb imod dem tilbage.

I den udstrækning det lykkes folkerepublikkerne at stabilisere sig og brede sig til andre områder, vil chancen for deres overlevelse stige.

Kilder: http://www.intersol.dk/ nummer 120 og james petras website