Først vil jeg takke for, at der er kommet 2,2 milliarder kroner til det psykiatriske område. For som de to psykiatriske foreninger – Sind og Bedre Psykiatri – har sagt i pressen, så mangler der 2,2 milliarder kroner årligt på det psykiatriske område i forhold til det somatiske område. Og det jo dejligt, at det nu er dækket ind.

Men som jeg læser det, så gælder de 2,2 milliarder kroner kun til og med år 2018, for så skal man fra folketingspolitikernes side igen forhandle om nye kroner og øre til det psykiatriske område via satspuljen. 

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange sindslidende, der har forsøgt eller haft held med at begå selvmord eller har skadet sig selv. 

Og det får mig til at stille spørgsmålet. Kære politikere: "Hvorfor kan det psykiatriske område ikke komme på finansloven, på samme måde som det somatiske område?"

Som sindslidende føler jeg, at min sygdom er mindre værd i forhold til for eksempel kræft, når I, kære politikere, ikke vil sætte psykiatrien på finansloven. For mig at se, så er det (næsten) lige så invaliderende at have en psykiatrisk diagnose, som det er at have en kræftdiagnose.

Af et læserbrev i Århus Stiftstidende den 22/6 fremgik det, at der siden 2007 er der sket cirka 7000 overfald på medarbejdere inden for psykiatrien.

Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange sindslidende, der har forsøgt eller haft held med at begå selvmord eller har skadet sig selv. Hvorfor skal de sindslidende straffes for at have den sygdom, i forhold til for eksempel hvis man er patient på det somatiske område?

Og det skal ses sammen med, at det somatiske område er på finansloven, mens det psykiatriske område må klare sig med satspuljen. Jeg har været med at kæmpe for for eksempel ligeløn og ligestilling mellem køn.

Men jeg spørger: "Hvornår kommer der økonomisk ligestilling mellem psykiatrien og somatikken?" For efter min mening – så kan vi ikke være det bekendt overfor mennesker med sindslidelser.