Som bygningsarbejdere i Danmark har vi en lang og sej historie bag os. Der er blevet kæmpet med blod, sved, og tårer for at opnå de rettigheder, vi har i dag. Man kan sige meget om vores overenskomster, men de har i mange år sat en relativ fornuftig standard for vores løn- og arbejdsvilkår.

Man kan selvfølgelig anfægte, at vi solgte ledelsesretten til arbejdsgiverne i Septemberforliget, men vi fik samtidig retten til at organisere os, og blev for første gang accepteret som part i en forhandling af arbejdsgiverne.

Vores vilkår er kommet gennem kamp, eller gennem trusler om kamp. Arbejdsgiverne har aldrig givet ved dørene.

Gennem tiden har vi tilkæmpet os mange rettigheder, fordi vi altid har arbejdet benhårdt på at organisere alle kollegaer i vores respektive fag og brancher.

Vi har reguleringer og satser indenfor mange områder, og alt lige fra arbejdstid til barselregler er nøje penslet ud i vores overenskomster.

Man skal selvfølgelige ikke glemme, at med vores rettigheder følger også pligter, som arbejdsgiverne historisk har brugt til at indskrænke vores frihed.

Vores vilkår er kommet gennem kamp, eller gennem trusler om kamp. Arbejdsgiverne har aldrig givet ved dørene, så strejke har alle dage været vores bedste våben for at opnå resultater.

Fagbevægelsens top svigter

Derfor kan man undre sig over, at kampen er ved at ebbe ud. Den er nærmest ikke eksisterende. Mange kollegaer ønsker stadig kampen, og bruger mange vågne timer på at stille sig selv til rådighed for fællesskabet. Men de møder desværre en mur af bedrevidende folk fra toppen, som belærer dem om realistiske forventninger til fremtiden og løntilbageholdenhed.

Det er i toppen, den er gal. De er simpelthen blevet bange for vores modpart.

Ved vores sidste overenskomstforhandling i 2012 fik vi ingen løsning på østproblematikken, og samtidig fik vi er reallønsfald. 60 procent af bygningsarbejdere stemte nej til forligsskitsen, men toppen skrev under.  

Toppen er desværre bange for at bruge vores strejkeret, fordi de frygter, at de ikke kan finde opbakning og få mobiliseret vores organiserede kollegaer til kamp. Man kan så spørge sig selv om den strategi vil gøre os stærkere med tiden, eller tvinge os i vores egen grav.

I marts 2015 skal der forhandles nye overenskomster for bygningsarbejderne, og vi har aldrig været mere pressede. Løndumping fra øst er blevet hverdagskost, og stadig flere kollegaer vælger ikke at være organiserede i vores fællesskab.

Samtidig bliver vi udsat for massive forringelser af vores regering, som med kirurgisk præcision demonterer vores sikkerhedsnet. Øget arbejdsudbud, kortere dagpengeret, længere genoptjeningskrav og forringelse af vores ret til efteruddannelser, er nogle af de instrumenter, som regeringen bruger til at presse os i knæ.

Værn mod løndumping

Bygningsarbejderne på gulvet har entydigt et krav, og det er et værn imod løndumping. Den løndumping, som forgår i byggebranchen i dag, er fuldstændig undergravende for vores overenskomster, og vil aflive den danske model, som vi kender den. Mange byggepladser er i dag præget af kaos, hvor arbejdsmiljø og arbejdsforhold er en by i Rusland.

Den konkurrence, vi oplever på ulige vilkår, vil altid kun gå en vej, og det er i en nedafgående spiral. Det er fuldstændig utopi at opretholde kollektive aftaler, hvis der ikke en nogen der efterlever dem.

Derfor er det også altafgørende, at vi får en aftale, som giver os et værn imod løndumping. Vi kan ikke bruge fem kroner ekstra på mindstelønnen eller et id-kort, hvis der ikke er nogle bygningsarbejdere, der arbejder efter overenskomsterne

Det bliver spændende at iagttage forhandlingerne i marts 2015. Vil toppen forsat have en ultra defensiv indgangsvinkel, hvor man mener, at hvis man ikke mister rettigheder, så er det en sejr i sig selv.  Vil de igen nøjes med det bedst opnåelige, eller er de klar til at tage kampen en gang for alle?