Vi lever i den kapitalistiske tidsalder, hvor grådigheden har ramt alle, og derfor er materialismen blevet som narkotika for alle klasser, som kun spejler sig i den rigdom, som overgår dem selv.

Skønt den udnyttende klasse aldrig ville kunne skabe sin rigdom uden arbejderklassen, kan en frivillig økonomisk deling aldrig komme på tale.

Materialismen er blevet som narkotika for alle klasser, der kun spejler sig i den rigdom, som overgår dem selv.

Derfor fremstilles arbejderklassen som grådig og direkte ødelæggende for sammenhængskraften med deres krav om ordentlige løn- og arbejdsvilkår til alle.

Man ser derfor nationalsocialismen blomstre, når arbejderklassen kyses, hvor påstanden om den nationale racerenhed vil få både mange vælgere og politikere til at støtte disse fanatiske holdninger i håbet om at sikre egen overlevelse.

Skal dette ændres, må nuværende demokratisk valgte politikere enten leve op til demokrati i flertallets navn med større lighed til gavn for alle, eller udskiftes med sande fremsynede demokratiforkæmpere.

Intet samfund vil bukke under på grund af større lighed, hvorimod egoisme, kapitalistisk grådighed og frihed til fattigdom er den sikre vej mod afgrunden for flertallet, blot fordi svage politikere ønsker magten i en verden, som tilhører hele menneskeheden.

Når en indkompetent lederklasse kræver en kompetent selvforsørgerklasse, hvem lider da af manglende kompetencer?