Sammen skal vi søge og finde de løsninger, som er nødvendige for vores Moder Jord og for de nuværende og fremtidige generationer.

I dette århundrede er to centrale udfordringer for en bæredygtig udvikling at overvinde fattigdom og ulighed samt at geneetablere en balance i jordens samlede kredsløb.

Disse to målsætninger er gensidigt forbundne; og den ene kan ikke opnås uden den anden. Imidlertid vil det ikke være muligt at udrydde fattigdommen eller genoprette harmonien med naturen i en verden, hvor en procent af befolkningen kontrollerer 50 procent af planetens ridgdomme; hvor 10 lande i verden kontrollerer 40 procent af verdens totale rigdomme; og hvor 15 multinationale selskaber kontrollerer 50 procent af den globale indkomst.

Denne urimelige måde at koncentrere rigdommene på og denne rovgriske måde at ødelægge naturen på giver også næring til en strukturel krise, som med tiden bliver ubærlig.

På trods af indsatserne og kampene for lighed og retfærdighed for folkeslagene på hele jorden, er hierarkierne og ulighederne vokset i verden.

Der er årlige lønstigninger, som overstiger inflationsraten, sociale støtteordninger og bistandskuponer til de mest trængende.

Det er i sandhed en strukturel krise. Den øver indflydelse på hvert eneste element i den kapitalistiske udvikling.

Med andre ord - det er en krise, der næres fra flere sider og involverer finans, energi, klima, vand, fødevarer, institutioner og værdier. Det er en krise, som er organisk indbygget i den kapitalistiske civilisation.

Vi er nået til en grænse; og der må uopsætteligt iværksættes globale aktioner for at redde samfundene, menneskeheden og Moder Jord.

En fredelig revolution

Bolivia er startet med at tage skridt til at gøre noget ved disse spørgsmål. Frem til år 2005 førte Bolivia en nyliberal politik, som øgede koncentrationen af rigdommene, den sociale ulighed og fattigdommen. Og som en følge heraf øgedes marginaliseringen, diskriminationen og den sociale eksklusion.

I Bolivia har de historiske kampe, som er ført af de sociale bevægelser – især de indfødte, oprindelige folks bondebevægelse – hjulpet os med at iværksætte en demokratisk og kulturel revolution; uden brug af vold.

Denne revolution er i færd med at rykke eksklusionen, udbytningen og sulten op med rode; og den genskaber vejen med balance, komplementaritet og konsensus bygget på vores egen identitet. Det er det vi kalder modellen: 'el vivir bien' - 'at leve godt'.

I år 2006 introducerede den bolivianske regering en ny økonomisk og social politik, som er indbygget i en ny, lokalbaseret socioøkonomisk og produktiv model.

Og i denne har nogle af grundpillerne været nationaliseringen af naturressourcer; at tage de finansielle profitter tilbage og anvende dem til fordel for hele det bolivianske folk; omfordeling af rigdommene samt statens aktive involvering i den økonomiske aktivitet.

Den vigtigste beslutning

I år 2006 tog den bolivianske stat og det bolivianske folk deres mest betydningsfulde politiske, økonomiske og sociale beslutning - det vil sige nationaliseringen af landets kulbrinteressourcer (olie og gas), en essentiel kernebeslutning i vores revolution.

Som en følge af denne forholdsregel deltager staten i og kontrollerer ejerskabet over vores kulbrinter og forarbejder vores naturgas.

I modsætning til den nyliberale forskrift om, at økonomisk vækst bør baseres alene på den udenlandske efterspørgsel ('eksportér eller dø!') - så har vores nye model baseret sig på en kombination af eksport samt den vækst i det indenlandske marked, der primært drives frem af: Politikken med omfordeling af indkomsterne; lempelser i levevilkårene og successive forhøjelser af den nationale minimumsløn; årlige lønstigninger, som overstiger inflationsraten; sociale støtteordninger og bistandskuponer til de mest trængende.

Som en konsekvens heraf, voksede det bolivianske bruttonationalprodukt fra ni milliarder dollars til over tredive milliarder dollars i løbet af de sidste otte år.

Vores nationaliserede kulbrinter (olie og gas), den økonomiske vækst samt politikken med omkostningsbesparelser har hjulpet landet med at skabe budgetoverskud otte år i træk - i skarp kontrast til de tilbagevendende budgetunderskud, som Bolivia tidligere oplevede i mere end 66 år.

I år 2006 var forholdet mellem de rigeste og fattigste bolivianere som 1 til 128. Dette forhold er nu blevet bragt ned til 1 til 46. 

'Vivir bien' - et godt liv

Vi har genvundet vort land som en nation for os alle. Vi er i færd med at ophøre med at være en nation, som var fremmedgjort under en nyliberal model. Slut med at være en nation, som lever under det gamle og onde system med politisk partivæsen, der betød, at vi var en nation, der blev styret fra udlandet, som var vi en koloni.

Som I vil kunne se, er Bolivia inde i en proces med forandring - en proces, som lige er begyndt og skal fortsætte med henblik på, at vores folkeslag skal kunne 'leve godt' – 'vivir bien'.

Tale holdt ved fejringen i København af Bolivias uafhængighedsdag, den 5. august. Oversat af Ken Bruun. Forkortet af redaktionen.