16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Statsministeren og manden på gulvet

Statsministeren og manden på gulvet

Statsministeren svigter "manden på gulvet". Men hvordan skulle hun også kende til livet der. Hun har aldrig bevæget sig i de kredse.

Det er almindelige lønmodtagere, der har måttet betale for den fest, de aldrig blev inviteret til.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Statsministerens holdning – eller mangel på samme er fuldstændig uforståelig for os almindelige mennesker. Dagpengereformen, som har bevirket, at over 45.000 lønmodtagere er blevet smidt ud af deres A-kasse og dermed står uden reel forsørgelse, er en sag, som statsministeren overhovedet ikke vil - eller kan forholde sig til. Men hvor skulle hun også have fået en sådan viden fra. Hun har aldrig haft nogen kontakt til ”manden på gulvet” og hans problemer.

Både statsministeren og beskæftigelsesministeren, som jo reelt er den ansvarlige for dagpengereformen, kunne lære meget, hvis de tog en uge fri og besøgte nogle af de 45.000 mennesker, som de har bragt i uføre og uden reel forsørgelse.

Ministrene kunne lære meget, hvis de tog en uge fri og besøgte nogle af de 45.000 mennesker, som de har bragt i uføre og uden reel forsørgelse. 

Men jeg tror ikke, at de tør. Det er jo meget nemmere at forholde sig til de spæde økonomiske nøgletal, hvor blandt andet medicinalindustrien har stigende aktiekurser, nu hvor også kineserne får diabetes og andre af vestens følgesygdomme. Det lugter altid lidt af fremgang.

Jeg kan garantere både statsministeren og beskæftigelsesministeren for, at der under den politiske overflade er hundredevis af uretfærdigheder, som den almindelige befolkning ønsker ændret.

Forud for katastrofevalget, hvor blandt andet socialdemokraterne gik kraftigt tilbage i vælgertilslutning, lovede statsministeren "guld & grønne skove", og efter hendes opfattelse (dengang) var det nu lønmodtagernes tur til at mærke den politiske medvind. Men hvad er der sket?

Den mest velstillede del af befolkningen er igen blevet forgyldt og den almindelige lønmodtager - herunder samtlige udstødte grupper - har igen fået pisken. Igen må de betale for festen, som de aldrig blev inviteret med til.

For et par dage siden fremkom Enhedslisten med information om, at alene dagpengereformen har bevirket, at over 45.000 uskyldige lønmodtagere blev smidt ud af deres a-kasser.

Næsten samtidig tronede statsministeren frem på tv-skærmen og fortalte en måbende befolkning, at der nu er kommet så meget gang i beskæftigelsen, at ledighedstallene rasler ned. Selvfølgelig kan ledighedsstatistikkerne ændres, når 45.000 lønmodtagere bliver kasseret og smidt ud af fællesskabet.

Kære statsminister: Godt nok har de store organisationer blandt andet LO, 3F, Metal, HK med flere valgt at holde kæft i forhold til de mange forringelser for lønmodtagerne i Danmark (den som lever i skjul, lever efter sigende godt).

Men jeg kan garantere dig for, at vi almindelige mennesker, vi er endnu ikke lullet i søvn, og jeg håber af hele mit hjerte, at du og de, der følger dig i tykt og tyndt, må blive smidt på porten ved næste valg, som heldigvis snart kommer.

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. aug. 2014 - 09:23   21. aug. 2014 - 09:25

Læserbrev

af Karl Erik Kristensen, Dronninglund