Mange danskere vil gerne gå ned i arbejdstid. Men alt for mange tvinges ned i tid, særligt lavtlønnede i den offentlige sektor.

Efter omfattende strejker fik vi i 1985 gradvist nedsat arbejdsugen fra 40 til 37 timer.

Det bør være en ret at arbejde på den normale arbejdstid, der lige nu i Danmark er på 37 timer, ligesom det bør være en ret at sige nej til overarbejde.

På trods af arbejdsløshed er der alt for mange, som arbejder over, mens andre får ødelagt tilværelsen med en fyreseddel.

Arbejdstidens udvikling

Derfor bør vi se på arbejdstidens længde. For det er nemlig rigtig mange år siden, at den blev nedsat, på trods af, at tempoet og forventningerne på arbejdsmarkedet er steget.

Den ugentlige arbejdstiden har udviklet sig således:

1911: 55 timer, 1920: 48 timer, 1961: 45 timer, 1966: 44 timer, 1970: 40 timer, 1986-9: 37 timer

Sidst i 1970’erne vandt kravet om 35 timers arbejdsuge frem i det meste af Europa, men slog aldrig helt igennem. Efter omfattende strejker fik vi i 1985 dog gradvist nedsat arbejdsugen fra 40 til 37 timer.

I slutningen af 90’erne var der igen aktivitet for nedsat arbejdstid. Det medførte i 2000 gennemførelse af en sjette ferieuge.

Der findes mange måder, vi kan regulere arbejdstiden på for eksempel ved uddannelsesorlov, børnepasningsorlov eller den meget omdiskuterede sabbatorlov fra 1990’erne, der af unge blev brugt til at rejse ud for at opleve verden på nedsatte dagpenge.

Betingelsen for at få orlov var, at en ledig trådte ind på arbejdspladsen, mens man var på orlov. Desværre er orlovsordningerne i vid udstrækning blevet afskaffet.

En anden ordning er skraldemandsordningen, som blev foreslået efter en konflikt i Århus. Ideen var at fem personer delte fire personers arbejde – og fik den nye persons dagpenge med ind i firmaet det første år. Der var stor interesse for ideen, men den blev aldrig lovsikret.

En ordning, som fungerer i dag er jobrotationsordningen. Her kan ledige komme i arbejde og fungere som vikarer, mens ansatte er på uddannelse.

Ordningen sikrer både en relativ høj fastholdelse af ledige, der bagefter bliver i virksomheden i en fast stilling. Desuden er det en attraktiv vej for ansatte og virksomheder til efteruddannelse.

Nedslidning

Det er ikke muligheder for at dele arbejdet, der mangler. Det er politisk vilje til at prøve nye veje.

En mere retfærdig fordeling af arbejdet  vil mindske nedslidningen på grund af arbejde.

Skifteholdarbejderen, som er udsat for belastningen fra atypiske arbejdstider og de stressede børnefamilier vil vinde ved, at vi deler arbejdet mere retfærdigt. Og så vil det sikre arbejde til den arbejdsløse.

Arbejdstiden og -lønnen forhandles af arbejdsmarkedets parter, og folketingets rolle er som regel at sikre den nødvendige følgelovgivning. Det bør der ikke laves om på.

De mange på deltid og den høje arbejdsløshed bør derfor få fagforeningerne til at overveje, om tiden ikke er inde til at tage nye initiativer til at dele arbejdet, så færre skal have et dårligt liv af alt for meget arbejde, mens andre har et dårligt liv af alt for mange perioder som arbejdsløse.