I disse måneder sidder 10 kurdiske mænd forsat på anklagebænken, tiltalt for at have ydet økonomisk støtte til PKK - en af de kurdiske frihedsbevægelser - som står på EU og USA´s terrorlister.
Retssagen mod dem er den fortsatte farce, som begyndte med Tyrkiets krav om lukning af den kurdiske tv-station: ROJ TV - med sendetilladelse fra Danmark. Tyrkiet krævede den lukket som betingelse for at give Anders Fogh Rasmussen deres stemme, så han kunne betræde posten som Nato´s generalsekretær.
USA har været toneangivende og for eksempel haft konsulat, militærrådgivere, CIA-personale og kontorer med fortrolige dokumenter i området.
De ti mænd er ikke tiltalt for at have ydet bidrag til våben, men for at have ydet penge til de områder, PKK opererer i, og det skal de de ifølge anklagen have gjort - åbenlyst og med bilag og regnskab - gennem bidrag til den dengang lovlige tv-station ROJ TV.
Det undrer så, at udenrigsministeren i Berlingske Tidende gerne offentligt må tilkendegive, at den danske regering eventuelt "vil komme til at støtte PKK".
Han udtaler: "Dette er ikke en diskussion af PKK´s status i EU-kredsen lige nu. Vi koncenterer os om at støtte kampen mod ISIS".
Nu er det jo sådan, at EU-Domstolen i 2008 kom frem til det resultat, at terrorstemplingen af PKK er ugyldig, hvilket dog ikke har fjernet frihedsbevægelsen fra terrorlisterne.
Islamisk Stat
ISIS eller IS eller ISIL, der står for "Islamic State in Iraq and the Lavant", bliver i disse dage bombet og bekriget af USA´s hær, samt den kurdiske milits Peshmerga og andre kurdiske fraktioner og oprørsgrupper (frihedskæmpere), men med to forskellige dagsordener.
Obama påstår, at USA rykker ind for at hjælpe Yazidierne, hvoraf tusindvis er på flugt og i fare for et reelt folkemord.
Men realiteterne er også, at det område er et af de mest olierige i landet, samt at USA i høj grad her har været toneangivende og for eksempel haft konsulat, militærrådgivere, CIA-personale og kontorer med fortrolige dokumenter i området.
Kurdernes dagsorden er en anden, nemlig reelt at hjælpe de som er på flugt, samt måske at opnå, at en del af Irak bliver en selvstændig kurdisk stat. Men man skal passe på at drømme om sin egen stat, medmindre den drøm er faciliteret af USA, NATO og EU.
Obamas "humanisme"
Obamas "humanisme" har ikke udmøntet sig i hjælp til Gaza eller i et forsøg på at forhindre det massive folkemord på civile, som Israel brutalt har begået - med hele verden som vidne - i de sidste mange uger.
Obamas "humanisme" rækker heller ikke en hånd til de hundrede tusinder af flygtende fra Syriens borgerkrig eller forhindrer drab på civile i titusindvis - udført af blandt andet ISIS - som her af Obama og den vestlige presse bliver kaldt "oprørsgrupper" mod Assads lovligt valgte regering.
Nødhjælp og det at forhindre folkemord på kurderne er nu en af USA´s mærkesager, og det ville være en såre god gerning, hvis ikke man vidste det var løgn.
Olieinteresserne
Men det drejer sig igen-igen om herredømme over lande, stater og områder, hvor de har eller i fremtiden kan have økonomiske interesser. Hvis kurderne får en kurdisk stat i Irak - med USA´s hjælp - er de bundet på hænder og fødder i gæld til USA, som via "støtten" kan få del i blandt andet det olieeventyr, som er i det område.
Åbenbart kan USA og en dansk udenrigsminister hæve sig over de love, som er blevet brugt til undertrykkelse i Europa og Danmark.
Selvfølgelig skal de nødlidende og undertrykte kurdere have en selvstændig stat i Irak - og i Tyrkiet, Iran og Syrien - et Kurdistan hvor de kan leve i fred med deres sprog, traditioner, kultur og selvbestemmelse, men det vil begynde som en trist historie, hvis USA skal være storebroderen i det foretagende. Leve et frit Kurdistan – uden indflydelse fra USA.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278