16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kæft, trit og USA's retning

Kæft, trit og USA's retning

Danmark er med fire krige siden 1999 blevet en bøllestat. Med samtlige folkevalgtes samtykke. I stedet for humanitære indsatser vælger man at fortsætte opbakningen til USA.

Forsvarsminister Chuck Hagel og forsvarschef Martin Dempsey, begge USA, afholder pressemøde i Pentagon den 21. august. Formålet med pressemødet var at begrunde USA's angreb på IS. FN's generalsekretær har advaret mod udelukkende militære angreb på IS.
FOTO: Saul Loeb / Scanpix
1 af 1

Danmarks deltagelse i Irak-krigen og som besættelsesmagt 2003-2007 er indiskutabelt det ringeste og mest kriminelle stykke udenrigspolitik siden 1945.

Med militærhjælpen til Irak/kurderne - nu med alle partier bag - fortsættes denne brøler. 

FN's generalsekretær har advaret mod udelukkende militære handlinger mod ISIS. Der er intet FN-mandat for denne "hjælp". Operationen strider imod FN-deklarationens Artikel 1 og 33. 

Ingen i Folketinget - selv ikke Enhedslisten - har lært et suk af Libyen og de andre mislykkede krige, Danmark siden 1999 har været med i.

Sverige og Norge bidrager kun humanitært. EU er alt andet end enig. Det er et åbent mandat, der sandsynligvis snart vil bredes ud. Ved at støtte kurderne, der ønsker en selvstændig stat, bidrager man hermed til at dele Irak.

Hvor blev den humanitære indsats af?

For få dage siden var der tale om en humanitær last, og Udenrigspolitisk Nævns formand, Mette Gjerskov (S), talte hjertevarmt om behovet for humanitær indsats. Hvor blev den idé af? 

Og hvem tog os bevidst ved næsen? Det er ikke teknisk muligt først at skabe en humanitær mission, hvorefter forsvarsministeren 4-5 dage senere siger, at samme fly er parat til at gå på vingerne med våben.

Dette er en glidebane og ingen i Folketinget - selv ikke Enhedslisten - har lært et suk af Libyen og de andre mislykkede krige, Danmark siden 1999 har været med i.

Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid, før mandatet bliver udvidet. "Martin Lidegaard vil ikke afvise, at Danmark på et tidspunkt øger engagementet i Irak, hvis situationen skulle blive yderligere tilspidset", - fortæller dr.dk og 55 soldater bliver til 100, bliver til...

Selvom danske F16-fly ikke skal bombe (endnu?) så er man i krig, når man bistår USA og én part i en konflikt med våbentransport, så de bedre i fællesskab kan smadre en anden part. 

Når alle taler salvelsesfuldt om, at dette bestemt ikke er en ny krigsdeltagelse for Danmarks vedkommende, og at meget er anderledes end 2003-2007, så skal man mistænke, at det lige netop er, hvad de siger, det ikke er. 

Humanistiske krige er noget vås

Trist med et Folketing blottet for moral og nytænkning, hvor ikke ét eneste medlem tør gå imod tidens selektive vås om humanistiske krige: Vedrørende de største krige som DR Congo - seks millioner dræbte - og i tilfældet Gaza taler ikke ét folketingsmedlem om danske civile eller militære indsatser. 

Beslutningen bygger ikke på nogen analyse af, hvorfor ISIS er dukket op (USA's og Danmarks besættelse - og inkompetente administration - af Irak) men derimod på den meget tvivlsomme tanke, at man med militære midler og drab på terrorister kommer terrorismen til livs. 

F16-humanisme er den eneste humanisme, den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik kender. Vi stillede aldrig så meget som en sygeplejerske til rådighed for irakerne, men bidrog gennem sanktioner og besættelse til at dræbe omkring en million uskyldige irakere. En høj pris kan man sige for at blive af med diktatoren Saddam Hussein, der aldrig dræbte så mange.

Fogh Rasmussen - der kan betragtes som ikke-dømt krigsforbryder - kan slippe afsted med at fortælle TV-Avisens seere, at vi gav irakerne en mulighed for at skabe et bedre samfund, men de tog ikke imod den - og at vestverden er blevet for selvkritisk. Der er jo aldrig noget at komme efter? 

Hvor militarismen går ind går demokratiet ud. Danskere, der synes, at fredelige midler er bedre end militære, og at folkeretten er vigtig, har ikke én folkevalgt, der repræsenterer dem: Partidisciplin, kæft trit og USA's retning. 

Danmark er med fire krige siden 1999 blevet en bøllestat. Med samtlige folkevalgtes samtykke. Kyndige mennesker mener at ISIS kan true Europa og USA. Danmark vil i så fald blive ét af ISIS' mål. 

Vestverden inklusive Danmark har de fjender, vi selv skaber. Og i realiteten ingen andre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. aug. 2014 - 09:11   28. aug. 2014 - 09:15

Læserbrev

af Jan Øberg, forskningschef ved Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, Sverige