Vi er kun alt for vant til, at vores arbejde bliver bedømt. Lige fra folkeskolen lærer vi den næste generation af samfundsborgere, at en indsats kun har værdi, hvis nogen, der er placeret over os, bedømmer at arbejdet har værdi.

Hvert menneske er et helt menneske, der kan tage beslutninger om, hvad der er vigtigt. Det giver alle mennesker lige magt. Det er faktisk den grundlæggende tanke i demokratiet.

Hvad vil der ske, hvis vi holder op med det? Hvis vi forestiller os, at vi i stedet for at bedømme et arbejde tager for givet, at den, der bruger sin energi på noget, gør det bedste, han eller hun kan, og gør det udfra interesse og en følelse af, at det er meningsfuldt, kan vi måske opleve et overraskende og nyttigt engagement.

Det er selvfølgelig svært at få andre – for eksempel skoleelever eller ansatte – til at arbejde fuldt engageret på en opgave, hvis de ikke oplever, at de selv har indflydelse på opgavens udformning.

I folkeskolen kunne dette betyde, at eleverne skulle have større indflydelse på deres egen læring, og på arbejdspladserne leder det tanken hen på delt ejerskab af en virksomhed.

Tab af kontrol

Hvorfor er det så foruroligende? Det er det fordi, det giver dem, der er vant til at bestemme eller tilrettelægge andres udvikling eller arbejde, mindre kontrol. Og de fleste synes at vægre sig ved at afgive kontrol. Især kontrol over andre, som de har lært, at de er berettiget til.

Men det er en historie, der bør fortælles på ny. Hvert menneske er et helt menneske, og som sådan besidder det den fulde kapacitet til at tage beslutninger om, hvad der er vigtigt. Det giver alle mennesker lige magt. Det er faktisk den grundlæggende tanke i demokratiet.

At give karakterer i folkeskolen er en trussel mod demokratiet, fordi den lærer de unge borgere, at de ikke selv kan beslutte, hvad der er vigtigt, og hvordan de gerne vil udvikle sig. Det kaldes gerne for en motiverende faktor, men det lærer os snarere, at det er vigtigere at fokusere på karakteren end på det, man kan og gerne vil lære.

Interessen fokuseres på belønningen snarere end på det meningsfulde arbejde, der ligger til grund for karakteren. Det lærer os også, at der er nogen, der er bedre, dygtigere og mere værd end andre.

I stedet for karakterer kan man tage den vejledende samtale i brug og derigennem hjælpe eleven til selv at udvikle sig personligt og fagligt gennem projekter, hvis udformning den studerende har medindflydelse på.

Et andet element, der ofte bruges som motiverende faktor, er konkurrencen. Men en konkurrence er en leg. En leg hvor deltagerne på lige vilkår konkurrerer om æren. Det kendes fra amatørsporten, hvor det virker fint. Fordi man i amatørsport forstår, at selvom man vinder en kamp, så er man ikke et bedre menneske end de andre.

Konkurrence skaber gode lønslaver

Når denne leg overføres til opdragelse eller til vores arbejdspladser – eller i værste fald til staten – så forsvinder dette venskabelige aspekt, og vi fremelsker i stedet vindere. Eller rettere sagt: En vinder og en masse tabere.

For i en konkurrence er der altid mange flere tabere, end der er vindere. Det skaber et dårligt demokrati at fremelske tabere. Men det skaber gode lønslaver. Vi har ikke brug et samfund med nogle få vindere, men for et samfund med mange empatiske medborgere.

Vi bedømmer ofte folk udfra deres økonomiske succes. Det er en konkurrencetankegang. Og det gør for eksempel vores arbejdsløse til tabere, hvor de i stedet burde ses om en ressource, samfundet snart (igen) kan få nytte af.

Hvis vi åbent siger, at det er i orden at være arbejdsløs – for der er jo ikke arbejde til alle – så bliver arbejdsløshed en overgangsfase eller en tid til at gentænke sine mål.

Hvis det er acceptabelt, at man er arbejdsløs, fordi vi tager for givet, at den enkelte gerne vil deltage i et større ikke-dømmende fællesskab, kan det være, at der opstår nye entreprenante ideer for den arbejdsløse i denne periode. At den enkelte bliver mere klar over, hvad han eller hun kan bidrage med, og hvilke drømme det måske er blevet tid til at forfølge. Når vi bedømmer, dømmer vi andre ud fra en fælles fortælling om, at noget er defineret som godt.

Og i vores samfund, hvor den merkantile tankegang synes at overskygge andre tænkemåder, betyder det, at profit bliver et kriterium, med hvilket vi med autoritet kan påstå, at ikke-profitskabende aktiviteter er mindre værd for samfundet.

I stedet for at bedømme hinandens succes udfra en økonomisk synsvinkel, bør vi bedømme udfra, hvorvidt det enkelte menneske føler, at det befinder sig i en situation, der giver mening. Og det kan aldrig være samfundet eller andre, der bedømmer, hvad der giver mening for den enkelte.

Bedømmelseskulturen ses også i den store mængde kontrolsystemer, der er indført i mange erhverv i et forsøg på at bevise, at de gør et "godt" stykke arbejde. Der skal være evidens for, at det arbejde, der udføres, giver afkast.

Kvalitet i undervisningen

I undervisningssektoren, som jeg befinder mig i som underviser, betyder det konkret, at der skal laves evalueringer, som beviser kvaliteten i undervisningen.

Men ingen ved, hvad kvalitet er, og derfor bliver kvalitet lig med det, vi kan måle. Og konsekvensen af det bliver så, at vi må undervise efter det, der kan måles frem for efter det, vi som professionelle mennesker tror på er rigtigt.

Desværre kan vi kun måle på de kortsigtede resultater og ikke på de langsigtede mål. Jeg fornemmer, at der er andre brancher med lignende udfordringer.

Hvis vi opbygger en kultur – startende i folkeskolen – hvor det understøttes, at det enkelte menneskes fokus er ligeså vigtigt for samfundet som ethvert andet menneskes fokus, får vi hver eneste borger til at bidrage der, hvor de er stærkest og ikke som arbejdere for andre.

Vi går dermed fra en kultur, hvor nogle få individers fokus udføres af de mange mod en kultur, hvor de manges fokus udvikler samfundet dynamisk. Og så kan det da godt være, at nogen har en ide om at udvikle noget, som andre gerne vil være med til, og derfor indgår i et ligeværdigt samarbejde. Et delt ejerskab.

Det kan gøres, hvis vi lærer at stole på det enkelte menneskes evne til at se, hvad der er vigtigt, og at det er vigtigt, fordi de kan se det – også selvom vi ikke kan. Det, vi ikke lige kan se nytten af, kan vise sig at være en gave til fællesskabet, som vi på lang sigt vil få glæde af.