Det handler dybest set om vores selviskhed og egoisme. Ellers er det vanskeligt at finde en tilfredsstillende forklaring på, at hele den vestlige verden forholder sig hændervridende og passivt i forhold til de grusomheder, der foregår i Syrien og landene der omkring.

Vi løser ikke vore menneskelige forpligtelser med varme for de stakkels mennesker, der forsøger at komme væk fra krigens rædsler, men med de skattekroner, som vi betaler til statskassen.

Vi samler penge ind til dem til medicin, telte og tæpper, så de kan være så tæt på deres ruinbombede hjem som muligt.

Og selv i landets rigeste kommuner undslår de sig også af økonomiske grunde. Fy da føj da for en næstekærlighed. Det har sin pris, som betales psykisk af de flygtninge fra ovennævnte lande. Vi har ondt af dem – selvfølgelig har vi da det – derfor samler vi penge ind til dem til brug for medicin, telte og tæpper, så de kan være så tæt på deres ruinbombede hjem som muligt.

Men vi vil ikke gribe ind i krigene, som vi gjorde det i Afghanistan og Irak. End ikke der, hvor det kunne være muligt og risikoen ved at gribe ind rimelig.

Vi vil ikke ofre noget for at redde menneskeliv – kun lindre – når de overlevende ved egen hjælp har slæbt sig gennem bjergkløfter og forceret floder, og været så heldige, at de ikke er blevet ramt af snigskytternes kugler.

Vores regering og Folketing vil ikke opfylde vore minimale forpligtelser overfor krigens hårdt ramte civilbefolkning.

De må selv klare at overleve. Så klarer vi teltene, mad og medicin. Politikerne græder krokodilletårer og siger, at de har ondt i deres hjerter, men deres hjerter aktiverer ikke deres hjerner, og lammelsen fra dem breder sig til vælgerne.

Derfor taler de boblesprog for at holde os hen med tomme forsikringer om, at et nyt politisk initiativ er undervejs.

Vi bliver fodret med politikernes tomme forsikringer om at ville hjælpe på den anden side af landets grænse, og vi slubrer det i os. For det giver os alibi for at dulme vores dårlige samvittighed.

Vi gider ikke en gang forlade vore parcelhushaver for at demonstrere for ovennævnte civilbefolkninger.

Kan vi ikke komme den omsiggribende vestlige egoisme til livs, kan vi i det mindste erkende, at vores lammelse for at hjælpe, som vi i dag er ofre for, til syvende og sidst vil skade os selv.