Til Harald Børsting

I mit arbejdsliv som en dygtig bygningsarbejder har jeg altid været et trofast medlem af social-demokratiet og fagbevægelsen.

Man kommer ofte i tvivl, om det er tilknytningen til socialdemokratiet, der vægter mere end medlemmernes faginteresser.

Socialdemokratiet har på det sidste svigtet det, som jeg altid har troet på, nemlig at de svageste skal løftes op til et værdigt liv i det velfærdssamfund, min far og farfar har været med til at bygge op før mig.

Det piner mig, at flere og flere lønmodtagere falder ud af dagpengesystemet - med store menneskelige omkostninger for den enkelte.

LO er en interesseorganisation for lønmodtagerne, men man kommer ofte i tvivl, om det i LO's top er tilknytningen til socialdemokratiet, der vægter mere end medlemmernes faginteresser.

Jeg blev fyret op til vintersæsonen i november 2009, da firmaet gik konkurs på grund af øget konkurrence og manglende ordretilgang. Jeg har søgt og søgt efter job uden held, først som bygningsarbejder, senere efter forefaldende arbejde, men jeg er aldrig rigtig blevet lukket ind på arbejdsmarkedet igen.

Nogle arbejdsgivere har endog været ærlige overfor mig:  jeg var nok var for gammel (54 år). I november 2013 faldt jeg så ud af dagpengesystemet, ingen arbejdsmarkedsforsikring, og jeg har måttet opsige min efterlønsordning for at få hverdagen til at hænge sammen rent økonomisk. 

Nu har jeg brugt alt, hvad jeg ejede og havde, og er havnet på gaden til et liv, jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne forestille mig.

Det er med bitterhed, at en mand som mig, der altid har passet mit arbejde, er blevet nødt til at sælge alt.

Jeg havde en dejlig ejerlejlighed, som jeg var glad for (solgt med tab) og en bil, som jeg brugte til og fra arbejdet, alt sammen som jeg har været et helt arbejdsliv om at opbygge, og som nu er blevet revet væk under mig.

Nu orker jeg ikke at starte helt forfra igen, for min tillid til systemet er væk. "Farvelfærd".

Fra en frustreret arbejdsløs og frafalden socialdemokrat