I det britiske underhus, House of Commons, har et stort flertalt stemt for en opfordring til den britiske regering om at anerkende Palæstina som stat (13.10.).

Storbritannien er som imperialistisk magt direkte ansvarlig for zionismens kolonisering af Palæstina 

Det hilser PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) velkomment og ser det som udtryk for den voksende styrke hos den britiske solidaritetsbevægelse, herunder BDS-bevægelsen (Boykot, De-investering og Sanktioner).  

Men selve afstemningen har kun en rent symbolsk værdi og er langt fra et skridt i retning af at ændre forholdene for palæstinenserne.

Storbritannien er som imperialistisk magt direkte ansvarlig for zionismens kolonisering af Palæstina og oprettelsen af "den zionistiske enklave" (PFLP’s betegnelse for Israel, red.) i Palæstina.

Helt op til i dag fortsætter Storbritannien med at levere politisk, militær og finansiel støtte til den zionistiske enklave og forsøger at dække over dens forbrydelser.

PFLP understreger, at det britiske parlament har en forpligtelse til ikke kun at anerkende staten Palæstina, men også alle det palæstinensiske folks rettigheder, herunder retten til tilbagevenden, ligesom det har pligt til over for det palæstinensiske folk at undskylde for den britiske Balfour-erklæringen fra 1917, der godkendte zionismens plan om "et jødisk nationalt hjem i Palæstina".

Resultatet blev Nakba (katastrofen i 1948) og fordrivelsen af palæstinenserne. Endelig opfordres det britiske parlament til at støtte Boykot-Israel bevægelsen BDS. Det er sådanne tiltag, der skal til hvis Storbritannien vil begynde at sone sine historiske forbrydelser mod det palæstinensiske folk.

PFLP hilser og værdsætter den internationale solidaritet, der vises palæstinenserne fra studenterforeninger, fagforeninger, BDS-bevægelsen og andre progressive kræfter. Det er styrken i denne solidaritetsbevægelse, der har lagt pres på det britiske parlament og krævet indført "en meningsfuld ændring" og en støtte til palæstinenserne.

Udtalelsen er forkortet og redigeret af Irene Clausen