En stærk indsats mod social dumping er vigtig for at styrke og bevare den danske model og det danske overenskomstsystem.
Der må stilles krav om, at sociale- og arbejdsklausuler skrives ind i alle offentlige kontrakter.
Malerforbundet opfordrer til, at der stilles krav om, at sociale- og arbejdsklausuler skal skrives ind i alle offentlige kontrakter.
I Malerforbundet ser vi med tilfredshed på de tiltag, der er taget for at få indført et ID-kort på landets byggepladser. Vi må dog kræve, at der i forbindelse med kortets indførelse samtidig sker en opgradering af de beskæftigedes viden om arbejdsmiljø i byggebranchen, der hører til en af landets farligste.
Man bør ligeledes kigge på det finske ID-kort, der har fået tilført et skattenummer for den enkelte. Det har medført en stigning i skatteindtægterne på adskillige milliarder, ligesom det giver mulighed for at dæmme op for misbrug af udstationeret arbejdskraft.
Arbejdsmiljøet
Asbest, PCB og bly er et dødsens farligt og alvorligt problem i byggebranchen. Vi må gøre op med fortidens synder og få iværksat en national handlingsplan om disse problemer.
Vi skal fortsat arbejde for, at der forskes i nano-sikkerhed for at imødekomme eventuelle trusler mod arbejdstagernes sundhed.
Bygge- og anlægsbranchen er en af de brancher, hvor der er den største risiko for arbejdsulykker.
-
Hvert år anmeldes i alt cirka 5.000 arbejdsulykker, heraf ca. 1.100 alvorlige.
-
Hvert år dør cirka 10 bygningsarbejdere på grund af en arbejdsulykke
Vi skal arbejde for, at ulykkeskurven knækkes nu – blandt andet ved at indføre arbejdsmiljø- og sikkerhedsbestemmelser i alt udbudsmateriale herunder sociale- og arbejdsklausuler.
Arbejdstilsynet står over for dramatiske nedskæringer på 80 millioner kroner i 2016. Målt i årsværk vil mere end 120 personer skulle forlade tilsynet, som beskæres fra 661 til 538 ansatte. Vi mener, at besparelsen er katastrofal for arbejdsmiljøindsatsen og kræver øjeblikkelig politisk handling.
Dagpengeløsning nu
Med over 41.000 A-kasse medlemmer, der har mistet deres dagpengeret, kræver vi politisk handling nu. Det kan ikke vente på, at dagpengekommissionen bliver færdig med sit arbejde i september 2015.
I Malerforbundet har vi 228 medlemmer, som har mistet deres forsørgelsesgrundlag. Tallet lyder måske ikke så voldsomt, men reelt svarer det til godt 20 procent af alle vores arbejdsløse medlemmer.
Hvis "Den danske model" - også kaldet "Flexicurity modellen" fortsat skal fungere på det danske arbejdsmarked er det nødvendigt, at regeringen lever op til sin forpligtigelse - nemlig at sikre et rimeligt forsørgelsesgrundlag ved ledighed. En dækningsgrad for en malersvend på cirka 50 procent tvinger os i modsat fald til at forlange øget tryghed i ansættelsen.
Uddannelse og praktik
Antallet af uddannelsesaftaler er fra august 2013 til i år faldet med 2.500 aftaler mellem praktikvirksomheder og elever. Samtidig er over 10.000 elever praktikpladssøgende.
Virksomhedernes mulighed for i fremtiden at kunne rekruttere faglært arbejdskraft udhules på trods af et kvalitativt løft af erhvervsuddannelsesområdet siden 2012 med etablering af praktikcentre og den nye erhvervsuddannelsesreform fra sommeren 2014.
Vi vil fortsat bidrage til at sikre fremtidens faglærte med tidssvarende uddannelse, og hilser med tilfredshed at voksen- og efteruddannelsesområdet har fået tilført en ekstra milliard til et kompetenceløft af faglærte og ufaglærte frem til 2020.
Beskæftigelsesreformens seks ugers fremrykkede uddannelsesaktivitet peger samme positive vej. Arbejdsgiverne har alene ansvar for at tilvejebringe de nødvendige aftaler, der skal til for at løse uddannelsesansvaret - både i form af brikaftaler til skolepraktikken og aftaler til de mange nye unge, der vælger en erhvervsuddannelse.
Alle, der i dag er registreret i praktikpladskøen, skal have mulighed for at videreføre deres uddannelse i et praktikcenter.
Udtalelsen er vedtaget på Malerforbundets kongres 25.-26. oktober.
Forkortet af redaktionen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278