Den 9. november 1938 var næsten hele den nazistiske magtelite samt "bevægelsens veteraner" samlet forskellige steder i München for at fejre nazipartiets ("Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei" NSDAP's) vigtigste historiske mærkedag:

15 år tidligere, den 9. november 1923, havde nazisterne forsøgt at kuppe sig til magten i den sydtyske delstat Bayern. Kuppet, som i folkemunde blev kaldt for "ølstuekuppet", mislykkedes totalt. Hitler og hans kumpaner blev anholdt og idømt kortvarige fængselsstraffe. Denne begivenhed blev senere fejret som "bevægelsens fødselsdato".

Mens Hitler nu sad i rådhuset i München, hvor han skulle holde tale for nazi-bevægelsens "gamle kæmpere", indløb der ved 21-tiden meddelelse om den tyske diplomat Ernst von Rath's død i Paris. To dage forinden var han blevet skudt ned i den tyske ambassade i Frankrigs hovedstad.

Det var den 17-årige tysk-polske jøde Herschel Feibel Grynszpan, som havde skudt Ernst von Rath. Drabet var den unge drengs hævn på de magthavere, som havde tvangsforflyttet hans familie fra deres hjemby Hannover til et fattigt område nær grænsen til Polen. I dette område havde de tyske myndigheder samlet omkring 17.000 af Tysklands jøder af polsk oprindelse.

Goebbels hadefulde tale

Ifølge øjenvidneberetninger havde Hitler efter modtagelsen af denne meddelelse en længere samtale med sin propagandaminister Joseph Goebbels. Derefter forlod han forsamlingen uden at have holdt den forventede tale til nazi-veteranerne.

Der fandtes omkring 1000 koncentrationslejre og syv deciderede tilintetgørelseslejre i Nazityskland og i de lande, værnemagten havde besat.

Ved 22-tiden informerede Goebbels forsamlingen om drabet på Ernst von Rath, hvilket ifølge iagttagere gjorde "stærkt indtryk" på tilhørerne. Goebbels holder en hadefuld tale vendt mod jøderne, og han henviser til to jødefjendtlige manifestationer i henholdsvis Kurthessen og Magdeburg-Anhalt. Han afslutter talen med at referere til Hitlers holdning:

"Føreren har afgjort, at sådanne demonstrationer hverken må forberedes eller organiseres fra partiets side, men såvidt de opstår spontant, burde der heller ikke lægges noget i vejen for dem."

De tilstedeværende nazipartiledere tolkede talen således, at partiet i offentligheden ikke måtte optræde som initiativtager til anti-jødiske demonstrationer, men at man fordækt skulle organisere og gennemføre dem.  

Via telefon og telegrafiske rundskrivelser får politiet fra nazilederne ordre til at holde sig helt udenfor de forventede angreb mod jødiske forretninger og synagoger: "Disse må ikke forstyrres*. Derudover fik politiet besked på at forberede anholdelser af jøder i stor målestok.

Jøderne må betale oprydningen

I to dage drog nazi'erne og deres medløbere hærgende gennem de tyske byer, hvor de mishandlede og dræbte mange jøder. På grund af massive internationale protester og på grund af parti-interne taktiske uenigheder indenfor NSDAP, foranledigede Goebbels, at "demonstrationerne" efter næsten to dages "folkelig" klapjagt blev afblæst.

Da var 91 jøder blevet dræbt og omkring 30.000 jøder fængslet. Mange af dem begik selvmord eller døde senere som følge af mishandling. Ifølge statistiske undersøgelser blev 267 synagoger og 7500 jødisk ejede forretninger ødelagt eller nedbrændt, og 800 privatboliger blev plyndret.

Den jødiske menighed måtte selv betale for at få ryddet op i resterne af de udbrændte synagoger og for at få fjernet det hav af glasskår, som knuste vinduesruder havde efterladt. Derudover pålagde de nazistiske embedsmænd ofrene en kollektiv "særskat" på en milliard rigsmark - som "bod for deres ansvar for hændelserne".  

Nazisternes politik var på dette tidspunkt at demoralisere og ydmyge den jødiske del af Tysklands befolkning ved at fratage dem de mest elementære rettigheder. Således havde de ikke længere adgang til offentlige skoler eller universiteter, og de måtte ikke udøve visse professioner som for eksempel læge- eller advokatgerning.

Jøder måtte heller ikke benytte offentlige trafikmidler, og de skulle for eksempel aflevere deres radio med videre. Alle jøder måtte antage fornavnet Sara eller Israel. De, som kunne flygte fra Tyskland, efterlod det meste af deres ejendele. Ud af de 566.000 jøder, som levede i Tyskland i 1933, var omkring halvdelen flygtet til udlandet inden 1939. Omkring 180.000 tyske jøder blev myrdet.

Krystalnatten i "Ostmark"

På samme tid iværksatte de østrigske nazi'er pogromer i Østrig, der siden den såkaldte Anschluss - det vil sige den tyske værnemagts besættelse af landet den 11. marts 1938 - kaldtes for Ostmark.

I 1935 levede omkring 200.000 jøder i Østrig, deraf omkring 180.000 i Wien. Det lykkedes dog for mange østrigske jøder at emigrere før krigsudbruddet. Således boede der i Wien kun cirka 60.000 jøder omkring 1939/1940. 

Pogromerne i Østrig fandt først og fremmest sted i Wien. Her udbrændte på Krystalnatten 42 synagoger og jødiske bedehuse. Mange jødiske forretninger og privatboliger blev udplyndret, ødelagt og delvis beslaglagt.

6547 jøder blev denne nat anholdt og 3700 af dem blev sendt til østrigske koncentrationslejre. I perioden efter blev Wiens gamle jødiske bolig- og forretningskvarter i byens centrum "arieseret". 

Ialt blev 65.459 østrigske jøder myrdet i landets 40 kz-lejre, kun 2142 overlevede i lejrene.

Holocausts arkitekter mødes

November-pogromen i 1938 indledte en ny fase i det nationalsocialistiske diktaturs antisemitisme. Efter Krystalnatten undlod nazisterne enhver retspolitisk legitimering - hverken reel eller pseudo- ) af deres barbariske overgreb på jøderne.

Udviklingen førte tre år senere frem til den såkaldte Wannsee-konferenz i udkanten af Berlin. Her besluttede nazisterne under ledelse af Heinrich Himmler, rigsfører af elitekorpset Schutzstaffel (SS ), og Reinhard Heydrich, chef for det tyske sikkerhedspoliti Reichssicherheitshauptamt (RSHA) den endelige tilintetgørelse af Europas jødiske befolkning.

Der fandtes omkring 1000 koncentrationslejre og syv deciderede tilintetgørelseslejre i Nazityskland og i de lande, værnemagten havde besat. I følge forskellige kilder omkom mellem 5,6 og 6,3 millioner jøder.

Alfred Lang er født i Wien. Hans farfar, der var engageret venstresocialist, døde under kampene imod den Røde Hær i Polen. Hans morfar, som var medlem af det østrigske kommunistparti, døde i nazisternes koncentrationslejr Mauthausen.