Kursen er sat. Vi bevæger os mod fire graders global opvarmning. Men FN’s klimapanel og FN’s generalsekretær Ban-Ki-moon har dog bevaret en vis optimisme, dersom staterne står sammen om en juridisk bindende aftale ved næste års COP 21 i Paris. Det er blandt andet signalet under FN´s klimamøde i København.
Det store postyr om klimaforandringerne finder sted, fordi de er stærkt forstyrrende for naturen, miljøet, samfundet og alt andet, hvad der berører os hér i Grønland.
Vi har i mange år forsøgt at gøre verdenssamfundet opmærksom på den arktiske katastrofe, som lurer lige bag industrilandenes CO2-fest.
Dyr og planter - såvel på land som i havet - og dermed hele det arktiske økosystem er truet, fordi hverken dyr eller planter kan nå at omstille sig til ændrede klimatiske forhold.
En anden følgevirkning er truslen fra den øgede indvandring af fremmede dyrearter i det arktiske økosystem. Selveste vores nationale symbol isbjørne kan gå hen og blive udryddelsestruet fordi havisen forsvinder i foruroligende fart.
Skræmmende følgevirkninger
Inuit Circumpolar Council (ICC) har i mange år forsøgt at gøre verdenssamfundet opmærksom på den arktiske katastrofe, som lurer lige bag industrilandenes CO2-fest.
Men igen blev vi først hørt, da klimaforandringernes realiteter nåede frem til industrilandenes egne fordøre i form af ekstreme vejrsituationer og stigende risici i form af global forhøjet vandstand, tørke i andre dele af verden, og så lige alt det andet uvæsen som følger, blandt andet sygdomme, hjemløshed og mulige væbnede konflikter.
I Arktisk Råd og de mange undergrupper har ICC altid været en aktiv medspiller i at kortlægge de arktiske realiteter og været med til at finde løsninger.
Det indebærer ikke at Arktis skal være et naturreservat, men at de løsninger, som også gerne skulle indeholde en vækst, sker på forsvarlige vilkår og på et bæredygtigt grundlag.
Vigtigt med dialog og oplysning
Vi i ICC ser frem til, at COP 21 i Paris bliver en succes og bliver stedet, hvor den juridiske bindende aftale bliver indgået. Ikke blot vi i Arktis har noget at frygte, hvis staterne heller ikke denne gang kommer overens.
Men i mellemtiden vil ICC da gerne opfordre den danske regering og Selvstyret til at indgå i en tættere dialog om forskellige tilpasningstiltag for blandt andet fiskeriet, som jo allerede nu mærker ændrede fiskeriforhold.
Endvidere ville det være oplagt at samarbejde om en udvikling af infrastrukturen for at styrke den økonomiske udvikling i landet.
En helt særlig problemstilling er det dog, at vores natur er vores mad, og derfor er der behov for en helt særlig indsats på dette område.
ICC foreslår en omfattende oplysningskampagne omkring klimaforandringernes ændringer i vores økosystem og dermed forandringerne i adgangen til de levende ressourcer og i sidste ende, hvad det kan have af konsekvenser for vores helbred og hvad deraf følger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278