16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forfølgelse af homoseksuelle

Forfølgelse af homoseksuelle

Fra tid til anden oplever vi, at der stadig er langt igen, før homoseksuelle er sikret ordentlige levevilkår og accept fra omgivelserne. Senest så vi det i Mariager.

Regnbuefest i Mariager den 15. november. Omkring 500 mennesker var mødt op for at bakke op om Tulle Krøyer og hendes kone, der har været udsat for chikane.
FOTO: Annelene Petersen / Scanpix
1 af 1

Inspireret af FN's menneskerettighedserklæring tog Axel Axgil i 1948 i Aalborg initiativ til at stifte den første forening for homoseksuelle herhjemme. Da det kom til offentlighedens kendskab, at Axel Axgil var homoseksuel, fik det også høje personlige omkostninger for ham.

Indenfor de seneste år har bøsser og lesbiske fået mulighed for adoption, kunstig befrugtning og ægteskab.

Han blev blandt andet fyret fra sit regnskabsjob og smidt ud af Retsforbundet. Aalborg var dengang en lille by, og sladderen om hans homoseksualitet gik hurtigt, så det blev umuligt for ham at få et andet arbejde. Han så derfor ikke anden mulighed end at starte på en frisk i København.

Bedre forhold idag

Siden har forholdene for bøsser og lesbiske forandret sig meget. Især efter at vi som det første land i 1989 indførte det registrerede partnerskab.

Det har givet homoseksuelle langt bedre forhold. Og indenfor de seneste år har bøsser og lesbiske fået mulighed for adoption, kunstig befrugtning, ægteskab, og en børnelov sikrer regnbuefamilier bedre juridiske rettigheder.  

Det har medført, at mange bøsser og lesbiske føler, at de har fået en bedre tilværelse, og at de kan leve, som de er. Den politiske lakmusprøve herhjemme på, om man er tolerant, er også blevet, om man støtter homoseksuelles rettigheder.

Alligevel oplever vi fra tid til anden - senest med sagen om Tulle Krøyer og hendes familie i Mariager, at de ikke kan få lov til at leve sammen som homoseksuelle. 

De er i flere måneder blevet chikaneret af en eller flere personer. Blandt andet er affald blevet smidt ind i deres have, plankeværk er blevet ødelagt og i børnehaven er der på en af deres børns hæfter skrevet, at de lever i synd.

Trods hetzen er de modigt stået frem i medierne og har fortalt deres historie.  Desværre har naboerne, de lokale politikere med borgermesteren i spidsen, været alt, alt for sent ude og i alt for ringe grad bakket dem op.

Bekæmp intolerancen

For at bekæmpe intolerancen og fordommene her, er der kun en ting at gøre - og det er som Tulle Krøyer og hendes familie har gjort - nemlig at gå op imod de forældede og hadefulde holdninger. Men de har ikke kunnet klare det alene i den kærlighedsløse missionske by, Mariager.          

Positivt er det dog, at en række af byens borgere har arrangeret fakkeloptog og ikke vil tages til indtægt for at være en by, som ikke har plads til lesbiske og til mennesker, der er anderledes. De vil have, at Mariager skal være en åben og tolerant by. 

Også det homoseksuelle miljø i Danmark har arrangeret stort fakkeloptog i Mariagers gader for at slå et slag for åbenhed, tolerance og for, at man selvfølgelig skal kunne leve som bøsser og lesbiske alle steder i landet  - også i Mariager.  

Sagen minder dog os alle om, at der fortsat er brug for oplysning og atter oplysning om homoseksuelles liv.

Det kræver en større informationskampagne. Mariager og andre kommuner bør sørge for, at der på alle landets skoler bliver undervist og fortalt om bøsser og lesbiske, når talen går på seksualitet, identitet og kærlighed.

Samtidig bør regeringen tage initiativ til en landsdækkende kampagne mod hadforbrydelser og for bedre oplysning om bøsser og lesbiskes liv. Det kan passende ske i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger.

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2014 - 09:35   25. nov. 2014 - 09:40

Læserbrev

af Bjarne Henrik Lundis, Købehavn