Jeg fik en tanke i en diskussion den anden dag, at problemet vi står med, i virkeligheden er teknologiske løsninger på livets udfordringer.

Menneskets storhed og dominans skyldes vores evne til igen og igen at frembringe ny teknologi, og hver af disse løsninger har medført umiddelbare gevinster, men har i sig båret kimen til nye og større udfordringer. Indtil nu er vi kommet over dem, og der er opstået en kollektiv rus i store dele af verden i troen vores frihed til at skabe livet, som vi vil, en verden skabt i vores billede.

Det billede krakelerer nu. Der er, som vi deltager i et hækkeløb, hvor hækkene bliver stadigt højere og højere og samtidig står med mindre afstand. Det er ikke, om det er godt eller skidt, men vores valg har bragt os fra "vi kan-problemer" til "vi skal-problemer".

Vi valgte som menneskehed at dyrke landbrug. Det løste et stort problem, som forsyningssikkerheden af mad må have udgjort for jægere og samlerkulturer. Samtidig opstod problemet med større samfundsgrupper end den lille familie: skadedyr, jordudpining, overskovning, affald, smitte, lig ...

Skulle landbrugskulturen opretholdes, måtte der tages hånd om disse problemer gennem nye handlingsmønstre og teknologier. Løsningerne på alle de problemer gav næring til dannelse af nye ideer, der igen medførte tvungne løsningsmønstre.

Vækst skaber teknologi

Det er ikke uden grund, ideernes kurve følger kurverne for befolkningstilvækst, for resurseforbrug, energiforbrug og for forurening med affaldsprodukter. Alt dette er indlysende, men alligevel er det værd at give en tanke. Vi mennesker har været på jorden i 40.000 år. Prøv at fortsætte kurverne i 40.000 år mere. 

Det er den berømte historie om vandplanten, der fordobler sin udbredelse hver dag. Efter 29 dage er halvdelen af dammen dækket, hvornår er hele dammen dækket af plantevækst? Svaret er: dagen efter. Fortsat vækst vil nu kræve mere plads, end det er muligt at fremskaffe. Allerede på 31. dagen kræves der en dam, der er dobbelt så stor som den, der er til rådighed, og efter ganske få dage mere, skal der bruges en næsten uendelig stor dam. 

Jeg vil gerne udfordre samtlige professorer på samtlige universiteter, og især de økonomiske, til at gendrive følgende påstand: "Begrebet fortsat og dermed uendelig vækst er en tåbelighed". Selv med en nok så lille vækst, vil den krævede energimængde om 40.000 år være astronomisk.

Om vi opløste hele jorden i energi vil den ikke kunne dække det. Der er dem der finder, at vores eksistens om 40.000 år er ligegyldig, og det er en holdning, de har lov at have. Personlig finder jeg, det vil være tragisk, hvis historien om mennesket bliver den korteste historie af alle livets former her på jorden.

Teknologiske løsninger på vores problemer har ført til endnu større problemer.

En anden ting er, at teknologiske løsninger på vores problemer har ført til endnu større problemer, hækkene hober sig op i vores fælles hækkeløb. Efter en overstadig tro på, at vi kan løse alle problemer, skimter vi nu i horisonten problemer af så voldsom størrelse, at de nærmer sig det uoverstigelige.

Og hvis vi overkommer dem, hvordan kan vi så tro, at de næste problemer ikke opstår eller bliver lettere at løse, med alle de erfaringer vi har om stadigt voksende problemer. Vi har kun oplevet, at vækst i løsninger på problemer giver en tilsvarende vækst i nye problemer.

Så står vi med spørgsmålet, at når væksten i sidste ende knuser samfundet, kan vi så sætte noget andet i stedet? Det er ikke givet, vi kan, men så står vi over for en uundgåelig katastrofe som så mange andre livsformer i jordens historie.

Måske er problemet, at vi ikke har forstået eller direkte misforstået vækstens logik. Er vores drøm om et samfund med evig vækst i grunden ikke blot et Utopia, kapitalismens Utopia, der skal lægges i samme bunke som alle andre ismers Utopia eller Paradisdrømme?

Har vækst logik?

Jeg forestiller mig et barn, der møder i børnehaven klokken otte. Barnet vælter en kasse med legoklodser ud på gulvet og begynder at bygge et tårn. Flere klodser bliver brugt, og tårnet vokser. Klokken ni kommer der et barn mere, der vil lege med Lego. Barnet ser til sin skræk, at mængden af legoklodser er mindre, end den plejer at være, men går så i gang med sin leg. Det sidst ankomne barn skal så ud og skiftes og må forlade rummet i nogle minutter. Tilbage i rummet opdager barnet nu, at der er endnu færre klodse.

Klokken 10 er der mad, børnene forlader legoklodserne, og nu kommer kontrollanten. Hun tæller klodserne op og konstaterer til sin tilfredshed, at der er det samme antal klodser, som der plejer at være. Det første barn oplevede en vækst. Det andet barn oplevede en nedgang, og endelig oplevede den voksne situationen som uforandret.

Spørgsmålet om vækst eller ej er altså et spørgsmål om betragterens synsvinkel. Et grantræ vokser, der er vækst, det kan og vil jeg ikke benægte. Men øger jeg min synsvinkel, ser jeg, at mens træet vokser, blive der mindre af næringssalte i omgivelserne. Øger jeg også min tidshorisont, ser jeg træet vokse op, ældes og den begyndende nedbrydning for til sidst at blive opløst i de næringssalte, det opstod af.

Jeg kan altså om det samme træ med lige stor ret udsige, at det vokser, at det nedbrydes, at en række byggesten ændrer sig, men i øvrigt forekommer i samme mængde. Er biologien da ikke baseret på vækst? Svaret er et klart nej.

Noget af det helt essentielle for livets succes har været dets totale nedbrydning og genopståen.

Livet og dets mangfoldighed er udsprunget af genbrug. Noget af det helt essentielle for livets succes har været dets totale nedbrydning og genopståen. Det er kun igennem døden og dannelse af nyt liv, at den biologiske tilpasning og overlevelse over tid kan ske. Hvad kan videnskaben egentlig give os som hjælp?

Grundlæggende giver videnskaben os intet, men er en tilstræbt objektiv erkendelse af, hvad der foreligger, og hvad vi kan forvente, når vi selv definerer verden. Når vi med videnskaben prøver at koge sejd for at tryllebinde fremtiden, må vi forlade den tilstræbte, objektive observationspost og blive subjektive. Nu ændrer videnskaben sig næsten med sikkerhed fra at være en sandhedskrystal til at blive splinten fra troldspejlet, og du ser uundgåeligt det, du ønsker at se.

Hvis man godkender min antagelse om eksponentiel vækst i størrelsen af nye problemer, når man løser kendte problemer, så kommer spørgsmålet, om man kan løse de problemer, videnskaben skaber, med videnskab?

Vækst er ikke et grundlag, men en del af en proces. Så skal vi lægge det nok væsentligste biologiske princip som grundlag for vores samfundsmodel, må det blive genbrug. Hurra for det gode genbrug.