Kapitalismen opstod, dengang det, der giver os varmen eller tag over hovedet, fik større værdi end netop det elementære ved livet: overlevelse. Efter den tid har udviklingen kun været rettet mod en ting: indsamling af værdier. For dem, som havde den mulighed, blev behovet for overlevelse hos de ubemidlede, det, der gav mulighed for undertrykkelse.

Kongeriger blev skabt, nogle gange med gode og retfærdige regenter, som dog alle måtte lide den tort at være underlagt dem, som havde værdierne, nemlig kirker og herremænd.

De danske arbejdere bliver udstillet som forkælede, dovne og krævende samfundsnassere, der ikke gider arbejde

Senere udviklede demokratierne sig, i starten kun med den mandlige overklasse og herremændene, men senere kom resten af mændene til, og kvinderne fik tilkæmpet sig stemmeretten for snart 100 år siden.

Selv om dette har stået på og udviklet sig gennem mere end 1000 år, har en ting ikke forandret sig. Intet af dette ville have været opnået uden arbejderklassen.

Den undertrykte klasse

Skønt udtrykket først er opstået under industrialiseringen, har arbejderklassen eksisteret i al den tid, klassesamfundet har eksisteret, blot under andre navne som trælle, slaver, fæstebønder, daglejere, navere og lignende, men alle underlagt samme krav om arbejde for overlevelse til gavn for overklassens indsamling af værdier.

Dette giver et billede af "the missing link" i den daglige samfundsdebat, hvor dygtige manipulatorer bruger vores indforståede "alles plads ved samfundets bord" til at forklare, hvorfor det politiske styre nødvendigvis må tage de beslutninger, som tages.

Der tegnes et billede af vore arbejdsgivere, økonomer, politikere og finansfolk som uundværlige for samfundets overlevelse, og de danske arbejdere bliver udstillet som forkælede, dovne og krævende samfundsnassere, der ikke gider arbejde.

Den kendsgerning, at flere og flere lever på nas hos den producerende arbejderklasse, er åbenbart fuldstændig forsvundet i indforståetheden igennem de mere end 1000 års undertrykkelse.

Vi fødes alle lige

Det er ikke sund logik, at nogen i vores samfund ville have skabt sig store værdier, hvis det ikke var på grund af mange hænders arbejde.

Kunne arbejdsgiveren selv have produceret alle sine varer? Kunne finansmanden have spekuleret sig til en formue, hvis der intet var blevet produceret? Hvad ville økonomen mon lave i et værdiløst samfund? Hvordan ville opfinderen have fået den gode ide ud i verden uden den selv samme produktion? Hvad ville den offentlige sektor være uden de varme hænder?

Som tilhænger af demokratiet er det for mig at se vigtigt, at vi sender det signal, at vores politiske grundholdning er, at vi alle fødes lige og forbliver lige gennem hele livet.

Rengøringsassistenten og professoren på universitetet eller lægen på hospitalet er alle lige uundværlige. Læreren, pædagogen og håndværkeren har brug for hinanden. Fabriksarbejderen, den selvstændige og børsspekulanten kan ikke undvære hinanden.

Jeg sidder i dag med en følelse af, at værdipolitikken kun handler om indsamling og fordeling af kolde kontanter, mens idealet er enhver, som ligger over middel. Måske skulle vi begynde at tale den almindelige danske kontanthjælps- og lønmodtager op til samme niveau. Dette vil kræve mest af vore ledere, men det er vel også derfor, de er blevet valgt til at være vore ledere?

Ingen over, ingen under, er det ikke god politik?