I Vedersø Præstegård ved Ringkøbing midt mellem søer, fjorde og plantager boede Kaj Munk sammen med sin kone, Lise, og deres fem børn

Dagen efter blev hans lig fundet med ansigtet indsmurt i blod, smidt i en vejgrøft på toppen af Hørbylunde Bakke ved Silkeborg.

Kaj Munk var et stort legebarn, der elskede at være sammen med sine børn. Juleaftensdag blev der julet, hygget og pyntet, og hele familien var tidligt om morgenen trasket ud i gårdens plantage for at hente årets juletræ. Senere blev der klippet julestads, fortalt juleeventyr, leget og sunget sange i de lune stuer.

Efter aftengudtjenesten i kirken, der var fyldt til sidste plads, kunne familien tage hjem til præstegården og sætte sig til bords til julemiddagen: fasansteg med bjerge af duftende grønlangkål, risengrød, hjemmebagte julekager, nødder og godter.

Endeligt blev juletræet tændt, der blev sunget salmer, og barneøjne tindrede i skæret fra de levende lys. Hen på aftenen forsvandt Kaj Munk. Snart dukkede julemanden op med langt, hvidt skæg og gule træsko og sække fyldt med alskens julegaver. Det blev sent, inden juleaftenen var forbi i Vedersø Præstegård.

Hele julen frem mod begyndelsen af januar spiste man traditionen tro grønlangkål og sprængt and i Præstegården. Denne sidste jul i 1943 sagde Lise med et glimt i øjet til sin mand, at der ville gå et helt år, før han igen fik den elskede ret. Kaj Munk svarede, at han ikke ville få den at spise mere ..

Få dage senere holdt Kaj Munk sin nytårsprædiken i Vedersø Kirke. Netop denne dag gik han ikke på prædikestolen i ornat, men blev stående på kirkegulvet klædt i overfrakke med rødt halstørklæde: "... jeg vidste, at jeg ikke kunne gå på prædikestol eller for alteret i dag … Jeg ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke: „Kommer de efter dig i nat?"

Regeringen svigtede

Gestapos bødler kom tre aftener senere, den fjerde januar 1944, og hentede Kaj Munk i præstegården. Dagen efter blev hans lig fundet med ansigtet indsmurt i blod, smidt i en vejgrøft på toppen af Hørbylunde Bakke ved Silkeborg.

Men det var ikke alene tyskerne, som Kaj Munk havde været oppe imod ...

Socialdemokratiets Vilhelm Buhl gik tyskernes ærinde og føjede som statsminister besættelsesmagten, da han fordømte modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordrede den danske befolkning til at angive frihedskæmperne til politiet. For at retfærdiggøre samarbejdspolitikken angreb og undsagde Vilhelm Buhl også gang på gang Kaj Munk.

Sabotøren Jens Thue Jensen

Digterpræsten fra Vedersø inspirerede mange af landets unge – èn af dem var den 22-årige Jens Thue Jensen, der var med til at starte sabotagegrupper op i det midt- og vestjyske.

Jens Thue blev født den 25. juni 1922 i Hejnsvig som eneste dreng i den store søskendeflok med pigerne Hanne, Dorthe, Inger, Mie, Lise, Ruth, Bodil og lille Kis. Han havde en dejlig opvækst i det lille landsbysamfund, og senere flyttede hele familien til Bramming.

Han læste til ingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt i København. Midt under besættelsen blev han indkaldt for at aftjene sin værnepligt, og han rejste til Ringe for at gøre tjeneste ved Polytekniker-batteriet ved kasernen. Han sluttede sig til en illegal gruppe af polyteknikere, og hurtigt blev han involveret i modstandsbevægelsens aktiviteter.

Han deltog i industri- og jernbanesabotager ved jernbanelinjen mellem Sejstrup og Gredstedbro, på Fanø Færgen Nordby, skinneanlæg i Esbjerg-Bramming-Ribe-Varde og tyskernes store lyskasteranlæg i Esbjerg. Våbenmodtagelser og stikkerlikvideringer indgik også i gruppens modstandsarbejde.

Gestapo jagtede intenst sabotørerne, og Jens Thues modstandsgruppe blev trævlet op. Den 22. februar 1945 blev han taget af tyskerne under en razzia på Kolding Banegård. Han var netop ankommet med toget fra Esbjerg, og denne dag vrimlede det med sværtbevæbnede Gestapofolk. En stikker udpegede Jens Thue, da han steg ud af toget.

Han blev kastet i fængsel og under timelange forhør udsat for tortur. Men Gestapo fik intet ud af ham, og han blev overført til Vestre Fængsel, hvor han den 10. marts 1945 om formiddagen blev dømt til døden af en tysk krigsret.

Sent om aftenen blev Jens Thue sammen med seks andre dødsdømte ført til henrettelsespladsen i Ryvangen og skudt.

Efter befrielsen i maj 1945 blev gravene i Ryvangen åbnet, og Jens Thues søster Lise blev bedt om at tage ud på Retsmedicinsk Institut for at identificere ham. Hun kunne genkende ham på den trøje, som storesøster Dorthe havde strikket til ham.

Det officielle Danmark

Jens Thues jordiske rester blev ført hjem til Bramming, hvor et stort følge ventede for at følge rustvognen til fods. Han blev begravet fra Sct. Ansgar Kirke sammen med barndomsvennen Helge Brock Iversen, der netop dèn dag kunne være fyldt 21 år.

I en tid, hvor langt den største del af befolkningen så passivt til fra sidelinjen, havde Jens Thue og Helge modet til at trodse Gestapo. Fulde af idealisme havde de to været med i dèn lille skare, der valgte modstanden og gjorde forskellen.

Med mod og mandshjerte var de med til at skabe modstandskampens historie – klar til at betale den højeste pris i kampen mod tyranni og undertrykkelse.

Knap så megen idealisme var der at spore hos Vilhelm Buhl og de sidste dages hellige – alle dem, der først til allersidst sprang frem som frihedskæmpere og blev modstandsfolk med tilbagevirkende kraft. På befrielsesdagen den 5. maj meldte Vilhelm Buhl sig under modstandskampens faner og fik fralagt sig ansvaret for samarbejdspolitikken. Han foreslog nu, at staten skulle overtage Vedersø Gl. Præstegård for at skabe en mindeinstitution for Kaj Munk.

Dèn samme Vilhelm Buhl, der få år tidligere havde undsagt Kaj Munk og opfordret danskerne til at stikke modstandsfolkene …