16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Radikal minister provokerer de ledige

Radikal minister provokerer de ledige

Morten Østergaard vil stramme reglerne for ledige på baggrund af en tv-udsendelse. Dermed synger han med i det kor, der beskylder de ledige for at være dovne.

Når Morten Østergaard forlanger skrappere regler overfor ledige, der ikke vil tage anvist arbejde, afslører det, at han ikke ved nok om de nuværende regler.
FOTO: Jens Astrup / Scanpix
1 af 1

Den radikale leder og minister Morten Østergaard vil på baggrund af en TV-udsendelse have strammet rådighedsreglerne for arbejdsløse.

Udsendelsen, der blev sendt på DR  hedder "Den dag, de fremmede forsvandt" og handler om dilemmaet i at udlændinge optager 123.000 fuldtidsstillinger i Danmark samtidig med, at der er 109.000 arbejdsløse danskere.

Første gang en arbejdsløs afviser at tage et stykke ordinært arbejde, mister han eller hun retten til dagpenge i tre uger.

Det er useriøst og populistisk, at Morten Østergaard stiller krav om stramninger af rådighedsreglerne på baggrund af TV-udsendelsen. Intet i udsendelsen antyder, at de danske sanktionsregler ikke skulle virke.

Arbejdsløse skal efter den nuværende lovgivning stå til rådighed for ordinært arbejde som betingelse for at modtage dagpenge fra a-kassen.

Vi har i Danmark skrappe sanktioner, hvis en arbejdsløs ikke vil tage arbejde, mens han eller hun modtager dagpenge. 

Første gang en arbejdsløs afviser at tage et stykke ordinært arbejde, mister han eller hun retten til dagpenge i tre uger. Anden gang mister han eller hun helt retten til dagpenge, indtil han eller hun har præsteret 300 timers arbejde.

Hertil kommer, at alle arbejdsløse ved, at fanden er løs - rent økonomisk - hvis ikke han eller hun har fundet et arbejde efter to års ledighed. Så er der alene kontanthjælp eller ingen hjælp tilbage.

Morten Østergaard placerer sig med sine udtalelser i det skingre kor, der igen og igen dæmoniserer arbejdsløse og fremstiller dem som dovne – og som mennesker, der selv er skyld i arbejdsløsheden.

Jeg kunne endda forstå, hvis han ville øge indsatsen for at forebygge nedslidning, og for at sikre overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold på danske arbejdspladser efter TV-udsendelsen. Mindst to af arbejdspladserne i tv-usendelsen havde efter min bedste overbevisning seriøse problemer med overenskomst og dårligt arbejdsmiljø.

Gad vide, hvordan Morten Østergaard selv ville reagere, hvis han blev sat til at arbejde i samme tempo og for samme løn som rengøringsassistenterne i TV-udsendelsen?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. dec. 2014 - 09:08   03. dec. 2014 - 09:20

Læserbrev

af Christian Juhl MF, arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten