Social kontrol eksisterer i alle samfundsgrupper, men her vil jeg gå ud fra mit familiebehandlingsarbejde og fokusere på, hvordan jeg oplever social kontrol i familier med minoritetsbaggrund, og hvordan det påvirker de unges personlige, faglige og sociale udvikling samt deres trivsel i forskellige sociale kontekster.

Det kan ende med, at unge mennesker søger myndighedernes støtte til at befri sig fra forældrenes krænkelser.

Jeg har arbejdet med disse familier og ikke mindst fået kendskab til og indsigt i dem gennem foredrag, undervisning og supervision. Ud fra min erfaring eksisterer social kontrol, uanset hvilken social, økonomisk og uddannelsesmæssig baggrund familien har.

Jeg vil indledningsvis understrege, at det ikke skal forstås således, at alle socialt udstødte familier udøver social kontrol på samme niveau. Det er forskelligt fra familie til familie. Mit arbejde med familierne viser, at forældre, som kæmper med flere udfordringer, ofte udøver massiv social kontrol over deres børn, især døtrene.

Forældrenes egne problemer

Forældrene føler sig uduelige. De kan ikke forsørge deres familie og har intet arbejde. I deres sociale netværk og hos partneren føler de sig ikke værdsat.

Oven i det hele kæmper en del af disse forældre med fysiske og/eller psykiske problemer. Især psykiske lidelser er et kæmpetabu. Selv hvis forældrene er klare over, at deres lidelser er psykiske, kan de ikke få sig til at sige det højt til familien, og de søger heller ikke den rette professionelle hjælp.

Når forældrene føler, at de ikke magter forskellige livsområder og ikke kan gøre noget ved deres liv, kan de udvikle en identitetskrise, lavt selvværd og lav selvtillid. Resultatet er, at forældrene har svært ved at indfri partnerens, børnenes og det omgivende sociale netværks forventninger til en god mor eller far.

Oven i deres egne personlige udfordringer presser den nærmeste familie forældrene til at udøve massiv social kontrol over deres børn.

I relationen til deres børn er forældrene ofte fulde af frustrationer. Forældrene forventer, at deres børn per automatik skal anerkende og respektere forældrene og deres ordrer. Det vil sige, at forældrene taler ned til børnene og ser dem som objekter.

Mange børn og unge finder sig i forældrenes fysiske nærhed nonverbalt og den nedladende og aggressive tone, selv om de har lyst til at rejse fra forældrene. Det afhænger dog af det enkelte individ.

Børn er loyale

Børn er af natur enormt loyale over for deres forældre. De vil samarbejde, ikke gøre forældrene kede af det eller "skabe problemer" for dem. Forældrene kan have deres grunde til at reagere, som de gør, men det berettiger dem på ingen måde til at behandle deres børn som i nedenstående eksempler:

• Forældrene presser og forsøger at diktere deres børns liv efter skole og i det sociale liv som sådan.

• Forældrene kontrollerer deres børns telefonsamtaler og stresser dem ved at spørge og følge op på, hvem de er i kontakt med.

• Forældrene blander sig i deres børns påklædning, for eksempel stil, farve og så videre.

• Forældre blander sig i deres børns hygiejne, for eksempel deres frisør.

• Forældrene forbyder deres børn at deltage i skole- og fritidsliv.

• Forældrene forbyder deres børn, især døtrene, at deltage i socialt liv uden for hjemmet.

• Forældrene er modstandere af, at de unge får en form for "kæreste".

• Forældrene sender direkte eller indirekte signaler om, at især piger fra omkring 15 år og opefter skal holde sig fra drenge, da forældrene vil bestemme, hvem hun skal giftes.

• Forældrene og den nærmeste familie holder øje med de unge piger i forhold til drengene. Hvis forældrene vurderer, at deres datter er ved at smutte fra dem, så hun gør, hvad der passer hende, vil nogle familier påberåbe sig, at "vi skal passe på vores pige". Med andre ord massiv kontrol og forsøg på at styre pigens liv på alle områder.

Alle disse forhold er med til, at den sociale kontrol bliver massiv over for drenge og i høj grad over for piger fra 15-16 år.

Motiverne for forældrenes kontrol kan forstås på mange måder, men min terapeutiske erfaring peger på, at motivet bag forældrenes handlinger først og fremmest er, at de vil demonstrere for sig selv, at de er forældre, selv om de kæmper med personlige, sociale eller økonomiske problemer. I deres selvforståelse bestemmer og styrer forældre deres børns liv.

Pres fra familie og landsmænd

Et andet motiv for social kontrol er, at forældrene ved, at de har mistet respekt blandt landsmænd i deres sociale netværk, og at det vil blive værre, hvis de ikke kan styre deres børn med hensyn til valg af partner med mere.

Efter min mening fører forældrenes sociale kontrol kun til store tab for både forældre og børn. Det kan ende med, at unge mennesker søger myndighedernes støtte til at befri sig fra forældrenes krænkelser.

Forældrene kan på grund af deres egen smertefulde livssituation ikke gennemskue, at deres handlinger for en kortere eller længere periode fører til sorg og tab. De unge vil vende dem ryggen og vil ikke have kontakt med forældrene eller deres netværk, fordi de ikke har oplevet at blive set som frie individer, men er blevet kontrolleret og har mærket nedladende kontakt.

Social kontrol som styringsform skader mange børn og unge. Især tænker jeg på unge piger, som betaler en høj pris for forældrenes feudale handlemønstre.

Når de unge dropper familien

Jeg har oplevet, at unge, der vælger at flygte fra familien, lever med savn og smerte, men de vil ikke kontakte søskende eller det sociale netværk.

De unge passer deres arbejde eller uddannelse, men slås med tanken om, hvorvidt de nogensinde bliver forsonet med forældrene

Efter min vurdering og erfaring skal både børn og forældre have professionel støtte, når de unge er klare til at møde familien med en ny måde at leve sammen.

Det er et langt projekt, som kræver, at især forældrene reflekterer over deres handlinger. Det er vigtigt, at forældrene får professionel hjælp til at erkende fejl og til at arbejde med sig selv, så de kan se deres børn som selvstændige og fri væsener og have tillid til, at de unge selv er i stand til at vælge, hvad der er bedst for dem, hvad angår arbejde, uddannelse og partner. Forældrene må væk fra deres traditioner, kulturelle normer, værdier og syn på unge mennesker.

Min erfaring viser, at nogle unge efter nogle år selv har lyst til at få kontakt med deres forældre og forhandle sig frem til, hvad de vil og ikke vil. Da de unge vendte dem ryggen, kunne forældrene mærke deres børns betydning dybt i deres sjæl.

I denne sorgperiode gør nogle familier op med den sociale kontrol og accepterer for eksempel deres datters krav om selv at vælge sin partner og leve som en moderne ung. Denne accept gør, at jeg ser familier, som efter en hård kamp igen kan leve side om side som forældre og voksne børn med egne liv.