Posten kom en gang i halvtredserne ud tre gange om dagen. I dag kommer den i bedste fald ud efter klokken fire om eftermiddagen.

Post Danmark, som nu er ejet af den svenske post, er reduceret til mere et navn end en virksomhed, der gør gavn.

A-post kommer ud som B-post. Der findes ingen posthuse mere, nu er der postafdeling i Brugsens bagerudsalg eller i en tøjbutik.

Postbudene skifter rute lige så tit, som nogen skifter skjorte. Sjældent man ser den samme udbringer.

Postaksterne går op, mens servicen går ned. Jeg har prøvet at komme i forbindelse med postvæsenet, men det lykkedes ikke.

Prøvede først at ringe, men posten findes ikke i telefonbogen, så ville jeg skrive. Men der var ingen adresse. Så gik jeg på nettet, hvor jeg fandt en mulighed for chat. Men tjenesten var ude af drift.

På den samme hjemmeside fandtes et telefonnummer, men der var ingen ventekøoplysning, så jeg ventede 35 minutter, hvorefter jeg gav op.

For mig var der ingen kontaktmulighed. Post Danmark, som nu er ejet af den svenske post, er reduceret til mere et navn end en virksomhed, der gør gavn.

Det var det offentlige tilbud. På den anden side, den private, distribueres aviser, tidskrifter, fagforeningsblade inden klokken syv om morgenen. Fragtmænd leverer varer hele dagen, apoteket udleverer medicin, mad bringes ud af vognmænd med tilknytning til storkøkkener. Just in time.

Hvorfor dette anarki ? Budbringere og varetransportører krydser hinandens spor på deres vej til kunden. Er dette rationelt? 

Selvfølgelig er der forklaringer på disse tilstande. Blandt andet EU's udliciteringskrav og manglende overenskomster, som gør, at mennesker arbejder til alt for lav løn, hvilket umuliggør en fornuftig drift for posten.

Posten er kun et symptom på en udvikling, eller afvikling, som ikke standser, før det hele er privat. Postens nedtur er symptom på EU's drøm om et frit marked.