De ansatte skal stille risikovillig kapital til rådighed, hvis deres arbejdsplads er i krise og ikke kan skaffe kapital fra banker og aktionærer.

Det er i hovedsagen indholdet af den lov om medarbejderinvesteringsfonde, som et flertal i Folketinget lige har vedtaget.

Loven sikrer dog ikke, at indbetalerne har kontrollen med selskabet. Den sikrer heller ikke, at dette kun kan finde sted i reelt kriseramte virksomheder.

De ansattes rettigheder og indflydelse skal sikres væsentligt bedre, for at lovforslaget vil være anvendeligt.

Den sikrer ikke engang, at medarbejdernes valgte repræsentanter har en beskyttelse og rettigheder på samme måde som tillidsrepræsentanter. Medarbejdere, der afskediges, sikres heller ikke tilbagebetaling af deres indskudte kapital.

Og går det helt galt, så virksomheden lukker, er indskuddene ikke sikret af Lønmodtagernes Garantifond.

Det ligner kort sagt et overdådigt tag selv-bord for alle arbejdsgivere, der med fyringstrusler kan presse deres ansatte til at acceptere en reel lønnedgang.

Enhedslisten og SF havde stillet en stribe ændringsforslag, der kunne sikre medarbejdernes indflydelse og rettigheder meget bedre.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen havde kun skuldertræk tilovers for ændringsforslagene og kaldte dem "kommunistiske".

Det er en lidt besynderlig reaktion, idet ændringsforslagene fra ende til anden byggede på høringssvarene fra LO, 3F, FOA, NNF, HK, FTF, BAT-kartellet med flere.

Jeg havde en opfattelse af, at disse organisationer af ministeren blev opfattet som hans bagland. Derfor må man formode, at de har modtaget ministerens skuldertræk og besynderlige betegnelse med en vis overraskelse.

De ansattes rettigheder og indflydelse skal sikres væsentligt bedre, for at lovforslaget vil være anvendeligt.