Når statsministerens i sin nytårstale genopfandt fællesskabet og solidariteten, som de bærende piller i regeringens politik, så var det umiddelbart svært at se, hvilken planet hun sendte fra.

Regeringen har udvist en forbavsende solidaritet med erhvervslivet og aktieejerne, mens dem, der skaber værdierne må kæmpe for blot at holde deres realløn.

Det er helt rigtigt, at solidaritet og fælleskab har bygget det her samfund, men sandheden er desværre, at den socialdemokratisk-radikale regering har bidraget til at svække solidariteten og øget utrygheden blandt almindelige lønmodtagere.

Det er valgår i år, og der bliver brug for fagbevægelsen hver dag, hvis vi skal have en fremtid med solidariske løsninger.

Løsningen handler om dagpenge

De 50.000 mennesker, som er smidt ud af dagpengesystemet, har betalt prisen umiddelbart, og det samme har flexjobbere, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og syge. Men det er ikke "kun" dem, der direkte rammes af regeringens reform-amok, som betaler prisen. Utrygheden har spredt sig til alle dem, der er i arbejde.

På den anden side har regeringen udvist en forbavsende solidaritet med erhvervslivet og aktieejerne, de har haft gode år, og deres topledere kan svømme videre i stadigt højere lønninger og bonusser, mens dem, der skaber værdierne må kæmpe for blot at holde deres realløn.

Derfor er der en uhyre kynisme i regeringens retorik: Man kan ikke både satse på solidaritet med de store koncerner og almindelige mennesker.

Regeringen må vælge, for det uhyggelige er, at Corydon jo er enig med de borgerlige om, at utrygheden, som er skabt af de forringede dagpenge og de forringede vilkår for syge og udsatte, er "nødvendig" for at holde lønningerne i ro.

Utrygheden har bredt sig

Utrygheden virker, den får folk til at dukke sig og holde igen med kravene. Det er godt for konkurrenceevnen og bidrager til at skabe den konkurrencestat med tysk forlæg, som finansministerens vision rækker til.

Men når selv fornuftige borgerlige er begyndt at erkende, at det er nødvendigt med en dagpengeløsning nu, hvis den danske model ikke endeligt skal lægges i graven, og de rå markedskræfter alene skal sætte dagsordenen på arbejdsmarkedet, så må regeringen også bekende kulør. Den kan ikke fortsat gemme sig bag en kommission.

Og løsningen er sådan set lige til og ganske gratis: Halver optjeningsperioden, og lad aktivering og jobrotation tælle med, så er det umiddelbare og brændende problem løst. Så kan vi sagtens tage fat på en mere omfattende genskabelse af et retfærdigt dagpengesystem senere.

Det andet ben i at genskabe trygheden for almindelige lønmodtagere handler om jobs. Alle er sådan set enige om, at det handler om at skabe arbejdspladser. Men hvordan?

Vil yderligere skattelettelser til erhvervslivet skabe arbejdspladser? Nej, det har vi de store koncerners egne ord for, at det ikke vil. De bestemmer i forvejen i stor udstrækning selv, hvor meget de betaler i skat. Det gør hverken fra eller til i forhold til nye jobs.

Solidaritet i handling

Derfor er der al mulig grund til at aflyse de bebudede skattelettelser til selskaberne. I stedet kunne pengene bruges på at fastholde de håndværkerfradrag, der er et at de eneste konkrete initiativer, politikerne har haft held med, når det gælder om at skabe konkrete og virkelige jobs. Så rul skattelettelserne tilbage og fasthold fradraget, som sikrer tusinder af jobs.

Solidariteten var kernen i opbygningen af den danske model. Men vi mangler at se, hvem regeringen vil vise solidaritet med i handling. Foreløbig peger pilen den forkerte vej. Vi får i fagbevægelsen hænderne fulde, hvis vi skal få regeringen til at lande på jorden igen og tage fat på at genskabe trygheden i praksis.

Tiden er ved at løbe ud, men det kan stadig nås. Alternativet er skræmmende: En fuldstændig kompromitteret Løkke i spidsen for en borgerlig regering.