Borgmester i Hjørring, Arne Boelt, vil bruge 125 millioner kroner på at lære unge at lave havregrød eller holde om et barn. Det var skrev avisen.dk for nylig. Først troede vi, det var en joke, men det er det ikke!
Borgmesteren mener, at mange unge mangler basale færdigheder. Som eksempelvis at stå op om morgenen, og det skal man selvfølgelig mestre for at få et job i for eksempel ældreplejen.
Kommunen kunne anvende de 125 millioner på at ansætte 250 ledige i to år i faste stillinger med overenskomstmæssig løn.
Landsforeningen Lediges Vilkår underkender selvfølgelig ikke, at en lille gruppe af unge kan have brug for hjælp til forskellige dagligdags ting. Men det er altså rigtig mange penge at bruge på sådan et projekt, og tillige spild af gode skattekroner.
I de senere år har man haft en vis tilbøjelighed til at klientgøre ledige. Opfattelsen er ofte, at ledige mangler sociale, sproglige og faglige færdigheder, så dem er samfundet nødt til at udstyre dem med.
Det, der sker er, at man flytter fokus fra det private eller offentlige arbejdsmarkeds manglende evne til at oprette nye jobs, til at fokusere på lediges eventuelt manglende kompetencer og evner. Men det er jo selvfølgelig ganske smart set fra arbejdsgivernes synspunkt.
Borgmesteren tror, at der bliver brug for de unge ledige i kommunale jobs. Men det kræver altså, at kommunerne investerer penge i flere jobs. Der er de senere år nedlagt omkring 25.000 offentlige jobs.
Vil man genoprette nogle af dem, så de ledige kan få et ordinært job til en ordentlig løn? Og med det mener vi ikke nyttejobs, for så er vi jo lige vidt. Et støttet job fører sjældent til en fastansættelse.
Kommunen kunne anvende de 125 millioner på en mere begavet måde. De kunne for eksempel ansætte 250 ledige i to år i faste stillinger med overenskomstmæssig løn for eksempel indenfor pleje- og omsorgsområdet.
I løbet af de to år kunne de ledige måske være heldige at få en mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og samtidig havde de optjent til en ny dagpengeperiode. Det ville være mere gavnligt for dem end at lære at lave havregrød.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278