Dagpenge i syltekrukken
Blogs

Dagpenge i syltekrukken
Regeringen har ikke haft held til at lukke dagpengedebatten helt ned. Presset for et dagpengesystem, der giver kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, når man mister sit arbejde, fortsætter.
Der er ingen tvivl om, at regeringen er stærkt presset på dagpengespørgsmålet.
Den kendsgerning, at mere end 40.000 ledige har mistet deres dagpengepengeret på grund af den tidligere regerings markante dagpengeforringelser i 2010 har skabt massiv utryghed langt ind i arbejderklassens rækker. Det politiske modpres kan oversættes til én enkel og klar forventning:
Regeringen nedsatte dagpengekommissionen, fordi kritikken ikke ville dø, men også fordi folketingsvalget nærmer sig.
Et dagpengesystem der giver kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, når man mister sit arbejde!
Regeringens svar på presset var i første række en stribe "defensive lappeløsninger", som i hovedsagen blev gennemført på grund af fagbevægelsens aktivitet og Enhedslistens politiske standhaftighed på Christiansborg.
I forlængelse af lappeløsningerne nedsatte regeringen så en dagpengekommission den 27. juni 2014 - fordi lappeløsningerne ikke fjernede kritikken, men også fordi folketingsvalget nærmer sig.
Drukner i valg?
Dagpengekommissionen skulle inddæmme kritikken og udstikke en forventning om en ny og såkaldt fremtidssikret dagpengeløsning. I første omgang skulle den levere et resultat ved årsskiftet 2015 / 2016.
Regeringen har imidlertid fremrykket deadline til umiddelbart efter sommer i år - det vil sige på et tidspunkt, hvor det hele risikerer at drukne i folketingsvalg.
Kommissionen er sat på en bunden opgave. Grundlaget for dets arbejde kan formuleres i overskrifter:
-
En fortsat attraktiv forsikringsordning mod arbejdsløshed.
-
Tidssvarende i forhold til det moderne arbejdsmarked.
-
Forenklet og afbureaukratiseret.
-
Robust nok i forhold til et mere integreret europæisk arbejdsmarked.
Det lyder fint og forkromet. Men overskrifterne skal holdes op imod følgende kryptiske formulering i kommissionens grundlag:
Bunden opgave
"Det er en central betingelse, at anbefalingerne ikke må indebære højere strukturel ledighed, lavere strukturel ledighed, svækkelse af de strukturelle offentlige finanser eller den finanspolitiske holdbarhed."
Det betyder oversat til dansk, at et kommende dagpengesystem ikke må koste mere end det vi har i dag - eller sagt med andre ord, at en forbedring i den ene ende af dagpengesystemet skal modsvares af en besparelse i den anden ende!
Hvis vi for eksempel skal have halveret genoptjeningsretten vil en forventet merudgift eksempelvis medføre en kortete dagpengeperiode.
Regeringen ønsker altså et "nyt og attraktivt" dagpengesystem - uden mærkbare økonomiske forbedringer til de arbejdsløse.
Solidarisk og trygt
Måske ligger der også i kommissionens grundlag en skjult dagsorden, der sigter imod et dagpengesystem, der fjernes fra de danske overenskomster. Det skal i stedet tilpasses vilkårene på EU’s indre marked - altså en model der er integreret på det "europæiske arbejdsmarked".
I så fald står fagbevægelsen overfor en ny og alvorlig udfordring.
I 3F København er vi parate til at fastholde presset for et solidarisk og arbejdsmarkedspolitisk dagpengesystem, der giver tryghed og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Det betyder blandt andet, at vi fastholder fokus på kravene om en hævelse af dagpengesatserne, en halvering af genoptjeningsretten og en fordobling af dagpengeperioden før, under og efter det kommende folketingsvalg.