Lad mig først sige, at det er glædeligt, at Cuba nu diskuteres i den danske offentlighed. Så meget desto mere grund er der til at engagere sig i debatten, når denne præges af fejlagtige antagelser.

I sin kommentar til mit indlæg i Arbejderen den 10. januar stiller John Plate sig tvivlende over for ledelsen i Cuba, som han betegner som "dybt inkompetent."

Efter Sovjetunionens sammenbrud måtte Cuba finde nye veje til at sikre sin produktion og økonomi.

Plate skriver, at ledelsen med det kommunistiske parti i spidsen har brugt den USA-ledede blokade til at dække over egne manglende evner til for eksempel at ændre på det faktum, at Cuba må importere 70-80 procent af sine fødevarer.

Her må det understreges, at Plate i den grad undervurderer betydningen af USA's blokade. Selvom denne "kun" anføres af ét enkelt land, som Plate fremhæver, er USA jo ikke hvilket som helst land.

Konsekvenser af blokaden

Det viste sig så sent som sidste år, hvor den franske bank Paribas under trussel om at blive udelukket fra det amerikanske marked måtte betale svimlende ni milliarder dollars til USA i bøde for at bryde blokaden.

Ifølge Cubas rapport til FN's seneste generalforsamling har USA-blokaden kostet landet hele 116,8 millarder dollars. Det svarer til 59.000 danske kroner for hver af de 11 millioner cubanere. At påstå at dette er uden afgørende betydning for udviklingen af den cubanske økonomi, må betragtes som virkelighedsfjernt.

Dansk-Cubansk Forening vil i løbet af dette år desuden fremlægge en grundig dokumentation for blokaden og dens virkninger, som vi vil anbefale John Plate og alle andre at læse.

Hvad angår Cubas mangelfulde fødevareproduktion, skal det understreges, at netop dette forhold er kilde til en stor selvkritik i Cuba.

Som bekendt blev Rom ikke bygget på én dag, og det samme gælder et velfungerende socialistisk samfund i Cuba. De mangler, som Plate rigtignok fremhæver, skyldes først og fremmest, at en omfattende omlægning af fødevareproduktion ikke skabes fra den ene dag til den anden.

I tiden før 1991 gav udvekslingsøkonomien mellem Cuba og Sovjetunionen et solidt overskud. Dette samarbejde, der sikrede Cuba billige fødevarer, var den strukturelle årsag til, at Cuba ikke satsede på at blive selvforsynende. 

Socialismen overlevede

Efter Sovjetunionens sammenbrud måtte Cuba finde nye veje til at sikre sin produktion og økonomi, og denne vej gik i første omgang via turistindustrien.

På denne måde overlevede socialismen i Cuba en nærmest umulig situation som følge af et tæt samarbejde mellem parti og befolkning i en tid, hvor de fleste andre socialistiske stater brød sammen. I Cuba bakkede befolkningen op om socialismen og dens partipolitiske organisation.

Siden har Cuba opbygget nye samarbejdsaftaler, der har hjulpet landet i den svære situation med USA-blokadens skadelige virkninger. I de seneste 15 år har sammenslutninger som Unasur og Celac bidraget til investeringer og igen placeret Cuba på nogenlunde sikker grund.

Dette er også forudsætningen for, at man nu kan sætte gang i en yderligere udvikling af landets økonomi, herunder fødevareproduktion. 

Der satses nu stort på at øge landbrugsproduktionen ved hjælp af private initiativer og kooperativer, og det kan allerede ses i Cuba, hvor fødevaremængden er væsentligt øget. Som John Plate nok ved, så er Cuba også i gang at "opdatere sin økonomiske model", hvor der også lukkes op for en bølge af vedligeholdelse af samt handel med boliger.

Med andre ord: Det er Cubas kommunistiske parti, der har taget initiativet til den folkelige debat, der nu udmønter sig i en modernisering af økonomien, og det vil også være partiet, som i fremtiden i tæt samspil med befolkningen vil stå i spidsen for at forsvare Cubas suverænitet og socialisme.