I fem bøger, der dækker perioden 1880-1987, har jeg beskrevet den tidligere åndssvageforsorgs udvikling.  Når jeg kigger på tværs af tidsperioden, bliver det synligt, at opfattelsen af, hvem de udviklingshæmmede er, og hvordan de opfattes, skifter.

Fortællingen om denne gruppe starter med et håb om helbredelse. Efter nogle årtier breder pessimismen sig, og nogle blev indenfor anstaltens mure udskilt som u-underviselige og ubrugelige. Det var de, der ikke umiddelbart kunne arbejde, eller som det syntes svært at undervise, der blev skilt ud.

Få år efter var det de "udviklingsdygtige" og lettere udviklingshæmmede, der blev opfattet som farlige, både hvad angik adfærd og arveligt udstyr. På den baggrund blev den første sterilisationslov i Europa vedtaget i Danmark, og mange blev anbragt på anstalt med henblik på sterilisation.

I 1940'erne og 50'erne udviklede der sig en offentlig diskussion om sterilisationslovene og praksis på de danske åndssvageanstalter. Der blev sat spørgsmålstegn ved, om ikke for mange var anbragt på anstalt, og om ikke for mange blev steriliseret på for spinkelt et grundlag.

Forældreforeninger blev dannet, og der blev indført en ny åndssvagelov i 1959, der i stigende grad beskrev udviklingshæmmede som almindelige mennesker, der var ofre for tidligere tiders uforstand.

Holdninger til handicap

Fra 1960'erne og frem blev der arbejdet på, at udviklingshæmmede skulle have de samme rettigheder som andre og opfattes som ligeværdige samfundsborgere, der skulle have del i velfærdssamfundets goder.

Ligesom holdningen skifter over tid, er det også over tid skiftende grupperinger af mennesker, der betragtes som farlige, overflødige eller uværdige til at modtage hjælp.

Synet skifter med kulturen – og med enhver tids økonomiske og politiske vurderinger af, hvem de hjælpsøgende er, og hvad der kan ofres på dem. Lige nu er der, som det fremgår af artiklen "Skal min søn henvises til velgørenhed" (Arbejderen den 5. februar), et tilbageslag i holdning og menneskesyn fra kommunernes side, hvad angår hjælp til de mest udsatte borgere.

Synet skifter med kulturen – og med enhver tids økonomiske og politiske vurderinger af, hvem de hjælpsøgende er, og hvad der kan ofres på dem.

Da den nye åndssvagelov med et mere humant syn på udviklingshæmmede blev indført i 1959, blev der også indsat en ny bestyrelse for Statens Åndssvageforsorg. Af arkivalierne fremgår det, at bestyrelsen skulle kæmpe for at få lovens ånd gennemført i praksis.

Der skulle kæmpes på to fronter: Politikerne skulle holdes ansvarlige for den lov, de selv havde været med til at skabe, og vise villighed til økonomisk prioritering og nytænkning, som borttænkte anstalternes præg af tvangsarbejdsanstalt for arbejdsføre og forsørgelsesanstalt for ubehandlelige.

De ændringer, bestyrelsen og den nystiftede forældreforening ønskede gennemført, betød væsentlige økonomiske omkostninger, som politikerne efter bestyrelsens mening principielt havde tilsluttet sig, da de stemte for loven.

Og praktikerne skulle støttes i at gennemføre ændringer, som normaliserede de anbragtes dagligdag. Det gjaldt både fritid, undervisning, arbejde og samværsformer. Der var altså i 1959 et gab mellem det, der blev lovet i lovteksten, og den praksis, der udspillede sig lokalt.

Handicapkonventionen

Et endnu større gab ser vi i dag i forhold til den handicapkonvention, der blev ratificeret i Danmark i 2009, men som regeringen ikke ønsker at inkorporere i selve lovgivningen.

Redaktør og forfatter Lisbeth Riisager Henriksen skriver herom, at inkorporering betyder, at konventionens tekst bliver en del af dansk ret, mens en ratificering kun åbner op for muligheden af, at konventionens ånd og bogstav tages til følge.

"Selvom konventionsbestemmelserne allerede gælder, så er der […] en afgørende forskel på borgernes retsstilling med og uden inkorporering. Det kan være sværere at få respekteret rettighederne, hvis de ikke er inkorporeret.

Regeringens valg af ikke at inkorporere i lovgivningen hænger med andre ord sammen med et ønske om, at man gerne vil forbeholde sig ret til at bryde konventionerne på nogle områder, hvis et flertal i Folketinget ønsker det – eller rettere: at Folketinget og ikke domstolene skal afgøre, om en konvention er brudt eller ej", skriver Riisager Henriksen (Altinget den 3. februar).

Der kan trækkes en lige linje fra dette tilbage til de diskussioner, der tidligere er ført i forhold til mennesker med handicap. Tre temaer skiller sig ud. Det første handler om afgrænsningen af dem, der kan modtage hjælp, det andet om hvem der aktuelt anses for at være en økonomisk belastning, og det tredje handler om, hvem vi skal være ansvarlige for som samfund.

Teorier om afhjælpning

Der udvikles typisk politiske og faglige teorier om, hvordan et givet "onde" kan afhjælpes. Det ikke at kunne klare sig selv, ikke at kunne holde ud i en ansættelse eller magte en ansættelse, det at være økonomisk afhængig af andres hjælp defineres i nogle perioder som et problem for samfundet, i andre perioder mere som et familiært og individuelt problem.

Den offentlige diskussion om mennesker med handicap startede som en del af fattigdomsdiskussionen i 1700-tallet, blev en del af filantropiens opgave overfor "værdige" fattige i 1800-tallet, blev i stigende grad et statsanliggende op gennem 1900-tallet for i nutiden at ende som en blanding af individuelt og kollektivt ansvar med en tendens til, at det kollektive ansvar reduceres til fordel for et individuelt ansvar for egen lykke.

Hvorfor vi skal være ansvarlige for andres nød, har været et socialt og retligt diskussionspunkt gennem tiderne. 

Hvorfor vi skal være ansvarlige for andres nød, og hvem der skal påtage sig ansvaret for forsorg og omsorg i forhold til mennesker med handicap, har været et socialt og retligt diskussionspunkt gennem tiderne - skulle ansvaret placeres privat hos familie og i filantropien, i samfundskollektivet eller individuelt via forsikringsordninger? Og hvordan skulle en eventuel offentlig ydelse til de ramte legitimeres?

I 1920'erne plæderede socialdemokraten Karl Kristian Steincke (1880-1963) for, at offentlige ydelser var nødvendige af hensyn til samfundets kontrol med de uformående. Efter 1948 blev offentlige ydelser begrundet i menneskerettigheder.

Hvor begrundelsen i 1800-tallet fortrinsvis var baseret på filantropisk kristendom og humanitet, var den i begyndelsen af 1900-tallet begrundet i naturvidenskabelig fornuft og nødvendigheden af kontrol og orden. I anden del af 1900-tallet var der større betoning af menneskerettigheder – også for minoritetsgrupper.

I 2000-tallet ser det ud til, at ansvaret igen tendentielt placeres individuelt hos forældre og familie.

Konkurrencestaten

Konkurrencestatens menneskesyn synes at sætte spørgsmålstegn ved værdien af de mennesker, der ikke umiddelbart kan bidrage til samfundet gennem arbejde og ansvar for livets opretholdelse, og der arbejdes politisk og kommunalt på en nedjustering af de rettigheder, mennesker med handicap opnåede gennem sidste del af 1900-tallet og frem til kommunalreformen i 2007.

Kommunerne synes i dag at have mere magt i praksis end de politikere, der udtaler sig i vage og velvillige termer om mennesker med handicap. Det er i kommunerne, de tre temaer om afgrænsning, belastning og ansvarlighed konkret italesættes, og ændringerne i kommunale tiltag, fra dem, der var gældende i velfærdssamfundet til de gældende i konkurrencestaten, er iøjnefaldende.

Nye former for dehumanisering praktiseres. Det gælder eksempelvis den tvungne nedlæggelse af mindre boenheder til fordel for større institutioner for mennesker med udviklingshæmning, det gælder betaling for børns institutionsophold, hvis de skønnes ikke at have udviklingspotentiale, som Århus Kommune udtrykker det, og det gælder muligheden for skolekørsel for børn med handicap, som beskrevet i Arbejderen den 5. februar.

Det højst aktuelle spørgsmål er nu, hvor langt man i den enkelte kommune vil gå for at nedjustere de rettigheder, som mennesker med udviklingshæmning og andre handicap har tilkæmpet sig fra 1960'erne og frem til kommunalreformen i 2007?

Hvor længe vil vi som almenhed stiltiende se på, at det værdisæt ændres, der hidtil har karakteriseret det danske velfærdssamfund? Skal vi ikke fortsat være ansvarlige for hinandens nød?