Formanden for HK Privat, Simon Tøgern, har i en kronik i Politiken slået til lyd for, at den næste LO-formand skal gå til valg på at være den sidste LO-formand, fordi hovedopgaven skal være at sammenlægge LO med FTF.

Der er ingen tvivl om, at vi har brug for at samle kræfterne i fagbevægelsen. Vi står over for store opgaver, som kalder på en fælles indsats. LO og FTF arbejder i stigende omfang sammen om at sætte en fælles dagsorden.

Vi skal huske på, at det er medlemmerne, der er vores egentlige styrke, fordi de faktisk er rede til at støtte de aktive tillidsfolk.

Der er nu etableret en fælles repræsentation over for EU i Bruxelles, hvor også AC deltager. Der er også lavet et fælles udspil i forhold til beskæftigelsesindsatsen - det er med til at gøre den stemme, vi taler med, højere og mere klar. 

At lytte til medlemmerne

Men det allervigtigste sted at tage fat er at gøre plads for medlemmernes udfoldelse og bestemmelse over egne løn- og arbejdsvilkår - og at lytte til deres forslag til, hvordan organiseringen skal finde sted.

En undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at lønmodtagerne går ind for fagforeninger og for solidaritet - endda i stigende omfang. De støtter retten til at kunne konflikte for bedre løn- og
ansættelsesvilkår - en tendens, der går igen hos medlemmerne af alle tre hovedorganisationer. Og så gælder det nok så overraskende også medlemmer uden for hovedorganisationerne.

Det vil være en nøglesag for PROSA, at der skabes gode rammer for arbejdet med at indgå og forhandle overenskomster. Vel at mærke rammer, hvor medlemmerne får reel indflydelse på egne løn- og ansættelsesvilkår.

For vi skal huske på, at det er medlemmerne, der er vores egentlige styrke – ikke bare fordi vi kan bryste os af et stort antal medlemmer, men fordi de faktisk er rede til at støtte de aktive tillidsfolk. Kun ad den vej kan fagbevægelsen genvinde sin styrke.

Hvordan samler vi kræfterne?

Det er i den forbindelse en central diskussion, hvordan vi faktisk samler og styrker vore kræfter. Dette mener jeg, ikke først og fremmest sker ved at sammenlægge hovedorganisationerne, men ved at arbejde for at frisætte de uanede kræfter, som ligger hos medlemmerne.

Hvis fagbevægelsen lader Kommunernes Landsforening slagte overenskomsten for lærerne, er det jo ligegyldigt, om man er medlem af samme hovedorganisation – det gør os ikke stærkere.

En fælles hovedorganisation havde ikke hjulpet – der var brug for god gammeldags solidaritet. Hvis du tillader overgreb over for andre den ene dag, kan det vende tilbage til dig selv den næste dag.

En af de gode ting, der er sket i denne henseende, er den fælles overenskomst, som HK, PROSA og en række AC-organisationer har indgået på CGI – et initiativ, som vi nu forsøger at gentage hos andre arbejdsgivere.

Men det er helt essentielt, at det fortsat bygger på medlemmernes lokale engagement og involvering. Det er ikke noget, vi kan sidde på forbundskontorerne og styre. Men CGI viser, at det godt kan lade sig gøre at samarbejde på tværs af hovedorganisationerne.

Med den slags samarbejde som model kan det måske ligefrem med tiden føretil en sammenlægning på medlemmernes betingelser.