Diskussionen om kontanthjælpsmodtagere eller folk på overførselsindkomster blusser med jævne mellemrum op. Først beskylder Inger Støjberg disse mennesker for manglende etik og moral, og dernæst er det Venstre-politikeres tur til at give folk på kontanthjælp af grovfilen.

Da Venstre fremførte deres upålidelige tal om en kontanthjælp på over 450.000 kroner, var nogle højreorienterede politikere ude med riven igen og krævede et loft over kontanthjælpen.

Normalt er det en god akademisk skik at kigge ethvert tal kritisk igennem. Det er dog ikke tilfældigt, at Venstre-politikere og deres venner glemmer at være kritiske.

Hvis det lykkes Venstre at ligestille kontanthjælpsmodtagere med "Dovne Robert" og "Fattig Carina", så vil resten komme af sig selv.

Lige nu skal vi ikke fokusere på, at statistiske tal faktisk modsiger Venstres påstand. Derimod sætter vi fokus på Venstres sproglige manipulation.

De ved godt, at hvis de skal piske folkestemningen op mod kontanthjælpsmodtagere, skal de skabe de ønskede associationer hos de andre befolkningsgrupper.

Dovne Robert og Fattig-Carina

Det er nemlig sådan, at ethvert ord vækker bestemte associationer hos os. Hvis det på en eller anden måde lykkes Venstre at ligestille kontanthjælpsmodtagere med "Dovne Robert" og "Fattig-Carina", så vil resten komme af sig selv.

Kulturelt er der ingen i Danmark, der kan lide dovne og ugidelige mennesker. For at opnå det mål lægges hovedargumentet i, at det ikke kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at tage et job.

Job sidestilles her med penge. Retfærdigvis skal det siges, at et af de aspekter som ordet "job" associationsmæssigt får os til at tænke på, er penge. Men det er langt fra det eneste aspekt. Her vil jeg blot nævne nogle andre: kollegialt fællesskab, personlig udvikling, føle sig betydningsfuld, statussymbol, social anerkendelse og selvværd.

Hvis vi nu for eksempel fremhæver kollegialt fællesskab, så får vi pludselig et helt andet syn på kontanthjælpsmodtagere, nemlig en gruppe mennesker, som af en eller anden grund må undvære den fantastiske følelse af at være med i et kollegialt fællesskab.

De må undvære kollegernes, klienternes, kundernes rosende ord og bekræftende blikke eller at føle at man gør en forskel. At denne sociale anerkendelse er mindst lige så vigtig som penge, kan mange af os uden tvivl nikke genkendende til.

Den sociale anerkendelse

Hvad er det så, der får Venstre til at tro, at kontanthjælpsmodtagere frivilligt har mistet disse basale menneskelige behov; at have kollegaer, at være nyttige, at være skabende og så videre? Disse mennesker er til trods for de sidste mange års heksejagt endnu eksisterende.

Venstrefløjen skal arbejde hårdt på at skabe en anden association hos folk, når de hører ordet "kontanthjælpsmodtagere", nemlig politikernes manglende evne til at skabe arbejdspladser. Flere på arbejde kræver først og fremmest flere arbejdspladser, herunder fleksible job og deltidsstillinger.

At tænke, at vi nogensinde kan bygge et samfund, hvor vi alle kommer på arbejde, bare fordi vi nedlægger bistandskontoret, er nok en illusion. Hvis det forholdt sig sådan, så ville arbejdsløsheden være afskaffet i de fattige lande, netop på grund af det manglende velfærdssystem.

Dermed er det ikke sagt, at der aldrig vil være nogen der forsøger at snyde systemet. Men lad os undersøge, hvor mange mennesker, der reelt kan arbejde og som samfundet kan skaffe arbejde til, som afviser det. Jeg er sikker på, at denne gruppe er så lille (Venstres kampagne er rettet mod 1.150 familier!), at det ikke engang kan betale sig at lave lange paragraffer for at straffe dem.

Hvis vi begynder at tænke på "job" som et socialt gode og et statussymbol, bliver vi ikke forarget over, at der er nogen i vores land, der over en kortere eller længere periode af en eller anden grund desværre falder udenfor jobmarkedet og derfor mister alle de sociale og personlige goder, som vi andre går rundt og nyder godt af.

Næste gang du som job-besidder hører ordet "kontanthjælpsmodtager", så tænk på dine sociale og personlige goder. Se så hvad der vil ske. Jeg vil love dig for, at vi får et rigere samfund.