Den russiske ambassadørs artikel i Jyllands-Posten kan måske siges at være bombastisk formuleret, men i grunden har han - og ikke udenrigsminister Lidegaard - ret.

Ledende medier som for eksempel Danmarks Radio, Ritzau og Politiken giver baggrund til missilforsvaret, som vidner om total mangel på fagkundskab om strategi og atomdoktriner.

Propaganda, spindoktorer og smarte konsulenter har erstattet kundskab. Og loyaliteten overfor USA's vanvittige atomstrategi har erstattet hensynet til danskernes sikkerhed. 

I stærk kontrast til, hvad vi hører om missilskjoldet - som Danmark nu tilsyneladende skal bidrage til - er det det mest de-stabiliserende indslag i atompolitikken siden 1945. Det kan kun opfattes af Rusland og andre som en provokation.

Her er den forklaring, som beslutningstagerne næppe har modtaget fra Washington, ministerier eller militære kredse. Den gælder for atom- såvel som for konventionelle våben:

Terrorbalancen

Den klassiske terrorbalance fra 1950-erne handler om, at hvis A har kastet sine raketter – inklusiv atomare – på B, saa vil B altid have tilstrækkeligt at gengælde med, nemlig atomvaaben på sine fly, ubåde og i siloer, som A ikke har mulighed for at slå ud i sit første angreb.

Det hed "gensidigt sikret ødelæggelse"- MAD, Mutually Assured Destruction. Den afskrækkende værdi lå i, at begge parter vidste, at hvis de startede en atomkrig ville deres egne befolkninger dø i millionvis som følge af modpartens gengældelse.

Hvad indebærer det i dette perspektiv at udvikle et missilskjold eller "forsvar"? Enkelt udtrykt at A forsøger at hindre B i at kunne få sine gengældelsesvåben igennem til A.

At der altså kun er én part, der bliver smadret, men dens anden "vinder". Hvis - og det er det store spørgsmål - man har den tekniske evne til så at sige at skyde pistolkugler ned med pistolkugler. 

Det betyder, at hvis A tror, at han har et sådant system, med hvilket han kan skyde modpartens gengældelsesmissiler ned, så øges hans tro på muligheden af, at han - uden selv at lide skade - kan indlede, gennemføre og vinde en atomkrig med mindre risiko for sin egen befolkning.

Atomkrigen rykker nærmere

Dette sænker den psykologiske tærskel for atomkrig. Det gør atomkrig mere sandsynlig! Det underminerer det grundlæggende i afskrækkelsen - nemlig: at jeg véd, at hvis jeg smider atomvåben først, så mister jeg selv millioner af mine egne medborgere ved modpartens garanterede andenslags-gengældelsesevne.

Hvis A kan ramme de våben, B fyrer af som gengældelse, langt inden de når A's territorium - for eksempel over Europa - kan A vinde, fordi han befinder sig under et "skjold", en osteklokke, hvor han ikke selv lider nogen skade.

Siden omkring år 2000 har USA bygget sin atomdoktrin på dette - ikke MAD men NUTS, Nuclear Use Theory. 

Kort sagt: i det atomare spil kan missilskjoldet kun opleves som de-stabiliserende og provokerende i den andens øjne. Og her har USA et stort teknisk forspring foran Rusland.

Det ved USA/NATO godt og har derfor fundet paa den absurde paastand - som både udenrigsministeren og ledende politikere må have fået at vide, at de skal ty til: at det her skam ikke handler om Rusland men om at beskytte Vesten mod for eksempel Iran.  

Nu er der bare det ved det, at Iran ikke har atomvåben eller langtrækkende raketter; dets militære udgifter er 6,3 miliarder dollar mod NATOs samlede 990 milliarder dollar.

Propagandaens sejrstriumf

For den, der vil vide fakta og ikke lade sig forføre af propaganda og løgn, så er Ruslands militære udgifter cirka 10 procent af NATO's. Medmindre Putin anses for at være klinisk sindssyg eller suicidal er der ingen risiko for et angreb på hverken de baltiske stater, Danmark eller nogen anden, som NATO føler sig forpligtet overfor. 

Den eneste oprustning, der er brug for i dagens Danmark, er intellektuel. 

På hele det udenrigs- og sikkerhedspolitiske felt har propaganda, spindoktorer, markedsføringsfirmaer og smarte konsulenter erstattet kundskab. Og loyaliteten overfor USA's vanvittige atomstrategi har erstattet hensynet til danskernes sikkerhed. Og det gælder alle partier og politikere, der siden august 2014, har ment at Danmark skal være med i dette Dr. Strangelove-projekt. 

At være politiker og undlade at sætte sig ind i disse bogstaveligt talt dødsensalvorlige ting – eller omgive sig med inkompetente rådgivere – er slet og ret utilgiveligt. Det handler om danskernes, europæernes og principielt hele verdens overlevelse. 

Bedre bliver det ikke, hvis journalister heller ikke har den fornødne viden, så de kan stille politikere mod væggen med kritiske spørgsmål. Tænk hvis kundskaben om sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik var bare halvt så god som den, der findes vedrørende sport, økonomi, mad og underholdning. 

Den eneste oprustning, der er brug for i dagens Danmark, er intellektuel.