14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvis vi vil vinde valget ...

Hvis vi vil vinde valget ...

Det er på høje tid, at S, SF, EL og fagbevægelsen går sammen om et politisk projekt, der tegner et progressivt alternativ til blå blok.

Lars Løkke er klar! Men en borgerlig regering, der ønsker minusvækst i den offentlige sektor, bliver et dyrt gensyn.
FOTO: Bax Lindhardt / Scanpix
1 af 1

Der skal være valg i løbet af 2015. Venstre ønsker reelt minusvækst i den offentlige sektor, og det vil gå hårdt ud over velfærden.

Venstre vil forringe kontanthjælpen og hjælpen til flygtninge, og generelt stramme asylreglerne, mens verden står i flammer. Venstre vil indføre brugerbetaling ved lægebesøg og ændre planlov med forringet miljø til følge.

En borgerlig nedskæringsregering vil koste medlemmerne af LO dyrt. Hvis det skal forhindres, forudsætter det, at S, SF, EL og fagbevægelsen går sammen om et politisk projekt, der tegner et progressivt alternativ til blå blok.

Uligheden skal stoppes

Uligheden i Danmark er vokset. Det skal stoppes. For det første via et økonomisk sikkerhedsnet, som modvirker, at folk skal frygte for at gå fra hus og hjem i tilfælde af en social begivenhed.

For det andet via lige og fri adgang til sundhed og pleje og til uddannelse. Det vil både skabe tryghed og social mobilitet. For det tredje skal skattesystemet - gennem øget progressiv beskatning - modvirke ulighed.

Fagbevægelsens kamp mod social dumping fortjener al mulig støtte.

Selvom finanslovsforliget mellem regeringen, SF og EL – som blandt andet fagbevægelsen har bemærket det – ikke gav en habil løsning på dagpengeproblemerne, kan enigheden om finansloven alligevel blive et afsæt for et fælles politisk projekt.

Netværk for Velfærd og Demokrati vil opfordre fagbevægelsen til at samle S, SF og EL til drøftelser om et fælles politisk projekt, der rummer mere velfærd, øget beskæftigelse i såvel den private som offentlige sektor, grøn omstilling, regulering af finanssektoren og tiltag, der i højere grad kan gøre Danmark til en humanistisk stormagt.

Finanslovsforliget mellem regeringen, SF og EL gav ikke en habil løsning på dagpengeproblemerne. 

Hvis der måtte være elementer heri, som de radikale kan tilslutte sig, skal de naturligvis være velkomne hertil.

Et sådant fælles politisk projekt kan skabe engagement og begejstring blandt de mange tusinde græsrødder, der potentielt kan engageres i en bred kampagne for en valgsejr til rød blok.

Med dette emne afholdt Netværk for Velfærd og Demokrati den 9. februar et debatmøde hos HK-Hovedstaden, og vi vil opfordre alle fagforeninger til at afholde møder med deltagelse af de tre arbejderpartier, hvor der kan tegnes et klart alternativ til de blå partier. Hardy Hansen, der er formand for Netværket, eller en anden fra Netværket deltager gerne.

Det er vigtigt, der kommer en socialt bæredygtig løsning på dagpengesituationen. Den af regeringen nedsatte dagpengekommission skal udrede løsninger, der ikke må være dyrere end i dag. I Netværk for Velfærd og Demokrati ser vi et behov for en bredere tilgang til dagpengesituationen.

Et udkast til dagpengereform

Der indføres en ret til orlov på dagpengeniveau mod fuld genbesættelse af stillingen. Det kan åbne jobmuligheder for arbejdsløse.

Der skal indføres et nyt, solidarisk dagpengesystem, der sikrer, at de arbejdsløse på et økonomisk trygt grundlag opnår de bedst mulige forudsætninger for hurtig at vende tilbage til ordinært arbejde.

Dagpengesatsen sættes til 80 procent af gennemsnitsindkomsten for fuldtidsbeskæftigede. Dog maksimalt 90 procent af mindstelønnen i branchen. Den regulering af dagpengene i forhold til den generelle lønudvikling, der blev afskaffet ved regeringens oplæg til skattereform, genindføres. 

Merudgiften finansieres gennem en øget beskatning af de velbjergede. Arbejdsgiverne skal finansiere 10 procent af dagpengene.

Der skal indføres et nyt, solidarisk dagpengesystem, og arbejdsgiverne skal finansiere 10 procent af ydelserne.

De bedst mulige forudsætninger for hurtigst muligt at returnere til et ordinært arbejde sikres ved, at der er job til rådighed, samt gennem retten til vejledning, efteruddannelse og jobformidling til et passende job.

For at modvirke langtidsarbejdsløshed, skal alle have krav på passende jobtilbud efter ét års arbejdsløshed på ordinære vilkår. Tilbuddet skal vare et år.

Det er tale om en ret, den enkelt har, men ikke en pligt til at tage et hvilket som helst job, som kan presse folk ud af deres faglige identitet.

Alle ledige job skal indrapporteres til en generel og landsdækkende arbejdsformidling, eller til det jobcenter, hvor virksomheden er beliggende. En sådan arbejdsgiverforpligtigelse vil betyde, at der rent faktisk blev langt flere job at formidle.

Arbejdsgiverne skal give en fyldestgørende tilbagemelding om, hvorfor ansøgere, der har været til samtale, ikke fik jobbet.

Der skal ikke være nogen tidsbegrænsning for, hvor længe man kan modtage dagpenge.Til gengæld skal man som i dag tage imod anvist arbejde.

Den mistillidsbaserede kontrol, som blandt andet opleves gennem aktivering, der alene tjener det tvivlsomme formål at give fremmøde eller begå gratis arbejde, skal erstattes med vejledning, samt udarbejdelse af en personlig job- og/eller uddannelsesplan. En plan, som den enkelte har afgørende ejerskab til.

Et sådant perspektiv kan stimulere den enkeltes engagement og tro på, at det gode job venter i den nærmeste fremtid. Vi vil opfordre alle til at give os jeres bud på, hvordan en ordentlig dagpengeløsning skal være.

Netværk for Velfærd og Demokrati består af Hardy Hansen, forhenværende forbundsformand for SID, tidligere MF for Socialdemokratiet, Villo Sigurdsson, forhenværende borgmester, medlem af SF, Kim Davidsen, arkitekt, medlem af Socialdemokratiet, Klaus Mygind, medlem af BR for SF, Kurt Hansen, forhenværende MF for VS, medlem af Enhedslisten, John Andersen, medlem af BR for EL, Lars Hutters, læge, forhenværende fællestillidsmand, medlem af Enhedslisten, Ole Thorbek, økonom, og Pernille Frahm, medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, SF.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. apr. 2015 - 09:02   01. apr. 2015 - 09:10

Læserbrev

af Netværk for Velfærd og Demokrati