Den 14. maj 1948 udråbte zionisterne den jødiske stat Israel, og mens israelerne fejrer uafhængighedsdagen, begræder palæstinenserne Katastrofen - al Nakba.

Al-Nakba - Katastrofen - lever i palæstinensernes kollektive hukommelse og opdragelse. 

Al Nakba refererer til den kendsgerning, at zionisterne massakrerede palæstinensere, forviste og fordrev tusinder fra deres hjem og land, ødelagde deres byer, landsbyer og kulturarv og nægtede dem retten til at vende tilbage efter krigen i 1948. 

Den israelske historiker Ilan Pappe betegner al Nakba som etnisk udrensning. 1) Herhjemme synes lovligheden af staten Israel at være indiskutabel.

Jeg læser, at palæstinenserne flygtede, fordi deres ledere bad dem om at gøre det. At zionisterne ved hjælp af massakrer og trusler fik civile palæstinensere til at flygte og derefter stjal deres huse, jord og alt, hvad de ejede, hører jeg sjældent om.

Etnisk udrensning

Mange påberåber sig en objektivitet ved at referere til FN's delingsplan fra 1947, hvor Palæstina blev delt i to stater: en jødisk og en arabisk. FN's delingsplan omtales som en retfærdig, moralsk og pragmatisk løsning, men ifølge historikeren Walid Khalidi var resolutionen hverken lovlig eller retfærdig.

Den var i direkte modstrid med FN's eget Charter, FN's "grundlov", for så vidt som den ignorerede majoriteten, der bestod af palæstinensere, født og opvokset i det land, de havde beboet i generationer. De blev aldrig hørt, som FN's charter kræver. 

Ifølge Khalidi blev 518 palæstinensiske landsbyer og 12 byer besat og 400 af disse byer og landsbyer blev tilintetgjort. Ifølge Ilan Pappe blev 800.000 palæstinensere fordrevet fra deres land i 1948, og ingen fik lov at vende tilbage. Dertil blev en kvart million palæstinensere fordrevet fra deres hjem. 

Der er ingen tvivl om, at efter Anden Verdenskrig følte folk i Vesten sig skyldige på grund af Holocaust og mente, at der måtte være et land, hvor jøderne kunne føle sig trygge. Men med Balfour-deklarationen af 1917 havde Storbritannien lovet jøderne et hjemland i Palæstina.

Israelerne og deres lobby i Vesten har siden afskåret palæstinenserne fra at komme til orde og fortælle deres historie. Al Nakba udelukkes og forties i offentlige debatter. Aktuelt ser vi lobbyens forsøg på at forhindre afholdelsen af en konference i Storbritannien om forholdet mellem staten Israel og international lov.

Min farmor var en af de 800.000, der oplevede al Nakba. Hun hedder Fatima Othman og var født i 1923 i landsbyen Zakariyya, der lå uden for Hebron (Al-khalil). Den lå i det, der ifølge FN's delingsplan var palæstinensisk territorium, men zionisterne besatte det i 1948, og i dag er det på de officielle landkort en del af Israel .

Farmors fortælling

Min farmor fortalte, at de havde et meget rigt og varmt liv i Zakariyya. Men en dag i juni 1948, da min farmor og hendes familie kom hjem fra arbejdet i marken, kom fem zionistiske militærbiler kørende gennem landsbyen. De standsede på landsbytorvet, hvor de over højtalere beordrede folk ud af deres huse og til samling på torvet.

De var bevæbnede, og folk i landsbyen skyndte sig ud fra deres huse og hjem og samlede sig på pladsen, mens zionisterne ransagede deres hjem for at finde ud af, om nogen havde gemt sig  dér. Så plukkede zionisterne alle mænd over 18 og under 50 år ud af folkemængden, og skød dem ned på stedet. Blandt dem var et af mine familiemedlemmer.

Zionisterne krævede, at de gamle skulle fjerne de døde fra pladsen. Min farmor fortalte, at de derefter "advarede os om, at de dagen efter ville komme tilbage og dræbe dem, der blev i Zakariyya". Min farmor og de andre blev ekstremt bange, forlod deres hjem og gik op mod bjergene, hvor de gemte sig i to dage.

Landsbyboerne forlod efterfølgende området og vandrede videre helt til Dihaysha-lejren på Vestbredden, hvor de slog sig ned. Men i 1967 flygtede de igen - til Jordan.

Jeg har hørt utallige historier som min farmors, blandt andet fra flere ældre mænd og kvinder, som i 1947-48 flygtede fra deres hjem til Syrien. Her slog de sig ned i, hvad der kom til at hedde "Yarmouk-lejren", lige uden for Damaskus.

Der er meget lidt tilbage af min farmors landsby. I 1950 var Zakariyya blevet fuldstændigt etnisk udrenset. Den var delvis ødelagt, og de tilbageværende huse samt moskéen, som herefter blev den israelske regerings og den Jødiske Nationale Fonds ejendom.

Al-Nakba - Katastrofen - lever i palæstinensernes kollektive hukommelse og opdragelse. Man definerer sig som palæstinenser og refererer til den by eller landsby, ens forældre kommer fra, og som i dag ligger i den stat, der hedder Israel.

1) Af den israelske historiker Ilan Pappe er der udgivet to bøger på dansk:  "Det moderne Palæstinas historie", 2009, og "Den etniske udrensning af Palæstina", 2012.