19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Norge valgte at kæmpe

Norge valgte at kæmpe

Spørgsmålet om, hvorfor Norge i 1940 valgte at kæmpe, mens Danmark kapitulerede allerede første dag, er ofte blevet rejst.

Besættelsen af Norge blev til fem meget hårde år for den norske befolkning. Til gengæld kunne man ranke ryggen i bevidsthed om, at man var i krig på de allieredes side. I Oslo måtte man stå i kø fra klokken fem om morgenen for at købe mad.
FOTO: da.wikipedia.org
1 af 1

Den 9. april om morgenen var jeg alene i stuen. Jeg sad og spiste og lyttede til nyhederne i radioen. Der kom en meddelelse om den tyske landgang i flere byer, og så kom Vidkun Quisling til mikrofonen.

Han meddelte, at han ville danne ny regering i stedet for regeringen Nygaardsvold, der var flygtet, og opfordrede alle borgere til at holde sig i ro. Frem for alt måtte der ikke gøres modstand mod den tyske hær, der var kommet for at beskytte os mod den planlagte engelske besættelse.

Han sluttede med at sige: *Vi er de eneste, og ingen andre, som kan redde landet i den nuværende situation."

I Osadalen, dybt inde i Hardangerfjorden, mærkede vi ikke meget til krigen de første par uger. Men vi fulgte med i nyhederne på norsk fra London og vidste, at Oslo, Bergen og Kristiansand var besat allerede på invasionens første dag. Men vi vidste også, at der blev kæmpet flere steder i landet.

Det var Kleven, vores nabo, der holdt os underrettet om den lokale situation. Han var stadig den eneste i Osa, der havde telefon. Og om morgenen den 25. april fortalte han hæs­blæsende, at tyskerne havde indledt et angreb på Ulvik, bygdens centrum, fra søsiden.

Slaget ved Ulvik

Flere krigsskibe var involveret i operationen, og et voldsomt slag var i gang.

Flere torpedobåde var dukket op tidligt om morgenen. De norske styrker, som havde taget stilling på høje og skråninger om­kring fjorden, bed godt fra sig.

Min bror, Johan, snuppede fars kikkert og løb op på højen oven for vores hus. Jeg fulgte ham i hælene.

"Der står en røgsky op over åsen", sagde han. "Det er skrækkeligt, de må have skudt hele bygden i brand!"

Pludselig dukkede der tre skibe op yderst i Osafjorden. Det var de samme skibe, der havde kæmpet i Ulvikfjorden. Det forstod vi straks. Hvad gjorde de dog dér? "Det er, fordi de har fået bank", sagde Johan. "Nu ligger de dér og slikker deres sår." 

Nu kom også min far op på højen. Han stod der kun et øjeblik, så sagde han: "Jeg går hjem, pakker nogle sager og gemmer dem i en bjerghule. Man ved aldrig med de tyskere. Måske kommer de også herind."

"Nordmændene er sejrherrer! Tyskerne er slået og har mange faldne."

Senere på dagen kom Kleven atter forbi. Han havde igen haft forbindelse med Ulvik og så lettet ud. "Nordmændene er sejrherrer!" sagde han. "Tyskerne er slået og har mange faldne. Desværre nåede de at udslette 50 huse, før de trak sig tilbage." 

Johan så på mig. "Nu ved jeg, hvad krigsskibene gjorde i Osafjorden. De sænkede deres døde i fjorden…" Jeg nikkede. Vi havde tænkt nøjagtigt det samme. Jeg stod en tid og så efter Kleven, da han med lette skridt gik op ad bakken.

Han havde brugt ordet sejrherrer. Det kunne jeg godt lide ham for.

Lignende kamphandlinger – med store ødelæggelser til følge – skete der flere steder i landet. Og spørgsmålet om, hvorfor Norge valgte at kæmpe, mens Danmark kapitulerede allerede første dag, er ofte blevet rejst.

Regeringen nåede at flygte, sammen med kongen, og opholdt sig en tid i Elverum, nord for Oslo. Og her blev der holdt et møde om den alvorlige situation. Kunne det nytte at fortsætte kampen, eller skulle der indledes forhandlinger med tyskerne? 

Håbet om støtte

Det kom imidlertid ikke til nogen egentlig debat om emnet. Kongen, Håkon den 7. – den tidligere prins Carl af Danmark – erklærede bestemt, at hvis Norge kapitulerede, ville han abdicere. Efter denne bastante udtalelse blev der ikke talt mere om den sag. Kampene fortsatte. 

En af grundene til dette valg var utvivlsomt håbet om, at Storbritannien vil gribe ind og smide tyskerne ud. Der blev også landsat soldater ved Åndalsnes og i den nærliggende by Molde, men i mindre omfang. Det kom til kampe, og den smukke by, også kaldet "Rosernes By", blev lagt i ruiner af tyske bombefly. 

Også franske styrker blev involveret, og i Narvik foregik der hårde kampe, hvor flere tyske skibe blev sænket. I alt mistede Tyskland ti torpedobåde under invasionen i Norge. Og i Oslofjorden sænkede fæstningen Oscarsborg krydseren Blücher. 

Narvik var et vigtigt knudepunkt, idet malmen fra Kiruna blev udskibet herfra. Hvis tyskerne erobrede Norge, ville de beherske sejlruterne langs den norske kyst og genere Storbritanniens sejlads på Nordsøen.

Franskmænd og englændere fik imidlertid nok at gøre, da Hitler indledte en offensiv på Vestfronten i begyndelsen af maj måned. De allierede trak deres styrker tilbage fra Molde, og så var også Norges skæbne indtil videre afgjort. Selv om der skete spredte kampe rundt om i landet helt ind i juni måned, fik tyskerne langsomt overtaget.

Fem års okkupation fulgte, men nordmændene var fortsat i krig på de allieredes side.

Uddrag af forfatterens erindringer, "Min barndoms dal". 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. apr. 2015 - 09:21   23. apr. 2015 - 09:30

Kronik

af Bjarne Gårdsvoll, København