Det er spændende at høre om udenrigsminister Martin Lidegaards aktuelle bestræbelser på at modvirke russisk propaganda. Sammen med en gruppe EU-kolleger har han sat sig for at "bibringe den russiske befolkning et billede af fakta".

EU barsler med en handlingsplan, der først på sommeren skal klarlægge, hvordan Kreml-propagandaen bedst kan stoppes. EU vil finde ud af, hvordan russernes alternative adgang til informationer kan forbedres.

Måske kan Martin Lidegaard også skele lidt til vestlig propaganda, når han dyrker sin nye interesse for mediekritik?

Udenrigsministrene fra EU er frustrerede over de statslige russiske tv-kanaler. Ifølge Lidegaard "skaber de et helt andet billede, end det, der er virkeligheden". Den danske udenrigsminister beskylder russisk propaganda for at "forvride sandheden". Han betegner den som "løgnagtig" og "hadsk".

Det kan han have ret i. Men står det virkelig i så kras modsætning til den måde, medierne fungerer på i Vesten, som Lidegaard lægger op til?

Lidegaard er en stor beundrer af medierne i Vesten – så stor, at hans projekt om at stække den russiske propaganda skal have dem som forbillede.

Udenrigsministerens forehavende skal – forklarer han –  drives af "det vi er stærkest til" nemlig "ærlighed og faktuel dækning". Altså det som mediesystemet i Vesten er stærkest til. For hvis der er noget det vestlige mediesystem er kendetegnet ved, så er det da ærlighed og faktuel dækning. Er han i stand til at overbevise om det? Ikke helt.

Sten og glashus

Lidegaard er dybt bekymret over den russiske propaganda, fordi den skaber "modsætninger og had". Underforstået: Det er noget vestlige medier holder sig for gode til.

For at illustrere hvor slem den russiske propaganda er, fremhæver han historien om Kreml-loyale medier, der beskriver, hvordan ukrainske regeringsstyrker har korsfæstet en lille dreng.

Og Lidegaard har ret i, at historien er et eksempel på at magthavere og medier vil gå langt og har en livlig fantasi, når en tøvende befolkning skal manipuleres til at bakke op om ulovlige militære operationer i et fremmed land – i dette tilfælde Ruslands angreb på Ukraine.

Kuvøsebørnene

Men som et andet eksempel fra optakten til den Første Golfkrig viser, er det bestemt ikke et fænomen, der kan begrænses til Vestens modstandere:

Da irakiske tropper invaderede Kuwait i august 1990, gik de ind på tre sygehuse i landets hovedstad og rev mindst 300 spædbørn ud af deres kuvøser, smed babyerne ned på betongulvet og sendte kuvøserne tilbage til Irak, hvor der var brug for dem.

Når man har med ondskaben selv at gøre i form af Saddam Hussein og hans spædbørns-myrdende soldater, er der vel ikke andet at gøre end at indlede en krig mod ham. 

Tv-stationerne ABC og NBC sendte nyheden, som nåede ud til mere end 35 millioner amerikanere. De danske aviser Berlingske Tidende, Weekendavisen og BT bragte også historien. "Irakiske soldater bag massakre på kuvøsebørn", lød BTs overskrift 19. december 1990.

Den danske journalist Anders Jerichow gik så langt som til at holde den irakiske præsident Saddam Hussein personlig ansvarlig: "Han havde ladet børn flå ud af kuvøser på hospitaler," skrev Jerichow 18. januar 1991.

Soldaternes uhyrlige fremfærd spillede en vigtig rolle i at sikre opbakning til USA's krig mod Irak, som startede netop denne måned. Når man har med ondskaben selv at gøre i form af Saddam Hussein og hans spædbørns-myrdende soldater, er der vel ikke andet at gøre end at indlede en krig mod ham.

De vestlige medier gjorde deres for at spore seere og læsere ind på krig. De var med til at "piske en stemning op" i befolkningen - et udtryk Martin Lidegaard nu bruger om de russiske medier. For der var et problem med den makabre nyhed om de kuwaitiske spædbørn: Den var fri fantasi. Historien var plantet af Hill & Knowlton – et kommunikationsbureau med hovedsæde i New York, som var hyret til opgaven af den kuwaitiske regering.

Masseødelæggelsesvåben

11 år senere indledtes et nyt kapitel i en række vestlige mediers kampagne mod Irak. 8. september 2002 offentliggjorde New York Times en artikel, hvor journalist Judith Millers anonyme kilde konstaterer at Irak har masseødelæggelsesvåben.

Der opstod en vekselvirkning mellem den amerikanske regering og New York Times, hvor avisen citerede talsmænd fra den amerikanske regering for krigens nødvendighed, og hvor Dich Cheney, Condoleezza Rice, Colin Powell og Donald Rumsfeld brugte avisens research om Iraks masseødelæggelsesvåben, som argument for at angribe landet.

Millers artikel gik verden rundt og blev vidt citeret i udenlandske medier. Jyllands-Posten tog på den baggrund for givet, at der er "beviser for irakiske forsøg på at konstruere atomvåben".

I den samme artikel henviser avisen til den daværende amerikanske præsident George Bush, der forlanger at "alle Saddams masseødelæggelsesvåben hurtigt tilintetgøres" – hvis noget skal tilintetgøres, må det i sagens natur eksistere.

Hvor var den kritiske journalistik?

Som bekendt var der ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. I det hele taget var den måde, de toneangivende amerikanske aviser New York Times og Washington Post dækkede optakten til og grundlaget for Irak-krigen i 2003 så katastrofal, at begge medier året efter så sig nødsaget til offentligt at undskylde. At de på skrift tog dette exceptionelle skridt kan virke rørende og som et tegn på selvindsigt.

For de hundredtusindvis af irakere, der blev slået ihjel som følge af George Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussens krig mod landet, kom undskyldningerne for sent.

For de tusindvis af irakere, der blev slået ihjel som følge af krigen mod landet, kom undskyldningerne fra medierne for sent. 

Det drejer sig om irakere, hvis sidste bolværk mod Vestens aggression kunne have været kritisk journalistik, der havde bidt sig fast i selve krigsgrundlaget og på den måde måske kunne have forhindret, at danske, engelske og amerikanske regeringsledere i deres krigsiver fik så let spil over for deres befolkninger.

'Udbryderrepublik'

At det vestlige mediesystem måske ikke helt fortjener Martin Lidegaards tillid, viser desuden et eksempel fra 2008, som kan siges at være prologen til den nuværende konfrontation mellem Rusland og EU/USA. I august det år besluttede den daværende georgiske præsident og Vestens tætte allierede Mikhail Saakasjvili at angribe Sydossetien for at bringe det de facto selvstændige land under Georgiens kontrol.

Vestlige medier refererer konsekvent til Sydossetien som en 'udbryderrepublik' – brugen af ordet er et klart tegn på, hvilken side man indtager i konflikten mellem de to parter og er ret nedsættende.

Især når man har in mente, at sydossetierne har eget sprog og kultur og ikke ønsker at have noget med Georgien at gøre på grund af skiftende georgiske regeringers aggressive og fejlslagne politik mod dem siden Sovjetunionens opløsning. En omstændighed, der ikke forhindrer de mest indflydelsesrige vestlige medier i blot at efterplapre EU-udenrigschefer og Nato-generalsekretærers på ingen måde selvindlysende krav om »Georgiens territoriale integritet«.

Saakasjvilis styrker begyndte at bombe Sydossetiens hovedstad Tskhinval den 7. august 2008. Udover flere civile kostede angrebet også nogle russiske soldater livet, der var udstationeret for at holde de to parter fra hinanden.

Tendensen i vestlige medier var at spinde begivenhederne ind i en David-Goliat-fortælling om en russisk aggressor.

Alligevel var tendensen i vestlige medier at spinde begivenhederne ind i en David-Goliat-fortælling om en russisk aggressor, der havde udset sig demokrati-begejstrede og sagesløse Georgien som offer for rå og helt ubegrundet magtudøvelse.

Da denne fremstilling efter nogle dage faldt fra hinanden, kunne man spore et skift i den måde konflikten blev beskrevet på.

Nu var der tale om en fælde, som Rusland havde lokket den ellers fredselskende georgiske regering i – en udlægning som Politiken-journalisterne Vibeke Sperling og Anders Jerichow fandt sandsynlig: Rusland "skabte en fælde for Georgiens præsident og lod ham falde i den, så de russiske soldater kunne komme til i Sydossetien og Abkhasien og videre ind i Georgien derfra," ifølge Jerichow. Sperlings artikel fra den 16. august 2008 havde slet og ret overskriften "Georgien gik lige i fælden".

Den form for journalistik bidrager til at opretholde fjendebilledet af Vestens modstandere. Med de "fakta", som den danske udenrigsminister nu efterlyser, når han langer ud efter russisk propaganda, har den slags dækning dog ikke så meget at gøre.

Så måske kan Martin Lidegaard også skele lidt til vestlig propaganda, når han dyrker sin nye interesse for mediekritik. Det burde der vel ikke være noget i vejen for?