827 millioner kroner skal spares i Region Midtjylland, og snart offentliggøres forslag til, hvordan besparelserne kan udmøntes. Beløbet er så højt, at det uden tvivl vil få konsekvenser for patienter og ansatte – herunder mange tusinde midtjyske sygeplejersker.

Ønsker politikerne kvalitet og patientsikkerhed, så kræver det tid og kvalificeret personale.

Jeg kan frygte for, at besparelsesforslagene blandt andet indeholder den klassiske ’salamimetode’, hvor man over en bred kam vil skære hist og her, så det udadtil ikke ser ud af meget. Måske nedlægges flere senge. Måske skal sygeplejersker nå lidt mere, end de allerede gør i løbet af en travl arbejdsdag.

Kvaliteten er i fare

Umiddelbart lyder det måske ikke voldsomt, men for sygeplejerskerne vil det ramme ekstremt hårdt og få negativ indvirkning på patientsikkerheden, kvaliteten, sygeplejen og arbejdsmiljøet.

Ønsker politikerne kvalitet og patientsikkerhed, så kræver det tid og kvalificeret personale. Så hvad med at benytte kvalitetsmål til at opnormere sygeplejen og dermed løfte kvaliteten i stedet for som nu, at kvalitetstal- og mål benyttes til at nednormere på sundhedsområdet?

Salamimetoden kan også have den konsekvens, at hospitaler skal spare sygeplejersker væk.

I flere år har det ikke været populært at tale om personalenormeringer, men jeg tror, tiden er inde til, at politikerne skal drøfte, hvordan der skabes overensstemmelse mellem ambitionen om et offentligt sundhedsvæsen i verdensklasse og så de vilkår, sygeplejerskerne tæt på patienterne reelt har at agere under.

Sygeplejerskerne presses

Der har gennem de seneste mange år været foretaget talrige besparelsesrunder, fusioner, sammenlægninger og omstruktureringer, hvilket blandt andet har medført et enormt pres på sygeplejerskers arbejdsmiljø, der nu senest har medført, at Arbejdstilsynet har uddelt en del påbud til midtjyske hospitaler, da der ganske enkelt ikke er overensstemmelse mellem personaleressourcer og opgavemængde.

Men hvis sygeplejersker skal levere sundhedsydelser af høj kvalitet, så skal politikerne sikre de nødvendige rammer og ressourcer. Jeg håber derfor ikke, at besparelserne medfører, at politikerne og ledelserne giver op. I stedet har jeg et håb om, at de tager ansvaret på sig og sikrer ordentlige vilkår og rammer, for man kan vel ikke spare sig til bedre kvalitet og arbejdsmiljø?