Siden regeringen i 2012 besluttede at tvangsinkludere børn med særlige behov i den almindelige folkeskole, har initiativtagernes regnedrenge med undervisningsminister Christine Antorini som talerør beskrevet projektet som en stor succes. 

Forældrene ser magtesløst til, mens deres børn mistrives, fordi de har behov, som folkeskolen ikke kan forventes at kunne rumme. 

Anderledes forholder det sig imidlertid ude i den virkelige verden, hvor lærere, forældre og elever må se langt efter succesoplevelserne. For nylig konkluderede en undersøgelse udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd blandt andet, at seks ud af ti inkluderede elever i folkeskolen savner hjælp og støtte i den daglige undervisning. 

Det overraskede tilsyneladende ministeren, at hendes gyldne løfter er endt som varm luft i regeringens egen luftballon, der i den grad er på katastrofekurs. 

Personligt er jeg ikke overrasket over, at mere end halvdelen af inklusionsbørnene savner hjælp og støtte. Jeg ser som specialskoleleder flere og flere alarmerende eksempler på, hvordan inklusionen bliver et handicap - for skolerne, for forældrene og i sidste ende selvfølgelig også for de børn, der er tvangsindlagt til en normal skolegang, som de slet ikke magter. 

Enøjet fokus på faglighed

Imens lærerne kæmper en forgæves kamp for at rumme, favne og undervise alle børn, som de fortjener og har krav på, ser forældrene magtesløst til, mens deres børn mistrives, fordi de har behov, som folkeskolen - med sit enøjede fokus på faglighed - ikke kan og ikke kan forventes at kunne rumme. 

Tal fra Landsforeningen Autisme fortæller for eksempel, at 70 ud af 200 adspurgte familier fortæller, at deres barn med autisme ikke går i skole lige nu. 32 af familierne svarer endda, at deres barn ikke har været i skole i mere end et halvt år. 

Den tendens kan jeg desværre også kun nikke genkendende til, og det er decideret en falliterklæring for samfundet. Lærerne bliver syge, fordi de føler, de svigter. Forældrene melder sig syge for at kunne tage sig af deres børn. Og spørgsmålet er, om regeringens store sparekniv ikke ender med at punktere luftballonen med en kæmpemæssig ekstraregning som følge.