Daniel Carlsen fra Danskernes Parti har bebudet, at han vil invitere repræsentanter fra den nystiftede europæiske gruppe, Alliance for Peace and Freedom (APF) til Bornholm.
"Vi skal diskutere de forfølgelser, der finder sted af nationalister rundt om i Europa," udtaler Carlsen til pressen.
Gruppen kalder sig selv for nationalister, men i virkeligheden er det et sammenrend af fascister og højreekstremister, der med ny fernis camouflerer deres oprindelige udgangspunkt i fascistisk ideologi.
Alliance for Peace and Freedom
APF holdt sit første møde den 14. september 2014 i Milano i Italien. Mødet blev organiseret af Forza Nuova under ledelse af Roberto Fiore.
I virkeligheden er det et sammenrend af fascister og højreekstremister, der med ny fernis camouflerer deres udgangspunkt i fascistisk ideologi.
På mødet formuleredes formålet med APF: Det skal danne et modsvar til deres "globaliserede fjender". De vil samle de radikale nationalister til en "magtfuld blok" af national modstand i Europa.
På APF’s anden og stiftende kongres den 4. februar 2015 i Bruxelles blev Danskernes Parti optaget som medlem.
Medlemmer/bestyrelsen af det nazistiske netværk er:
- Forza Nuova (Roberto Fiore, formand) fra Italien
- Gyldent Daggry (Artemis Mattheopoulos, næstformand) fra Grækenland
- Nationaldemokratische Partei Deutschlands (Jens Pühse, sekretær) fra Tyskland
- British Unity (Nick Griffin) fra Storbritannien
- Svenskarnas Parti (Stefan Jacobsson) fra Sverige
- Democracia Nacional (Gonzalo Martin Garcia) fra Spanien
- Nation (Herve van Laethem) fra Belgien
- Olivier Wyssa fra det regionale parlament i Rhone-Alpes fra Frankrig
- Danskernes Parti (Daniel Carlsen) fra Danmark
Fascister i nye klæder
Roberto Fiore fra det italienske Forza Nuova har en lang karriere i det nynazistiske internationale netværk bag sig. I 1980 blev der i forbindelse med et nynazistisk bombeattentat på banegården i Bologna udstedt arrestordre på ham. Han gik under jorden i England, blev boende der og fortsatte sit politiske arbejde. I England havde han et tæt samarbejde med Nick Griffin fra det fascistiske British National Party. Fiore vendte tilbage til Italien i 1997 og var en af grundlæggerne til det åbent fascistiske Forza Nuova. På den radikale højrefløjs internationale scene er han kendt som præsident for European National Front.
Også britiske Nick Griffin har været kendt og aktiv i fascistiske kredse i mange år. I 1999 blev han leder af British National Party. Han var kendt for sin åbne antisemitisme. Blandt andet blev han i 1998 dømt til syv måneders fængsel for at have udgivet en antisemitisk hetz-artikel. Griffin har nu dannet sit eget projekt, British Unity.
Artemis Mattheopoulos er en af lederne af det fascistiske Gyldent Daggry og retsforfulgt på baggrund af, at Gyldent Daggrys parlamentsmedlemmer er involveret i overfald, vold og mord på politiske modstandere og flygtninge/migranter.
Nu fremstiller de sig selv som forfulgte og bruger det som argumentation for at deltage i folkemødet.
Jens Pühse er medlem af Nationaldemokratische Partei Deutschlands. Et parti med fascistiske rødder, og som har eksisteret siden 1964. Mange af partiets medlemmer kommer fra nazistiske militante grupper – således også Pühse, som var medlem af Nationalistische Front indtil det blev forbudt i 1992. Pühse er også kendt for sin distributionsvirksomhed – "Blitzversand", som sælger højreradikal musik.
Svenskernes Parti, som den 10. maj har nedlagt sig selv, går direkte tilbage til nazistiske grupper som for eksempel Nationalsocialistisk Front. Og Daniel Carlsens Danskernes Parti udspringer fra Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse.
Democracia Nacional fra Spanien er Franco tilhængere, og mange af medlemmerne har været aktive i nazistiske smågrupper. Lederen, Manuel Canduela, var forsanger i nazi-rockbandet "División 250".
Herve van Laethem fra det belgiske højreekstremistiske Nation er kendt for sin tilbedelse af SS. Han blev i 1997 dømt for racisme.
Demagogi er stadig et kendetegn
Alliance for Peace and Freedom har gode kontakter til det russiske EuroRus - en nazistisk organisation, som ønsker samarbejde med europæiske ligesindede grupper med det formål at danne fælles front mellem russere og indo-europæere mod migranter. Leder er Kris Roman, belgisk nazist med en fortid i Vlaams Blok og kendt for sin antisemitisme.
De personer, som Daniel Carlsen vil give taleret på folkemødet, har i årevis spredt had og hetz mod bestemte befolkningsgrupper. Nu fremstiller de sig selv som forfulgte og bruger det som argumentation for at deltage i folkemødet.
Demos vil opfordre arrangørerne af folkemødet til at tage folkemødets oprindelige svenske idé og ånd til sig og give plads til dialog og samtale, men udelukke dem, der spreder had og hetzer mod folkegrupper. Det må der aldrig gives plads til i et demokrati.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278