Der strejkes i Island. Starfsgreinsambands Islands (Islands Landsorganisation for Lønarbejdere) har opfordret til strejke. 16 fagforbund er gået i konflikt.

Det drejer sig om 10.000 arbejdere fra mange fag og brancher, herunder fiskeindustrien (se www.sgs.is). De strejker, fordi deres lønninger er for lave, både i forhold til andre lønninger og til de generelle leveomkostninger i Island. Og fordi de lavest lønnede i Island ikke fået lønstigninger i flere år.

Deres krav er, at mindstelønnen skal stige til 300.000 (15.000 danske) kroner for alle. I al beskedenhed foreslår de, at det sker over en tre-årig periode. Dette krav nægter Samtaka Atvinnulifsins (Islands Arbejdsgiverorganisation) at opfylde.

Købekraften af den løn, der udbetales i Island, er simpelthen for ringe. 

Vi er en del, der synes, at Starfsgreinsambands Islands krav ikke høje nok. Der skal helt andre boller på suppen, hvis lønningerne skal leve op til de almindelige nordiske basiskrav.

Købekraften af den løn, der udbetales, er simpelthen for ringe. En månedsløn på 300.000 islandske kroner giver omkring 260.000 (13.000 danske) udbetalt. Skattetrykket er i Island er godt nok mindre end i andre nordiske lande, til gengæld er der flere udgifter - for eksempel til lægebesøg.

Løn og leveforhold

De samlede omkostninger for at overleve, det vil sige for at kunne betale husleje, få noget at spise, tøj, forsikring med videre, ligger for en enlig uden forsørgelsespligt på 260.000 islandske kroner.

Der er således ingen fare for, at unge endsige midaldrende opmuntres til at stifte egen familie. Tværtimod - de flytter til et andet nordisk land.

Det er ikke kun lønmodtagere på det laveste trin, der har problemer med at holde hovedet over vandskorpen. Også lønmodtagere på højere trin har mange gange svært ved at svare deres.

Det er nemlig i de nordiske lande blevet status at forhandle såkaldt "individuel løn" med arbejdsgiveren, og at gøre det i hemmelighed. Begrebet kollektive lønaftaler findes kun for de lavest lønnede.

Og selv her giver det ikke længere nogen reel mening. For eksempel har regeringen i Norge for nylig måtte gribe ind og fastsætte en absolut mindste timeløn i fiskeindustrien på 165 norske kroner svarende til en månedsløn på cirka 400.000 islandske kroner (20.000 danske) for en arbejdsuge på 38 timer.

Det system, som folk plejer at se op til hos de nordiske lande, findes således slet ikke. Med andre ord, det som burde håndhæves som "den nordiske aftalemodel", er ikke andet end et glas dårlig vin efter en skåltale - og glemt dagen efter.

I Island - mere end andre steder i Norden - er det for alvor både relevant og nødvendigt at genoptage de kollektive lønaftaler. I stedet for at forhandle som individuel lønmodtager eller enkeltstående faggruppe hver for sig skal der herfra lyde den klassiske, men stadig moderne arbejderparole: Lønmodtagere i hele Island, foren eder. Og gør det rigtig nordisk!

Fiskeribranchen

Fisk er Islands vigtigste fornybar naturresurse og en fremgangsrig eksportstolthed. Det skyldes blandt andet, at værdien af den islandske krone i forhold til andre valutaer er halveret indenfor de sidste syv år. Derfor er omkostningerne ved at fange og forarbejde fisk og skaldyr i Island i sammenligning med andre fiskeeksporterende lande tilsvarende halveret.

Fiskeriets fordoblede indtjening er dog kun mulig, fordi lønningerne som nævnt ikke er steget, og det samtidig med at den generelle købekraft er faldet for alle Islands borgere, fordi omkostningerne til de materialer og ydelser, som købes i udlandet og forbruges i Island, tilsvarende er fordoblet.

Nok en begrundelse for at kræve højere lønninger er, at mange af de prominente personer, der løfter champagneglasset for den islandske fiskeribranches succes, har bevilget både sig selv og deres kolleger i fiskeindustriens bestyrelser endog klækkelige lønforhøjelser. 

Ejerne af fiskeindustrien, de egentlige arbejdsgivere, er i forvejen privilegerede. Skatten på udnyttelse af Islands fiske- og skaldyrsresurser er af uransagelige årsager blevet sat ned. De hævder, at de vil bruge besparelsen til såkaldte reinvesteringer. Til gavn for Island, hedder det sig.

Der er mindst to indvendinger herimod. For det første gives der ingen garantier for, at de opnåede skattebesparelser nu også anvendes til reinvesteringer. For det andet: Var det ikke af hensyn til Islands hårdt prøvede nationale husholdning bedre, om der i stedet for lavere skat kom en endnu højere skat på brugen af det gode lands levende fornybare naturresurser?

I Island ejer tre foretagender mere end halvdelen af alle de spisefisk, der svømmer i de islandske farvande. Selv æggene til de fisk, hvis æg endnu ikke er gydt, ejer de. Dertil kommer omkring 20 firmaer, der ejer de fleste af de resterende fiskekvoter. Alle Islands fiskeresurser er således ejet af cirka 30 private selskaber.

På trods af en smule indbyrdes konkurrence har selskaberne en stor fælles interesse i, at Islands naturresurser bliver på deres hænder. De hævder, at deres monopol er nødvendigt, for at de kan klare sig i den såkaldte globale konkurrence. Men argumentet holder ikke. 

I Island ejer tre foretagender mere end halvdelen af alle de spisefisk, der svømmer i de islandske farvande.

For det første bliver mange af de penge, som fiskeindustrien ophober, brugt til at "reinvestere" i andre lande end Island. For det andet: Der er ikke noget gyldigt argument for, at en monopollignende organisering af fiskeresurserne skulle være bedre for Island end en fiskeribranche, der bygger på flere små fiskeforetagender, hvor fiskeresurser er nogle, som lånes af det nationale fællesskab i form af flerårige fiskelicenser til de mange praktisk kvalificerede og fiskerikyndige folk.

Den islandske fiskeribranche har udover lønområdet meget til fælles med de øvrige fiskeribrancher i det atlantiske Norden. Vi genkender således overalt "milde" versioner af forholdene omkring Middelhavet:

Lidt for nære relationer til regerende politikere, kontrol over økonomer i banker og på universiteter, magt over lokalsamfund med videre. Man får det indtryk, at der findes nogle få nationale kliker, der kører de enkelte nordiske landes fiskeri. Nogle gange samarbejder disse ligefrem med hinanden.

Vi skimter således udviklingen af et nyt nordisk fiskeriaristokrati. Men er det virkelig det, vi jævne folk i Norden forstår ved nordisk samarbejde?