Alle partier med undtagelse af Enhedslisten mener, at Danmark bør anskaffe nye kampfly - der i bedste fald vil være i funktion om fem år.
Dagens pris - afhængig af antal fly - er 30 milliarder kroner - godt 5000 kroner per mand, kvinde og barn i vort land - og mindst 100 milliarder kroner til brugsomkostninger frem til 2045. I dagens tal kostede Storebæltsbroen 37 milliarder.
Der findes kort og godt ingen militær trussel mod danske territorium, der kan motivere nye kampfly.
Debatten har hidtil ikke handlet om, hvad i alverden vi skal med disse maskiner, kun om valget mellem tre typer. Fakta og problemer holdes helt bevidst i det dunkle og skal skydes ud til efter valget for derpå at træffe beslutningen hurtigt, så ingen opdager gigantinvesteringen - i en tid hvor der skæres ned på alt andet.
Hvorfor mon? Fordi der ikke findes nogle for samfundet gode argumenter for kampfly!
En seriøs diskussion blandt politikere, medier og befolkning burde omfatte mindst disse punkter: Flyenes pris, verdens trusselsbillede, verdens reelle problemer.
Pris og trussel
Der findes ingen eksempler på, at tilbudspris på den slags maskiner ligner slutprisen. Fordyrelser er indbygget i alle store militærindustrielle projekter - et slag på tasken: 25 procent fordyrelse mellem beslutning og leverance.
Hvad skal de bruges til? Fly af denne type har intet med forsvar af dansk territorium at gøre. Dertil kræves defensive systemer som helikoptere, minering, kystovervågning, kortrækkende raketter. Disse fly skal erhverves af to sagen uvedkommende grunde:
a) for i fremtiden at kunne deltage i internationale interventioner à la besættelsen af Irak og ødelæggelsen af Libyen. Altså den slags, der strider imod folkeretten, er fiaskoer på egne præmisser, øger had og terrortrusler mod Danmark, skaber enorme menneskelige lidelser og flygtningestrømme - kort sagt, gør os og verden mindre sikker;
b) for at tækkes USA. Havde vi ikke været medlem af det USA-ledede NATO, ville ingen have fundet på noget så modproduktivt, dumt og dyrt som dette.
Hvordan ser fremtidens verden ud? Hvad er truslerne? Projektet bygger på myten om den evige trussel fra Rusland - et skræmme- og ikke et trusselsbillede. Hver eneste gang, et ny militært projekt skal bokses igennem, henvises der til truslen fra Øst. Men hvornår var det, Rusland forsøgte at besætte et land i Vesteuropa?
Ruslands militære udgifter er i dag er 8 procent af NATO's, og kun en klinisk sindssyg eller suicidal russisk leder - og dét er Putin ikke - ville starte en Tredje Verdenskrig i dag. Der findes kort og godt ingen militær trussel mod danske territorium, der kan motivere nye kampfly.
Virkelighedens trusler
Der findes derimod mængder af andre trusler, hvis man ser på langt sigt - såsom den globale opvarmning, cyberkrig, fascisme/underminering af demokrati, terrorisme samt resourceproblemer (vand og vedvarende energi), der kræver gigantiske investeringer.
Og der findes et stort behov for virkeligt humanitære interventioner - til løsning af problemer som underudvikling, sygdomme, fattigdom, sult, og så videre. Men er arbejdspladser så ikke et godt argument for disse nye kampfly? Overhovedet ikke!
Hvis du investerer 100 kroner i våbenproduktion så går langt det meste til superavanceret teknik, udstyr og kapitalintensiv forskning og en brøkdel til at ansætte mennesker. Omvendt er det med 100 kroner til sektorer som sygehuse, skoler, infrastruktur og kulturlivet.
Militærproduktion har aldrig samme beskæftigelseseffekt som civil. Kampfly er noget, der anskaffes for at skabe sikkerhed - ikke for beskæftigelsens skyld. Alternativerne? Og hvad kunne man få for de penge?
Militær produktion har aldrig samme beskæftigelseseffekt som civil. Pengene kan kun bruges én gang.
Endelig er der de såkaldte alternativomkostninger (opportunity costs). Når vi først har smidt 30-50 milliarder samfundsøkonomisk uproduktive kroner ud af vinduet udelukkende til gavn for militære industrier i Danmark og USA, kan de penge ikke anvendes til andre formål.
Her sluges ufatteligt store resourcer, der - fordelt ud over Danmark og verden - kunne fremme nødvendige civile innovationer, bidrage til løsningen af store og små sociale problemer, stimulere kulturel vækst, øge ligheden og løse fattigdomsproblemet.
Behovet for nytænkning
Der var en gang noget, der hed grammofonplader. Producenterne troede, at det var sådan, man i al fremtid ville nyde musik. De forestillede sig ikke båndoptageren, walkman, CD'en, iPod'en og nu streaming med for eksempel Spotify.
Langt inde i en mørk boks sidder nogle få statslige og private bureaukrater sammen med kolleger i det danske og internationale Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks (MIMAK); de lider af svær "gruppe- og vanetænkning".
De lytter til grammofonplader fra His Master's Voice (USA) og aner intet om den nye og smarte verden udenfor. Det er dem og kun dem, der mener, at vi helt naturligt skal have kampfly.
Hvis vi ikke kan få en ordentlig debat om dette i god tid - herunder drøfte andre måde at styrke Danmarks sikkerhed på - så bør ethvert dansk hushold fratrække 5000-10.0000 kroner per medlem på næste års selvangivelse og som forklaring skrive, at "jeg nægter at betale skat til kampfly, der ikke besluttes på en for demokratier værdig måde og ikke kommer til at gøre nogen nytte for Danmark og verden".
Hvis danske og internationale eliteinteresser vil have disse fly, kan de vel rejse pengene ved crowdfunding. Vi er i den 11. time. Nogen må vågne op og begynde at tænke - og intellektuel oprustning er den eneste oprustning, Danmark i dag har brug for.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278







