"Når danske virksomheder rejser ud, har de danske værdier med i bagagen." 

Det siger Danmarks nye ambassadør i Colombia, Lars Steen Nielsen, som har været ansat til at fremme danske erhvervsinteresser siden sidste efterår. Han mødes med Colombias nye store venstrefløjsparaply Marcha Patriótica for at tale om fred, frihandel og faglige rettigheder.

Oprørerne og venstrefløjen slås for en grundlæggende omfordeling af værdierne.

De er optimister på den danske ambassade. Colombia er for nylig blevet kåret som Latinamerikas mest business-venlige land. På et kontinent fuld af olie, gas, guld, sølv, lithium og biobrændsel, hvor stormagter og multinationale selskaber slås om markedsandele i økonomier i vækst.

Den danske ambassadør og det erhvervsliv, han skal bistå, håber på fred i Colombia. At det mod alle odds vil lykkes regeringen og oprørsbevægelsen FARC at enes om at lade våbnene være fortid. Det håb deler de med millioner af colombianere og latinamerikanske naboer. Men det danske håb om fred har dollartegn i øjnene.

– Colombia er vistnok det land i verden, hvor flest fagforeningsfolk bliver slået ihjel, siger ambassadøren, og man forstår, at de danske værdier i erhvervsdelegationernes kufferter måske kan hjælpe.

At Colombia er verdens farligste land at være fagforeningsaktiv i, er et faktum, der hænger direkte sammen med landets business-venlighed. I et land hvor faglige ledere og bønder risikerer livet, hvis de kræver bedre løn og arbejdsforhold, miljøbeskyttelse eller retten til den jord, de bor på, er det let for udenlandske virksomheder at slå sig ned og udnytte den bugnende undergrund.

Krigen drøner derudaf

Håbet om fred kan virke naivt efter så mange års krig, hvor ikke engang USA's militære milliardstøtte og højteknologi har knækket oprørsbevægelserne. For nylig blev jeg da også præsenteret på Modkraft.dk som en rigtig pessimist. Hvilken fredsaftale kan forene så forskellige forhåbninger til et nyt Colombia i et forandret Latinamerika?

Oprørerne og venstrefløjen slås for en grundlæggende omfordeling af værdierne og en helt ny grundlov, der som hos flere latinamerikanske naboer garanterer befolkningens råderet over naturressourcerne. Regeringens drøm er at ændre så lidt som muligt i kontinentets mest ulige land og åbne det for flere multinationale selskaber. Ser man på militære facts, drøner krigen derudaf, mens der forhandles. Regeringshæren har netop dræbt 26 oprørere med bomber fra luften, og FARC har opsagt sin ensidige våbenhvile. Ser man med militære øjne, ser man kun sin modparts overgivelse. Og den er ikke realistisk.

Men freden er blevet en økonomisk nødvendighed. Danmark og EU har nu en frihandelsaftale med Colombia, som inviterer danske virksomheder indenfor, og gør det oplagt at åbne en ambassade. Colombias bønder har til gengæld kæmpet så hårdnakket imod med blokader og strejker, at deres regering er tvunget til at forhandle direkte med frihandelsmodstanderne. Bønderne mener, frihandelen netop giver næring til krig og konflikt ved at smadre bøndernes muligheder og koncentrere rigdommene endnu mere. Det er de bønder og deres bevægelser, der nu løfter et helt andet krav om fred og retfærdighed i Colombia.

For fem år siden ville jeg have troet, det var løgn, at Colombias progressive bønder, studerende, oprindelige folk, fagforeninger og partier kunne forene sig og slås så beslutsomt sammen. Colombias nye venstrefløjsparaply Marcha Partiótica har mere end 2000 organisationer under sine vinger.

Dropper nødvendighedens politik

Men for 15 år siden ville jeg heller aldrig have troet, det skulle lykkes venstrefløjen og dens bevægelser i Latinamerika at vinde så meget magt og ændre den politiske dagsorden efter årtiers diktatur og neoliberal katastrofepolitik. Jeg ville have troet, det var løgn, at Venezuela og Brasilien skulle stå i spidsen for at aflive USAs kæmpemæssige frihandelsplaner for kontinentet. At kokabønder og fagforeningsfolk skulle rykke ind i Bolivias ministerier. At latinamerikanske nabolande skulle stoppe samarbejdet med IMF, droppe dollaren som betalingsform og gå sammen om at skrotte flere årtiers “nødvendig” USA-dikteret politik.

De færrestes fantasi rakte så langt, men det er en del af virkeligheden i dag. Derfor tør den samlede venstrefløj i Colombia lige nu slås for en fred, der peger i den stik modsatte retning end erhvervslivets. En retfærdig fred og grundlæggende demokratisering, som umuligt kan være et kompromis mellem krigens parter, men som en samlet social og politisk bevægelse måske kan have held og styrke til at kæmpe igennem.

Marcha Patriótica er inviteret med her i blogpanelet for at give erfaringer videre. Bloggeren fra bevægelsen er Javier Calderón, som har diskuteret med Danmarks ambassadør, og som er meget mere interesseret i international solidaritet end danske værdier og erhvervsaftaler.