"Hadefuld", "propagandistisk", "løgnagtig" – tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard og en række EU-kolleger har ikke holdt sig ikke tilbage i deres kritik af russiske medier for tiden. 

Især to landsdækkende, russiske tv-stationer kritiseres for en noget lemfældig omgang med sandheden. Derfor har gruppen af EU-udenrigsministre iværksat initiativer, der skal sørge for, at EU's syn på Ukraine-konflikten får en chance for at nå frem til russiske mediebrugere, "bibringe den russiske befolkning et billede af fakta".

En handlingsplan skal først på sommeren klarlægge, hvordan Kreml-propagandaen bedst kan stoppes, og EU vil finde ud af, hvordan russernes alternative adgang til informationer kan forbedres. 

Den form for nyhedsdækning, hvor staten konsekvent går ind og styrer medierne, er let at identificere som propaganda, fordi den svarer til en traditionel opfattelse af, hvad der ligger i ordet.  

Mediernes indhold er i høj grad defineret af markedskræfterne og reflekterer den måde, magt er organiseret på i samfundet. 

Så vestlige journalister og politikere er hurtige til at beskylde russiske medier for at udøve propaganda – uden at skele meget til, hvilket socio-økonomisk system, de selv agerer i, og om fænomenet også forekommer i eksempelvis USA og EU. 

"... der er god evidens for, at der alligevel er visse rammer for, hvad journalister kan skrive og sende, også i vestlige medier", siger cand. public. Anne Clausen i sit speciale fra 2010, "Journalist eller bare ansat?", hvori hun anvender Propagandamodellen.

Propagandamodellen

Propagandamodellen er udviklet i 1988 af de to amerikanske forskere Edward Herman og Noam Chomsky i bogen "Manufacturing Consent: The Political Economy of the Mass Media" (Hvordan samtykke fabrikeres: Massemediernes politiske økonomi). 

Bogens forskningsresultater er siden i vidt omfang blevet bekræftede, og Anne Clausen (AC) har som nævnt brugt den i sit speciale - en analyse af Riffelsyndikatsagen fra 1999.

Her lykkedes det journalister på Berlingske Tidende - på trods af massiv modstand - at beskrive, hvordan avisens aktionær A.P. Møller producerede våben for nazisterne under Anden Verdenskrig ud over, hvad samarbejdspolitikken krævede. Kort tid efter solgte A.P. Møller sin aktieandel i Berlingske Tidende og gjorde dermed avisens fremtid højst usikker.

Ifølge modellen er mediernes indhold i høj grad defineret af markedskræfterne og reflekterer den måde, magt er organiseret på i samfundet. Modellen er en analyse af, hvordan det frie marked indvirker på mediernes indhold. 

AC ridser Herman og Chomskys argumentation op: 'Der er ikke nogen konspiration. Det handler ikke om, at nogen sætter sig ned og tænker, nu skal vi rigtig propagandere. Derimod konkluderer de to medieforskere, at de samfundsmæssige relationer, medierne indgår i, præger dem i en bestemt retning.'

De nemme kilder

En række faktorer påvirker indholdet: hvilke ejere medierne har, at de er afhængige af annoncører, og at de er afhængige af nogle nemme kilder at gå til. "Typisk vil det være de samme kilder igen og igen med privilegerede positioner i samfundet og behov for at levere et budskab", siger AC og uddyber:

"Mediernes profitorientering gør, at historier skal skrives så hurtigt og effektivt som muligt. Der er ikke tid til at lede efter alle mulige historier eller kilder: Journalisterne skal helst vide fra starten, at der er en historie at komme efter, ellers er det muligt, at de spilder tid og dermed penge. Tidspres og et organisatorisk pres efter autoritative kilder, der ikke behøver verificering, gør, at officielle kilder får forrang i medierne."

Mediernes profitorientering gør, at historier skal skrives så hurtigt og effektivt som muligt. Der er ikke tid til at lede efter alle mulige historier eller kilder.

Ifølge AC er et element i propagandamodellen desuden, at ministeriers og virksomheders presseafdelinger gør livet let for journalister og holder deres research omkostninger nede – blandt andet ved hele tiden at stå til rådighed og med kort varsel at sende eksempelvis rapporter og fotomateriale til et medie.

"På den måde subsidierer de faktisk medierne og gør, at der kan sættes spørgsmålstegn ved journalisternes uafhængighed. I forhold til aktører, der ikke har ressourcer til at drive udgiftstung pressehåndtering, får institutioner af den kaliber i realiteten særbehandling. Fordi mange medier er presset økonomisk, virker denne mekanisme ekstra kraftigt."

Kritik koster dyrt

AC peger på endnu en faktor, der bidrager til, at nogle historier er nemmere at skrive end andre: "At forsvare en historie mod kritikere, at besvare dårlig omtale i andre medier, at modgå verbale angreb fra politikere og deres spindoktorer, samt at føre retssager tager tid og kan betyde store udgifter. Derfor kan medier være tilbøjelige til at undgå historier, der forventes at tiltrække mange negative reaktioner, og i stedet nøjes med historier, der ikke er helt så kontroversielle."

Ifølge AC er det igen de store organisationer med egne PR-afdelinger, der er bedst til at komme igennem med omfattende kritik af en historie. Hendes undersøgelse af Riffelsyndikat-sagen viste, at nogle af Propagandamodellens forskellige elementer virkede på Berlingske Tidende dengang. 

Derfor var det "ret exceptionelle omstændigheder, der gjorde, at historien alligevel kom frem: at der var flere nyansatte, der ikke var tilpasset kulturen på avisen, at Berlingske havde nedsat en grave-gruppe, der lå lidt uden for den almindelige redaktion, at journalisterne var godt fagligt organiserede, så de truede med at nedlægge arbejdet, hvis de ikke fik lov at skrive den her historie. Men den kunne ligeså godt være faldet til den anden side."

Forud fabrikeret samtykke

I Herman og Chomskys teori indgår begrebet 'den dominerende ideologi', som kan oversættes til 'forudfattede holdninger i samfundet'.  Anne Clausen: "... journalisterne på Berlingske var oppe imod nogle meget stærke ideologier, nemlig Danmarks noget idylliserede rolle under Anden Verdenskrig og A.P. Møller som en slags dansk ikon. Det var med til at skærpe kravet til dokumentation og gjorde, at historien stødte på ekstra stor modstand." 

I forholdet mellem lande fungerer ideologi på en særlig måde: "Det handler meget om, at der er os her, og det vi tror på, vores værdier, som er gode. Så er der de andre, det de tror på, og deres værdier, som ikke er ligeså gode eller måske ligefrem onde.

At bringe falske historier, der skaber frygt, om 'den anden', viste Herman og Chomsky, var noget, der eksisterede i vidt omfang i amerikanske medier under den kolde krig. Sovjetunionen blev holdt frem som et 'ondt imperium'. Anti-kommunistisk ideologi var meget udbredt og påvirkede mediernes indhold."

At medier tager til takke med blot at videreformidle grundfæstede – men ikke altid lige velbegrundede – fordomme, har der været graverende eksempler på.

Men at medier tager til takke med blot at videreformidle grundfæstede – men ikke altid lige velbegrundede – fordomme, har der været graverende eksempler på, også efter at den kolde krig sluttede.

AC: "... man kan jo bare tænke på, da Irak-krigen blev besluttet i 2003. Dengang rapporterede mange medier, at det var ret sikkert, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Informationerne kom fra højtstående regeringskilder. Der var tale om 'gode kilder', som journalister sædvanligvis opfatter som troværdige – autoritative kilder, der ikke behøver at blive verificeret.

At Saddam Hussein skulle have masseødelæggelsesvåben, passede med det, man i forvejen gerne ville tro ... det, man syntes, man vidste om den irakiske præsident. Ifølge den dominerende ideologi i Vesten var Saddam Hussein en ond mand."

Men bør journalister være mere kritiske over for det mediesystem, som de selv arbejder i og bidrager til?

Journalistens ansvar

AC: "Ja, men det er svært, når noget er systemisk. Det her handler om selve organisationen af samfundet og har med hele den politiske og økonomiske virkelighed at gøre. Så at en enkelt lille journalist skærper opmærksomheden og får større indsigt i de her mekanismer, batter faktisk ikke det helt store. Journalister lever og arbejder i det her system og er i vidt omfang nødt til at indrette sig på dets præmisser.

Derfor er det svært at være indsigtsfuld og handle derefter. Det kræver virkelig meget. At sige for eksempel, jamen journalister skal bare være bedre en for en, det er at lægge et kæmpe pres på et enkelt lille menneske. Det kan næsten ikke lade sig gøre."

I den forbindelse peger hun på, at udvælgelsen af medarbejdere til en given medievirksomhed sandsynligvis begrænser, hvor kritiske journalister har lyst til at være over for de store bladhuse og tv-stationer. "Ansættelser og forfremmelser kan fungere som en slags arbejdsmarkedets darwinisme: Den, der tilpasser sig mediesystemet, bliver ved med at være ansat; andre forbigås ved forfremmelser, bliver fyret eller vælger selv at gå."

Så når nu EU's udenrigsministre langer hårdt ud efter de russiske medier, er det så ikke berettiget at opfordre også dem til at sætte sig ind i, at propaganda kan være noget andet end den traditionelle variant, som de synes at lægge til grund for deres kritik?