Selv om Venstres og Dansk Folkepartis udrensning af politiske modstandere har sat sig på den lokalpolitiske scene, sker der andre vigtige ting i Randers Byråd. De får bare ikke den opmærksomhed, de fortjener. Og det er en skam. Især fordi en af sagerne handler om en i forvejen forsømt gruppe, nemlig udsatte børn.
V og DF vil nemlig støttet af S gennemtvinge en nedskæringsplan, der beskærer indsatsen for de børn og unge, der har det sværest, med hele 16 millioner kroner om året.
Forskning viser, at det betaler sig at investere i udsatte børn og unge. Ikke bare menneskeligt - men også økonomisk.
I Velfærdslisten mener vi, at det vil være gift for området, der siden de store nedskæringer i 2009 har været ekstremt presset. Det har blandt andet skabt et så dårligt arbejdsmiljø, at Arbejdstilsynet nu overvejer at politianmelde Randers Kommune. Et af problemerne er, at mange medarbejdere oplever, at snærende økonomiske lænker forhindrer dem i at give udsatte børn og unge den hjælp, de har brug for.
Alligevel insisterer V, DF og S på igen at spare på hjælpen til de svageste børn og unge, selvom al erfaring viser, at det er som at tisse i bukserne for at holde varmen.
Det er nemlig især de forebyggende indsatser, der står for skud. For eksempel vil de tre partier forringe mulighederne for aflastning. Erfaring viser, at det vil føre til, at problemerne i hjemmet forværres, og at det derfor bliver nødvendigt at gribe ind med dyrere og mere indgribende tiltag senere i barnets liv.
De tre partier vil også indføre en kaskade af økonomiske kontrolforanstaltninger, der udtrykker en massiv og uberettiget mistillid til de socialfaglige medarbejdere. Et kontroltyranni, der tvinger medarbejderne til at bruge mere tid på bureaukrati og mindre tid på børnene. Det kan ikke undgå at få negative følger for det i forvejen ringe arbejdsmiljø.
Forskning viser, at det betaler sig at investere i udsatte børn og unge. Ikke bare menneskeligt - men også økonomisk. Men det blæser V, DF og S på - og det kommer de udsatte børn og unge nu til at betale prisen for.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278