Ved en tv-middagssammenkomst, "Til middag hos" på Viaplay.dk spurgte en af deltagerne, sportsjournalisten Carsten Werge en anden deltager, stripperen Kira Eggers, hvordan det egentlig forholdt sig med hendes forhold til Thomas Gravesen, den kendte midtbanespiller. Måske kunne Eggers kaste lys over Gravesen karrierestop?
Eggers ville ikke afsløre forhold af så privat karakter for åben skærm. Bjarne Corydon har det på samme måde som Eggers.
DONG-salget hører åbenbart til Corydon og konsorters privatliv!
Corydon mener ikke, at det kan have offentlighedens interesse, at han har foræret Goldman Sachs en indflydelse på DONG, der er langt større end deres investering i DONG-aktier berettiger til. Investorerne har ”ret" til beskyttelse imod demokratisk indsigt i, hvad der sker med statslige virksomheder, der børsnoteres.
Goldman Sachs
Det, der foregik, hører åbenbart til Corydon og konsorters privatliv! Det er således en gratis omgang at påstå, at alt foregik helt forsvarligt da Corydon, Poulsen og Schur besluttede at fyre Anders Eldrup og at gøre DONG-aktiernes kurs attraktivt lave, før Goldman Sachs entrerede.
Goldmann Sachs tjente 1,2 milliarder kroner på et halvt år på DONG-aktier. Ifølge en DR-udsendelse lavede de nævnte herrer, hvad jeg vil kalde en "Henning Dyrmose" (som da Dyrmose børsnoterede TDC) med aktieoptioner til sig selv som belønning for at banke aktiekursen ned, inden investor, nu i dette tilfælde Goldman Sachs, entrerede.
DONG's ubeskattede provenu havner i New Jersey og på Cayman Island. Det ved alle, selv Obama, men ikke den nu tidligere finansminister.
Hvem husker for øvrigt ikke jagten på Amdi Petersen, da han var i pressens søgelys for noget lignende? I dag kan ikke engang Folketingets finansudvalg orienteres om så vigtig en ting som brandudsalg af dansk infrastruktur. Hvem sagde insiderhandel?
DF og Enhedslisten har berørt emnet og vil stille Corydon til ansvar, men det rykker ikke, hvis pressen ikke følger det op.
Pressens korte hukommelse
Et folketingsvalg er demokratiets fest, lyder klicheen i den Billedblads-journalistiske dækning i de landsdækkende medier. Pressen huskede end ikke, at Brian Mikkelsen (K) og Peter Christensen (V) tidligere havde kritiseret privatiseringerne af Københavns Lufthavn og TDC med den begrundelse, at "store infrastruktur-selskaber har bedst af at blive på statslige hænder".
Også Per Hækkerups mytiske embedsførelse, da han i 1963 forærede nordmændene det olierige Eko-fisk felt, kan sammenlignes med Corydons foræring til Goldman Sachs.
Peter Brixtofte udtalte i en 24-syv-radioudsendelse for nylig: "Kapitalismen har sejret, og nu må vi holde et vågent øje med kapitalistiske virksomheder, især når de sætter den for liberalister vigtige fri konkurrence ud af kraft."
Vil blå bloks politikere i fremtiden fokusere på de sektorer af dansk erhvervsliv, der ikke opererer på markedsvilkår? Landbruget lever af overførselsindkomster via EU’s støtteordninger og statsstøtteordninger. Bankerne holder vi alle hånden under konstant.
Er det den enlige mor med tre børn på kontanthjælp, der undergraver samfundsøkonomien?
Forkortet af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278