Mange mishagsytringer, frustrationer og ideer bliver luftet om at emigrere til et andet land efter valget 18. juni. Men har vi egentlig gjort nok for at forhindre valgresultatet?

Hvad har vi gjort for at mobilisere og aktivere arbejdspladserne til at være med i kampen for et solidarisk Danmark? Det er de sidste fire års politik, vi ser resultatet af nu. Det har vi set før.

Toppen af fagbevægelsen har ikke villet organisere og mobilisere arbejdspladser og tillidsfolk til kamp imod de forringelser, vi er blevet udsat for.

Da blå blok vandt folketingsvalget i november 2001, var der mange i fagbevægelsen, der mente, at fagbevægelsen ikke havde gjort nok. Der var brug for at få gjort op med den måde, som tingene havde foregået på i årene forinden.

Fagbevægelsen skulle politiseres, og serviceorganisationerne skulle igen omdannes til kamporganisationer. Da den blå blok havde siddet på magten i 100 dage blev Fagligt Ansvar dannet på et stort møde I Silkeborg. 750 faglige folk deltog.

Fagligt Ansvar blev dog aldrig noget stærkt fagligt netværk, der kunne mobilisere arbejdere og kæmpe for vores interresser. Forholdsvis hurtigt blev det til tandløse diskussioner og parlamentarisk opbakning til S, SF og Ø.

Frustrationerne vokser

Nu rejser diskussionen sig igen. Mange er frustrerede. Men flere spørger også. Hvad gør vi? Faglige folk har i Arbejderen slået på tromme for politisk mobiblisering blandt tillidsfolk og medlemmer.

Det kan man kun være enig i. Toppen af fagbevægelsen har, ihvertfald i de seneste fire år, ikke villet organisere og mobilisere arbejdspladser og tillidsfolk til kamp imod de forringelser, vi er blevet udsat for.

Op til valget i 2011 var en flot "Skævt"-kampagne med til at give os gejst og håb om noget andet end det, vi havde set fra blå blok i 10 år. Men aktiviteterne blev hurtigt lagt ned, da Socialdemokratiet satte sig på statsministerposten.

Vi skal bruge de erfaringer, vi allerede har gjort. Det gør vi ikke, hvis vi i fagforeningerne kan konkludere, at "vi skal mobilisere sammen med de partier, der står os nærmest, det vil sige S, SF og Ø". Den eneste vej frem er mobilisering på politiske spørgsmål.

Valget har netop vist, at det er den førte politik, der er blevet straffet. Og med rette. I Sønderjylland er folk gået til Dansk Folkeparti. I København er man gået til Enhedslisten og Alternativet. Men det er den samme politik, der bliver reageret imod.

Hvad vil vi med dagpengene?

Kan det virkelig passe, at rigtig mange er mere enige med DF og Ø end med S og SF? Her nogle få eksempler.

Kun DF og Ø var imod selskabs-skattelettelser, der blev betalt ved at skære i velfærden. Kun DF og Ø var imod salg af DONG. Resten af partierne har aftalt at sælge endnu mere ud af DONG.

Kun DF og Ø var imod forringelser for fleksjobbere og førtidspensionister. DF, LA og Ø har givet hinanden håndslag på, at vi får folkeafstemninger i EU-spørgsmål. DF, SF og Ø bakker op om at forbedre vores dagpengesystem.

Helt aktuelt skal vi tage stilling til, hvad vi vil med dagpengespørgsmålet. Vi skal have mobiliseret arbejdspladserne, hvis vi skal gøre os håb om en solidarisk dagpengeordning, der skaber tryghed.

Vi har lige haft fire år med en såkaldt rød blok, hvor både S og SF (indtil SF brød sammen på grund af indre modsætninger) var i regering. Bragte det os tættere på en solidarisk dagpengeordning?