I Danmark gør vi næsten en dyd ud af at have så mange humanistiske, socialistiske og kommunistiske kæmpende partier som muligt. Men er det ikke lidt af en luksus og kan vi skabe den nødvendige bevægelse til at bryde fremmedhadet og den liberale kapitalistiske grådighed, når hver og en lille gruppering skal bruge kræfter på administrative forhold og planen for den store omvæltning?

Kan vi skabe den nødvendige bevægelse til at bryde den liberale kapitalistiske grådighed, når hver lille gruppering skal bruge kræfter på administrative forhold.

I mine unge dage blev der i diskussioner henvist til Eduard Bernstein som var tysk socialdemokrat. Han mente, at arbejderklassens væsentligste opgave var at kæmpe for reformer og en forbedring af dens økonomiske situation. Som en slags motto havde han "Bevægelsen er alt – målet intet!".

Det virker næsten som om dette socialdemokratiske motto gælder for en stor del af venstrefløjen. Det er vigtigt for netop "os" at have vores egen bevægelse med formand, kasserer, hovedbestyrelse og så videre, blad, avis og arrangementer.

Dertil kommer, at fejlfindingsgenet dyrkes og udvikles visse steder som bagstræberisk disciplin. Kampen for et socialistisk samfund med fred, demokrati, arbejde, uddannelse, kultur, bolig og kærlighed fortoner sig til tider i indviklede tekniske diskussioner. Og bevægelsen bliver en bevægelse for sig selv og ikke udadrettet i samfundet.

I Grækenland og Spaniens land

og også der i tyskens land

de finder sammen venstre set.

Det er dog ej i Danmark sket.