17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Misinformation om skifergasundersøgelse?

Misinformation om skifergasundersøgelse?

Hvorfor har både den tidligere og den nuværende regering svært ved at forholde sig til produktion af skifergas?

Den tidligere miljøminister Kirsten Brosbøl lovede en uvildig undersøgelse af de miljømæssige konsekvenser af en eventuel skifergasproduktion i Danmark. Den skulle inddrage både nationale og internationale eksperter og erfaringer.

Vi er mange, der har ventet længe på, at de ledende politikere begyndte at forholde sig til de miljømæssige risici i forhold til en skifergasproduktion.

Undersøgelsen skulle sættes igang i januar 2015 i Naturstyrelsens regi. Den endelige projektbeskrivelse for undersøgelsen er ikke blevet offentliggjort. Men Jyllandsposten kunne i en artikel den 3. december 2014 løfte sløret for det foreløbige udkast, som de havde fået aktindsigt i.

Senest har Lars Christian Lilleholt sagt i en artikel i Jyllandsposten den 10. juli, at han vil afvente resultatet af en større undersøgelse af erfaringerne omkring udvinding af skifergas i både Danmark og internationalt.

Valget bruges som undskyldning

"Det arbejde er sat i gang, og så vil vi se på de erfaringer", siger klima- og energiministeren.
Men når man spørger i Naturstyrelsen får man følgende svar : "Undersøgelsen blev ikke sat i gang på grund af valget. Hvornår den kan komme i gang, ved vi endnu ikke". Citat pressechef Kenneth Bo Jørgensen.

Vi er mange, der har ventet længe på, at de ledende politikere reelt begyndte at forholde sig til de miljømæssige risici i forhold til en skifergasproduktion.

Flere borgmestre har udtrykt skarp kritik af den manglende indragelse af kommunen i skifergassagen og energistyrelsens direkte misinformation af EU Kommissionen. 

Om få måneder foreligger resultaterne af prøveboringen i Dybvad. Trods det, er der ikke den store lyst fra de ledende politikere til seriøst at foretage det nødvendige forarbejde, og tage en reel demokratisk diskussion af hele problematikken omkring skifergas.

Til gengæld har den nye regering ønsker om at give nye licenser til skifergasproduktion, og de var hurtigt ude med en plan om at få sat Bjørn Lomborg på finansloven igen, fordi man ønskede en mindre elitær klimadebat.

Hvor står regeringen?

Bjørn Lomborg er stærk fortaler for skifergas, og er i brede forskerkredse berygtet for sin uvidenskabelige tilgang til de emner, han udtaler sig om.

I Holland har regeringen lige indført forbud mod skifergasboringer i fem år, efter at have lavet grundige undersøgelser af de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af en skifergasproduktion. Der var simpelthen alt for store risici.

Vi må kræve samme ansvarlighed af den danske regering, og støtte op om skifergaskonferencen på Christiansborg 24 okt. som arrangeres af Torsten Gejl fra Alternativet i samarbejde med Greenpeace og protestbevægelsen mod skifergas.

Danmark har tiltrådt Aarhus-konventionen. Konventionens formål er at beskytte nuværende og kommende generationers ret til at leve i et sundt miljø, de kan trives i. Den blev indgået af EU landene for at sikre offentlighedens adgang til oplysninger, deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet. Men det føler regeringen sig helt tydeligt ikke bundet af.

Den nuværende og den tidligere regerings manglende information og respekt for den demokratiske proces i skifergassagen er en skamplet på Danmark.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. aug. 2015 - 09:29   07. aug. 2015 - 09:30

Læserbrev

af Jens Voldby Crumlin, Brønderslev